Politikere, selvfremstilling og virkelighedssans

Det er efterhånden tre år siden, at den store amerikanske skønlitterære forfatter Philip Roth døde, 85 år gammel. Han var en produktiv fyr og sprøjtede romaner og noveller ud i ét væk igennem mere end 50 år. I det seneste nummer af New York Review of Books er der en anmeldelse af tre nye bøger om ham – to gode og en ikke så god.

Den bedste, Philip Roth: The Biography, som er på 898 sider, er skrevet af Blake Bailey på baggrund af interviews med 200 af Roths venner, fjender, elskere og redaktører og også med Roth selv. Det er den ‘officielle’ Philip Roth-biografi. Roth var ikke nem at stille tilfreds, når andre skrev om ham, men ifølge anmeldelsen blev han opmærksom på Blake Baileys evner, da han for 12 år siden læste dennes biografi om forfatteren John Cheever (1912-82), som angiveligt landede et smukt sted mellem det taktfulde og det skånselsløse. Så Roths eneste instruktion til Bailey var: “Jeg er ikke interesseret i, at du rehabiliterer mig. Bare gør mig interessant.“

Repræsentation er noget mærkeligt noget. Folks selvopfattelse og måde at være på versus den måde, de fremstiller sig selv på, versus sådan som de rent faktisk bliver opfattet. Folk kan have en ekstrem opmærksomhed på deres eftermæle, samtidig med at de slet ikke har noget blik for det.

Tag Anders Fogh Rasmussen; først fyret som skatteminister på grund af kreativ bogføring, så statsminister, så generalsekretær for NATO – og nærmest dagen efter at dét eventyr var slut, slog han sig ned som konsulent og lod sig bl.a. hyre til at hjælpe en stor amerikansk rådgivningsvirksomhed, der gerne ville have flere våbenproducenter og forsvarsministerier på listen over kunder. Her var Foghs netværk fra den geopolitiske scene godt at have ved hånden.

I genren ‘faldende statsmand’ er Fogh dog overgået af Tysklands forhenværende kansler Gerhard Schröder, der kort tid efter, at han forlod den post lod sig indsætte som formand for aktionærudvalget i det russiske energikonsortium Gazprom AG (som han stadig arbejder for). I dag er Gerhard Schröder nærmest hinsides selvfremstilling. Han er gode venner med Vladimir Putin og synes ikke engang at gøre et forsøg på at fremstå som en mand med en moral. Rehabilitering rager ham tilsyneladende en høstblomst.

Mette vasker vinduer

Så er det noget andet, når man stadig er aktiv i politik. Her er selvfremstilling alt. Statsminister Mette Frederiksen (S) er blevet kritiseret for at tale ned til folk, bl.a. med sine mange banale ‘folkelige’ opslag på sociale medier. Mette vasker vinduer; Mette spiser makrelmad; Mette drikker en rigtig ølbajer af flasken. Men hvorfor skulle hun lade være, når opslagene går rent ind hos hendes base af kernevælgere, der i øvrigt ikke lader til at have nogen kvababbelser i forhold til hendes kyniske afvisning af at hente cirka 19 danske børn i kummerlige syriske fangelejre hjem til Danmark? For Mette Frederiksens hjerte banker jo for børnene, ved vi – også fx afrikanske børn. Bare de ikke er potentielle terrorister. Nej, så hellere lade dem rådne op.

Hvad angår politikeres selvfremstilling, så tager Viktor Órbans nye engelsksprogede hjemmeside primeminister.hu alligevel prisen. Den ungarske premierminister, som siden sin jordskredssejr ved parlamentsvalget i 2010 har arbejdet møjsommeligt på at afmontere det ungarske demokrati og drive landet i retning af et iltfattigt skyklapsautokrati med svage medier og påvirkelige domstole, angler åbenbart efter opmærksomhed eller anerkendelse fra en eller anden elite.

Hjemmesiden beskriver Órbans liv i detaljer, men oplysningerne er ikke filtreret gennem en ekstern biografist. Der er fotos af premierministeren i alle mulige sammenhænge. Órban med en baby; Órban i sportstøj; Órban sammen med store statsledere; Órban bedende på sine knæ. Trykker man på billederne, dukker der tekster frem, som i et neutralt sprog forklarer, hvem han er: “Órban Viktor (sic) er calvinist. Selv om han mener, at vores forhold til Gud er en privatsag, så består kristendommen i sig selv af grundlæggende moralske normer, som udgør samfundets fundament. Kristne værdier er det, der har gjort Ungarn og Europa til, hvad det er i dag: frit, fair og forenet.“

Samtidig med at vi får at vide, at Órban mestrer den gamle ungarske tradition for griseslagtning, og at han fik slået to tænder ud, da han spillede hockey i gymnasiet, bliver der brugt en del krudt på, at premierministeren fortæller om sine hædersbevisninger og intellektuelle meritter. Fx at han er æresdoktor på universiteter i USA, Japan og Tyrkiet. I løbet af sin politiske karriere, står der, har Órban “modtaget en masse priser og anerkendelse for sit arbejde med at forsvare kristendom, frihed, menneskerettigheder og demokrati.“

Det er højst besynderligt, og det ligner næsten en parodi. Men den er god nok. Den totalitært orienterede autokratiske leder mister som regel virkelighedssansen hen ad vejen. Det er desværre ikke altid vælgerne, der råber vagt i gevær. Og hvem skal så gøre det, hvis man har skabt en personkult omkring sig selv og kun omgiver sig med folk, der dybest set er bange for en? /Oliver Stilling