Sundhedsminister Magnus Heunicke under møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag bliver behandlet. Christiansborg tirsdag den 9 marts 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Ifølge den såkaldte Parkinsons lov, opkaldt efter professor C. Northcote Parkinson, vil ethvert stykke arbejde udvide sig til den tid, man har til at udføre det. Hvis du pludselig har fem timer til at lave en opgave, der normalt ville tage tre, skal du skam nok finde måder at bruge tiden på alligevel. Det samme siges sommetider om magten: At hvor den er tilgængelig, vil den også blive brugt.
Se bare på den katolske kirke.
Pave Frans er længe blevet hyldet for sin relativt progressive tilgang til embedet og har tidligere talt i varme vendinger om LGBTQ+-katolikker. “Hvis de accepterer Herren og har goodwill, hvem er jeg så til at dømme dem […] De bør ikke blive marginaliseret“, udtalte han tilbage i 2013, da snakken faldt på homoseksualitet. Alligevel har argentineren nu brugt sin magt til at gøre netop det – marginalisere og dømme.
I et nyt dekret fra Vatikanet, godkendt af Pave Frans, understreges det, at homoseksuelle ægteskaber er “forbudt“, og at Gud “ikke kan godkende synd“. I stedet for at skabe positive forandringer i den stokkonservative institution, er paven snublet på mållinjen. På skuffende vis er en gammel, destruktiv dogmatik atter blevet fastnaglet. Herre jemini.
Mørkekammeret
Det danske statsapparat er heldigvis langt fra Vatikanet. Men derfor kan vi stadig blive bekymrede over de magtbeføjelser, det får raget til sig.
I Politiken kan man her til morgen læse (betalingsmur), at den nye epidemilov har indført et potentielt mørkekammer, som gør det sværere at gå magthaverne efter i sømmene. Ifølge Sundhedsministeriet er den nyoprettede Epidemikommission nemlig “omfattet af offentlighedslovens regler om interne dokumenter og derfor som udgangspunkt undtaget fra aktindsigt“. I praksis betyder det, at intern kritik og uenighed i kommissionen kan blive skrinlagt, uden at offentligheden får indsigt i processen.
Ifølge professor emeritus Jørgen Grønnegård, som tidligere stod i spidsen for den udredningsgruppe, der skulle undersøge pandemiens første nedlukning, er konstruktionen bekymrende. Kommissionen skulle bidrage med mere åbenhed, men ser (betalingsmur) nu ud til at gøre det stik modsatte. Og det er “klart et problem, hvis der ikke er fuldstændig åbenhed om det beslutningsgrundlag, som man lægger til grund for indgreb, man vil foretage i en kritisk epidemi“. Vi kunne ikke være mere enige. For lur os om ikke de lukkede døre vil blive brugt til at stramme magtgarnet yderligere.
Der er mange ting ved coronakrisen, der synes mere naturlige nu, end da krisen begyndte. Men den fortsatte – og ret uhørte – forøgelse af regeringens magt og manøvrerum skal vi stadig være påpasselige med at selvfølgeliggøre. Vi tillader os lige at låne Søren Kierkegaards ironiske stikpille fra Begrebet Angest komplet ude af kontekst: “Forstandens Foredrag ved denne Leilighed kan passende sammenlignes med den Børneremse, med hvilken Barndommen forlyster sig: Pole een Mester, Pole to Mester – – – Politi Mester – her er det jo, og fremkommet ganske naturligt ved det Foregaaende“.
Har man levet i en undtagelsestilstand længe nok, kan en sådan vrøvle-remse godt komme til at se både logisk og naturlig ud. Men det ændrer ikke ved, at lovgiverne stadig skal have argumenterne i orden, når de vil hive politimesteren frem. Uanset hvor dyster coronasituationen ser ud, skal befolkningen stadig kunne se, hvordan og hvorfor vi kom til de pågældende tiltag og restriktioner. Nej tak til nye mørkekamre. /David Dragsted