David Leth Williams/Ritzau Scanpix
Det måtte jo ske før eller siden: Slavoj Žižek, filosofiens hyperproduktive enfant terrible, har skrevet en opfølger til sin første coronabog, PANDEMIC!: COVID-19 Shakes the World. Den har meget passende fået titlen PANDEMIC! 2: Chronicles of a Time Lost. Men er det også spild af tid at læse den?
Lad det være sagt med det samme: PANDEMIC! 2 er omtrent ligeså rodet som etteren. Det skyldes ikke mindst, at det nye værk primært består af tidligere udgivne (ikke altid lige gennemarbejdede) artikler, som filosoffen har spyttet ud i løbet af pandemien. Žižek skyder ofte med spredehagl (det er en del af charmen), men det fragmentariske udtryk gør ikke bogen nogen tjenester. Til gengæld er der godt med fart på.
I den første PANDEMIC!-bog var Žižek overraskende optimistisk – pandemien til trods. Filosoffens håb var, at den globale krise ville afstedkomme en form for global, opbyggelig kommunisme. At når coronavirussen skulle tackles, ville landene også indse, at markedskræfterne ikke kunne klare skærerne alene. “Kun gennem denne dødbringende fare kan vi forestille os en forenet menneskehed“, som Žižek skrev dengang.
Budskabet i PANDEMIC! 2 er en kende mere dystert. Det er, som om de ekstra måneder i pandemiens vold har gjort Žižek mere sortsynet end rød. Dermed ikke sagt, at han har glemt klassekampen. Ifølge Žižek afslører coronakrisen nemlig samfundets underlæggende ulighed; den agerer fremkaldervæske for kapitalismens iboende absurditeter. For mange fattige og prekære arbejdere har pandemien budt på et morbidt valg mellem liv eller arbejdsløshed. Når profittens hjul skal holdes i gang, står slagteriarbejdere og jordbærplukkere pludselig stuvet sammen i ufrivillige smittekæder. Pandemien har ikke bragt os alle i samme båd, snarere tværtimod: Den har sat spotlys på eksisterende klasseskel.
Ideologiens søvngængere
Før man får set sig om, er Žižek hastigt videre til alverdens fabuleringer over Elon Musks Neuralink-projekt, pandemisk pornoforbrug, permafrost, Black Lives Matter-protester og Donald Trump – godt spædet til med alverdens popkulturelle referencer. Det er lidt som at få serveret et ubehændigt hæklet kludetæppe over det seneste års begivenheder. Man kunne ligesom godt have været det foruden; sagt ”neeej, det skulle du altså ikke have gjort”, inden bedstefar Žižek kom for godt i gang med hæklenålen.
Bogen fungerer klart bedst, når Žižek igen tager fat i fremkaldervæsken og hælder benzin på pandemiens bål. Ja, når han tager dystopien ved hornene og siger alt det, man ikke har lyst til at høre. Ifølge Žižek er coronakrisen ingenlunde et brud med fortiden – den er allerhøjest en ubehagelig påmindelse om vores håbløse situation. Ikke nok med at vi nu begærer selve begæret, så har pandemien sat en kæp i hjulet på kapitalismens koketteri. Igen og igen udsætter vi vores nydelse i jagten på profit, men hvad nytter den udsættelse, når vi dagligt bliver mindet om vores egen dødelighed?
Det skræmmende ved coronakrisen er ikke, at vi skal vente på at vende tilbage til normalen. Nej, det skræmmende er, at “normalen“ var en fantasme i første omgang. Pandemien er blevet solgt som en ond drøm, der har brudt med vores daglige liv. Men det forholder sig lige omvendt: Pandemien er virkeligheden, der “forstyrrer vores glatte, ideologiske søvn“. Vores (kapitalistiske) drømme har struktureret vores hverdag, og dermed dækket over en mere reel erkendelse: At pandemien blot er “toppen af isbjerget, en stand-in for en hel stribe af katastrofer som truer selve vores overlevelse“.
Smertefuldt som det lyder, bør coronaen være en påmindelse om, at alt fra klimaforandringer til nye pandemier er på vej. Om noget kræver situationen, at vi gentænker vores prioriteter og værdier. Man kan ønske at vende tilbage til normalen, men dette er det samme som at indgå en faustiansk pagt med Ole Lukøje og falde i den ideologiske slummer. Og Slavoj Žižek er godt træt af søvngængere og samfundets vilje-til-ikke-at-vide. Mere end noget andet ønsker filosoffen, at vi ser på pandemien med åbne øjne og tænker os godt om. /David Dragsted