Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix. People watch the medium-lift Long March 8 Y-1 rocket taking off from Wenchang Space Launch Center, on a beach in Wenchang, Hainan province, China December 22, 2020. cnsphoto via REUTERS ATTENTION EDITORS - THIS IMAGE WAS PROVIDED BY A THIRD PARTY. CHINA OUT.
Stemningen mellem USA og Kina bliver stadig koldere. Så hvorfor skulle et nyt rumkapløb ikke også være under opsejling? I sidste uge kom det frem, at Rusland har indgået et samarbejde med Kina om en ny rumstation, der skal i kredsløb om Månen – og som umiddelbart vil konkurrere med det amerikanske rumagentur NASA’s planer for Jordens drabant.
Efter den kolde krig har NASA ellers haft et solidt samarbejde kørende med Ruslands rumagentur, Roscosmos; et samarbejde, der blandt andet har kastet Den Internationale Rumstation (ISS) af sig. Men med Kina som kurtisør ser Rusland nu ud til at gå nye veje. Landet har ikke ønsket at deltage i den såkaldte Artemis Accords, der skal udstikke nye rammer for udforskningen af rummet. Russerne mener blandt andet, at aftalen favoriserer USA. Tilsvarende har Rusland kritiseret NASA’s planer for en ny månestation, som de ellers skulle have leveret en luftsluse til. Og pludselig er det geopolitiske månelandskab i forandring.
Selv hvis man ser helt bort fra de øvrige spændinger mellem Rusland og USA, er der en vis ræson i partnerskiftet. NASA har tidligere været afhængige af den russiske Soyuz-raket, når mandskab skulle flyves op til ISS. Men nu er monopolet brudt: Hele to gange har privatejede SpaceX ført astronauter op til rumstationen via deres Dragon-fartøj. Det betyder tabte indtægter til Roscosmos, og pludselig har russerne en god anledning til at søge mod nye græsgange. Så hvorfor ikke hoppe på muligheden, når Kina byder sig til med sit eget ambitiøse rumprogram?
Kollisionskurs
Med de vellykkede Chang’e-missioner (opkaldt efter den kinesiske månegudinde) har Kina allerede positioneret sig fordelagtigt i jagten på at opbygge infrastruktur på Månen, der skal danne grobund for fremtidige udforskninger af verdensrummet – ja, og sikre udvindingen af nogle af de kostbare mineraler, som drabanten også rummer. Samarbejdet med Rusland bekræfter blot Kinas styrkeposition. Og så er vi end ikke begyndt at tale om øvrige kinesiske projekter såsom det såkaldte StarLink-netværk, der skal give SpaceX’s kommende satellit-internet kamp til stregen. Selvom NASA’s såkaldte Artemis-program ikke er at kimse ad, er amerikanerne ikke længere universets centrum.
Kendetegnene for det nye rumkapløb er således, at flere og flere lande (og private virksomheder) byder sig til. Som The Economist skriver, har techno-nationalismen kronede dage, omend der også er plads til løfterige rum-samarbejder på kryds og tværs. Kun USA og Kina har svært ved at finde hinanden, takket være en amerikansk lov fra 2011, som forhindrer NASA i at samarbejde med Kinas rumagentur.
På sigt bør den lov nok tages op til revision. Med udsigten til langt flere satelitter og andre menneskeskabte objekter i kredsløb om Jorden, er faren for kollisioner og en ukontrolleret ophobning af rumskrald i hvert fald voksende – og det problem kalder på mere international koordinering. Rummet er stort nok til to supermagter. Det kræver bare, at de har mod på at tale med hinanden. /David Dragsted