Lad os få børnene hjem

Det er ofte et psykologisk interessant studie at se, hvad Folketingets små, spærregrænsetruede partier melder sig på banen med af politiske forslag hen over weekenden. På grund af partiernes lidenhed kan det være svært for dem at få ørenlyd i medierne, så derfor skal forslagene gerne have en god portion særkende og kant, samtidig med at vælgerne endelig ikke må få en følelse af, at de er fremsat i en tilstand af desperation.

Således har Dansk Folkeparti haft held med at placere en nyhed i Kristeligt Dagblad om, at partiet ønsker at “tvinge serievoldtægtsforbrydere“ til medicinsk kastration. “Ekstraordinære problemer kalder på ekstraordinære løsninger“, udtaler retsordfører Peter Skaarup til avisen. Hvis den dømte voldtægtsmand ikke frivilligt går med til den løsning, skal han, ifølge Dansk Folkeparti, kunne straffes med op til 12 års (!) fængsel for sin forbrydelse.

Og DF rammer jo et eller andet rigtigt i tiden. Begrebet tvang er i hvert fald blevet gjort great again af Socialdemokratiet, der som en del af coronahasteloven sidste år forsøgte at give myndighederne lovhjemmel til at trænge ind i folks private hjem uden en retskendelse; og som for et par uger siden meget gerne ville have lov til at tvangsteste beboerne i Odense-bydelen Vollsmose for corona.

Men Dansk Folkepartis tanker om tvangskastration ligger nok i den gakkede ende af idéspektret – i hvert fald sammenlignet med et andet lillebitte politisk parti, Liberal Alliance, der som det første i blå blok har meldt ud, at børn med dansk tilknytning, som sidder i syriske fangelejre, bør hentes hjem. “Man skal undersøge muligheden for at etablere en proces, hvor forældrene frivilligt giver afkald på deres børn og sender dem til Danmark, ligesom de skal give afkald på selv at blive familiesammenført senere hen“, siger LA’s formand, Alex Vanopslagh, til Politiken. Det drejer sig om cirka 19 børn fra et til 14 år, som sidder i lejrene al-Hoj- og al-Roj med deres mødre, der tidligere har forladt Danmark for at slutte sig til terrororganisationen ISIS.

Strategisk set er det ikke tosset gjort af Liberal Alliance. Det er det, som man i jyske badmintonkredse kalder en presbold. Men regeringen, som den er rettet mod, bakker naturligvis ikke op om forslaget. En meningsmåling (foretaget af Voxmeter for Ritzau) offentliggjort i sidste uge viste, at 49 pct. af danskerne ikke ønsker, at Danmark skal gøre en indsats for at få børnene hjem (mens 34 pct. gerne vil hjælpe dem). Så regeringen har for så vidt orden i sine papirer og styr på sin veltilrettelagte kyniske målgruppebaserede politik.

Husk pamfletten

Liberal Alliance er dog først kommet på banen, efter at Ekstra Bladet kunne fortælle, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) tilbage i september gav Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Forsvarsministeriet og Statsministeriet en fortrolig orientering om, at ISIS har smuglet 30 børn ud af de to nævnte fangelejre, hvilket fik Udenrigspolitisk Nævn til at hive udenrigsminister Jeppe Kofod (S), forsvarsminister Trine Bramsen (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) ind til et hastemøde om sagen i fredags. Sagen handler ikke længere bare om medmenneskelighed og barnets tarv men om en overordnet vurdering af rigets sikkerhed. Hvad hvis ISIS kidnapper danske børn og hjernevasker dem til at blive terrorister?

Hvis man keder sig på en marts-mandag, som hverken er fugl eller fisk, kan man gå tilbage og bladre i den pamflet, som Socialdemokratiet husstandsomdelte inden folketingsvalget i 2019. Det var den, der hed Jeg vil gerne være børnenes statsminister og som var en en slags jeg-fortælling af Mette Frederiksen. Der står mange interessante ting i den. Tag bare noget så banalt som dette: “Jeg er den type politiker, som tror mere på samarbejde end splittelse. Det betyder, at vi socialdemokrater ikke altid får det præcis, som vi gerne vil have det. Til gengæld tror jeg, resultaterne holder i længere tid.“ Yeah right, som vi sagde i årene frem mod årtusindskiftet. /Oliver Stilling