En poetisk pausering

Ethvert valg er forbundet med ængstelse. For lige så meget frihed der ligger i muligheden, lige så mange bekymringer står potentielt på spring. Tænk, hvis man vælger forkert; at man på bagkant må sande, at den anden løsning alligevel var bedre. Ja, eller endnu værre: At man slet ikke havde lyst til at forlade sit udgangspunkt i første omgang. Stakkels Søren Kierkegaard og hans elskede Regine, der først brugte en evighed på at betvivle deres forlovelse, for efterfølgende at havne i en livslang fortvivlelse over bruddet. Det er sådan et stof, god dansk digterkunst er gjort af.

Vi kunne vel – med en hel del modvilje – kalde de danske sundhedsmyndigheder for den ængstelige poesis moderne mestre.

Torsdag blev det meldt ud, at man har valgt at forlænge pausen med AstraZeneca-vaccinen, da man hverken har kunnet be- eller afkræfte, at der skulle være en sammenhæng mellem coronavaccinen og sjældne sygdomsforløb med blodpropper. På et pressemøde fortalte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at man godt kan kalde “pauseringen“ (smag bare på ordet) for et dansk “forsigtighedsprincip“. Ja, han medgav endog, at den kan ses som en “dansk overforsigtighed“.

Forlæng pauseringen og du vil fortryde det, forlæng den ikke og du vil fortryde det. Mens Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har blåstemplet AstraZeneca-vaccinen, og lande som Tyskland, Frankrig og Spanien atter er begyndt at bruge den, står (betalingsmur) Danmark tilbage med angsten. For den udenforstående kan det synes besynderligt – særligt med tanke på, at bivirkningerne ved noget så almindeligt som P-piller virker mere udbredte og relativt slemme. Men i det mindste kan vi glæde os over, at sundhedsmyndighederne så åbent fortæller om tvivlen. Hellere det end et ubekymret hovmod. Eller som Søren Brostrøm siger:

“For mig er det ekstremt vigtigt, at jeg kan stille mig op og sige til eksempelvis frontpersonale i sundhedsvæsenet, at den vaccine, som jeg anbefaler til jer, den vil jeg selv tage, og jeg vil også give den til mine pårørende. Det skal jeg kunne sige med sikkerhed i stemmen.“

Ja, når først bekymringerne kører, kan man vel lige så godt droppe trosspringet og hoppe på et oplyst grundlag.

Skibbrud

Mens det kan være svært at finde rundt i AstraZeneca-pauseringen, er problemerne med fragtskibet Ever Given anderledes iøjnefaldende. Det sidder stadig fast i Suez-kanalen og skaber forsinkelser, som alle kan forstå. Og det vil det blive ved med i noget tid. Ifølge redningsholdet, der forsøger at få skibet fri, kan det tage uger, førend blokaden er brudt. Imens må øvrige fragtskibe pænt sejle nedenom Afrika, hvis ikke de allerede er havnet i suppedasen i Suez.

Og hvis der er noget, de skibe formodentlig ikke vil være ladet med, er det vacciner fra AstraZeneca. Torsdag optrappede formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, i hvert fald den verserende vaccinekrig ved at frigive nye tal for, hvor mange AstraZeneca-doser, der er blevet eksporteret fra EU. Mens unionen sammenlagt har uddelt 62 mio. vaccineskud til sine borgere, er hele 77 mio. doser blevet sendt videre ud i verden. Skal man forstå von der Leyen ret, er det simpelthen for dårligt. Skruen bliver derfor strammet, så vaccinerne i højere grad bliver i EU’s eget farvand.

En lignende idé har Indien fået. Som følge af eksploderende smittetal har landet midlertidigt valgt at suspendere al vaccineeksport for i stedet at fokusere på den nationale Covid-19-indsats. Indien er vel at mærke en af de største coronavaccineproducenter i verden og har indtil for nyligt eksporteret omkring 65 pct. af sine fremstillede doser. Suspenderingen – eller skulle man sige pauseringen? – er dårligt nyt for verdens fattigste lande, der er afhængige af det FN-ledede vaccinestøtteprogram Covax, som Indien leverer vacciner til. Endnu engang understreges det, hvor kompleks den globale vaccineindsats er. Selv de mest altruistiske lande kan pludselig have deres egne næser nærmest. Det er lige til at blive lidt ængstelig over. /David Dragsted