Nicolas Asfouri/AFP/Ritzau Scanpix
Fast fashion har af gode grunde et blakket ry. Ikke nok med at dens brug-og-smid-væk-kultur er katastrofalt for klimaet, så har den outsourcede tøjproduktion ofte været kilden til forargelse – man behøver blot at nævne en vilkårlig skrækhistorie om kummerlige sweatshops og børnearbejde i Asien (dem er der desværre mange af). De trælse associationer vil modebrands dog ikke have siddende på sig. Man gør i dag, hvad man kan for at fremstå ordentlige udadtil.
Derfor virkede det nok også som en no-brainer for tøjmærket H&M, da man sidste år meddelte, at man ikke længere ville købe bomuld fra Xinjiang-provinsen. Ja, koncernen gik endda så langt som til at sige, at man var “dybt bekymret“ (enhver diplomats yndlingsudtryk) over rapporter om tvangsarbejde og forfølgelse af etno-religiøse minoriteter i regionen. H&M var endog ikke ene om kritikken. Flere andre støtter af NGO’en Better Cotton Initative – herunder gigabrands som Nike, IKEA og Adidas – valgte at sige fra over for den tvivlsomme bomulds-praksis i Xinjiang. Et vigtigt, kollektivt signal blev sendt, og alt burde dermed være i sin skønneste orden.
Bange for boykot
Nu, mange måneder senere, er H&M så alligevel havnet i et uvejr. Efter at EU, Storbritannien, USA og Canada kollektivt har valgt at indføre sanktioner mod Kina som reaktion på menneskerettighedsovergrebene i Xinjiang (hvor mindst en mio. mennesker menes at være blevet indespærret i de facto-koncentrationslejre), har Kina svaret igen på klassisk kinesisk manér: ved at gå efter private, vestlige virksomheders pengepung. Onsdag begyndte kritikken at hagle ned over H&M på Weibo og andre kinesiske sociale medier. Kinas Kommunistiske Ungdomsforbund skosede tøjkoncernen for at “sprede løgne“ om Xinjiang, alt imens sanger Song Qian og skuespiller Huang Xuan – to af H&M’s kinesiske brandambassadører – meddelte, at de ville droppe samarbejdet med H&M. Snart begyndte kritikken også at sprede sig til andre koncerner, der tidligere har takket nej til Xinjiang-produceret bomuld.
Intet ved de koordinerede boykot-opfordringer er sønderligt overraskende. Hvis der er noget, Kina kan lide at gøre, så er det at bruge sin enorme handelsmagt til at få virksomhederne til at makke ret, når nu virksomhedernes hjemlande ikke vil gøre det. Det er dog også her, virksomhedernes selvproklamerede sociale ansvarlighed burde slå igennem. Menneskerettighedsbrudene i Xinjiang-provinsen, og dennes sammenhæng med bomuldsproduktionen, er en perfekt anledning til at stå fast og sige fra. Men så god er forbrugerkapitalismen ikke.
I en udtalelse på Weibo, der hverken var fugl eller fisk, fortalte H&M, at man ikke indtager nogen politisk position, og at man “er dedikeret til langsigtede investeringer og udviklinger i Kina“. Endnu værre står det til hos Inditex, tøjmærket Zaras moderselskab, der i smug ser ud til at have fjernet en tidligere udtalelse på deres hjemmeside om, at man har en “nul-tolerance“ over for tvangsarbejde. Heldigt, at man ikke er tvunget til at købe deres tøj. /David Dragsted