Henning Bagger / Scanpix
Den gode: Regeringens ubarmhjertige kurs over for de 19 danske børn, som sidder indespærret i en fangelejr i Syrien, kan være under forandring. På et kort pressemøde i går eftermiddag udtalte statsminister Mette Frederiksen (S) sig sjældent kryptisk: “Vi har hele tiden sagt, at vi gerne vil hjælpe børnene.“ Ordene er opsigtsvækkende – og modsætningsfyldte. For på den ene side, og bogstaveligt, betyder udtalelsen jo, at Mette Frederiksen ikke vil ændre kurs, “vi har hele tiden sagt“, og således agter at fortsætte den hidtidige og kompromisløse strammerlinje. Men på den anden side har hun ikke tidligere så meget som antydet, at regeringen vil komme de danske børn til undsætning, “at vi gerne vil hjælpe børnene“, og derfor har udmeldingen karakter af et kursskifte – i hvert fald politisk set.
Mette Frederiksen tilføjede sågar en ekstra tvetydig sætning, der taget for pålydende vil kunne tvinge regeringen til meget snart at skulle redde de danske børn hjem: “Vi har hele tiden sagt, at der kan være humanitære forhold, der tilsiger, at vi skal hjælpe de børn.“ Igen, det er bestemt ikke noget, som statsministeren har sagt “hele tiden“, hvor hun tværtimod har insisteret på, at børnene ikke må vende tilbage til Danmark, fordi deres mødre – som er både enker efter IS-terrorister og danske statsborgere – skal tillades at komme til Danmark. Men ved nu at betone de “humanitære forhold“ har Mette Frederiksen åbnet for et nyt spor, der meget vel kan føre til, at de 19 danske børn reddes hjem.
At dømme efter de politiske reaktioner er der således tale om et reelt brud. Eller som Dansk Folkepartis tidligere formand Pia Kjærsgaard straks skrev på Twitter efter pressemødet: “Hvad !!!! Hvad sker der for Statsministeren? En kovending der vil noget. Børn, mødre og Jihadfædre til Danmark!“
Den onde: Socialdemokratiet navigerer i disse år efter ét ganske enkelt succeskriterium – nemlig at vinde og fastholde vælgere, som tidligere har stemt på Dansk Folkeparti. Selv om det ikke er nogen kæmpe vælgergruppe, udgør disse op mod 150.000 voksne danskere de såkaldte ‘swing vælgere’. Farven på den danske regering afgøres simpelthen af, hvordan disse frafaldne DF’ere stemmer. I 00’erne og 10’erne stemte de på Dansk Folkeparti, og derfor havde Danmark borgerlige regeringer dengang. Nu er de blevet trukket over til Socialdemokratiet, og derfor er Mette Frederiksen blevet statsminister. Sådan tænker de i hvert fald i Socialdemokratiet, hvor man inden sidste folketingsvalg udviklede en større plan for at appellere til dem, som i det interne sprogbrug blev kaldt for “O-mulige“ – O efter DF’s partibogstav på valgsedlerne.
Drejebogen er blevet fulgt efter regeringsdannelsen: Alt, hvad Mette Frederiksen foretager sig som statsminister, er nøje tilrettelagt med de “O-mulige“ som kerne- og hovedpublikum. Hvad andre måtte mene er realpolitisk og parlamentarisk irrelevant, da mere borgerlige vælgere alligevel ender med at stemme blåt, og mere humanistiske vælgere bare rykker ud til støttepartierne, der har vist sig at acceptere hvad som helst. For Mette Frederiksen er der magten at vinde og fastholde – og tilsyneladende intet at tabe – ved alene at markedsføre sig over for de “O-mulige“. Således også i sagen om de 19 danske børn. Mette Frederiksen ønsker at fremstår endnu hårdere, end Inger Støjberg i sin tid gjorde som udlændingeminister, og derfor vil S-regeringen næppe gå på retræte: “Regeringens holdning er den samme“, som statsministeren gentog tre gange på pressemødet.
Den grusomme: Selvom støttepartierne opfører sig bundloyalt over for statsminister Mette Frederiksen og tydeligvis ikke ønsker at udfordre S-regeringen på nogen afgørende politikområder, har i hvert fald Enhedslisten og Radikale Venstre også et hensyn at tage til egne kernevælgere og eget omdømme. Derfor har flere politikere fra de to partier skruet op for kritikken og stadig mere tydeligt krævet, at de 19 danske børn skal hjem til Danmark. Bevares, det er ikke en sag, som Enhedslisten og Radikale Venstre tør bruge til at true med at vælte statsministeren, nej, langt fra, men de er alligevel nødt til at gøre noget, der kan bemærkes. Og her er valget faldet på udenrigsminister Jeppe Kofod (S): Han er udpeget som sonoffer og ser ud til at kunne blive truet med et mistillidsvotum, fordi han ikke orienterede Udenrigspolitisk Nævn i efteråret.
Dengang blev regeringstoppen advaret af efterretningstjenesterne om, at Islamisk Stat havde planer om at ville kidnappe bl.a. de danske børn og optræne dem som terrorister. Men Jeppe Kofod var tavs og er det stadig. Han nægter fortsat at orientere Folketingets partier om sagens forløb, og dét har nu fået Enhedslisten og Radikale Venstre til at udse sig Jeppe Kofod som manden, der skal bøde for statsministerens ubarmhjertighed. Ligesom socialdemokraten Mogens Jensen røg som fødevareminister på grund af minkskandalen.
Det voksende pres mod udenrigsministeren er en reel bekymring for statsministeren. Hun bryder sig ikke om, at de andre partier skal diktere, hvem der skal være ministre i hendes regering, og derfor kæmper hun lige nu med næb og klør for at redde Jeppe Kofod. De tvetydige udmeldinger er således udtryk for, at Mette Frederiksen på én og samme tid forsøger at kommunikere til de “O-mulige“ og til Liste Ø. På den ene side skal DF-segmentet beroliges om, at strammerkursen fortsætter, og på den anden side skal venstrefløjen imødekommes så tilpas meget, at stormløbet mod Jeppe Kofod afblæses. De konkrete børn nede i Syrien er og bliver ikke omdrejningspunktet inde på Borgen. /Lars Trier Mogensen