Gi' Ever Given en tur mere i Suez-kanalen

Der er efterhånden gået et par dage, siden de fik gravet Ever… Ever – hvad var det nu, det hed, skibet? – siden de fik gravet Ever Given fri. Ikke for at hænge fast i fortiden men nu, hvor krisen i Suez-kanalen er kommet lidt på afstand, så er vi sgu nogle, der savner den.

På mange måder var det jo en uskadelig problemstilling (men af idiotiske dimensioner): Suez-kanalen er 300 meter bred, monstercontainerskibe på Ever Givens størrelse er 400 meter lange og næsten 60 meter brede. Skulle det ikke gå galt før eller siden? Øre-, næse-, halslæger siger altid, at man ikke skal putte noget ind i øregangen, der er mindre end en albue – selvfølgelig forstået på den måde, at man slet ikke skal putte noget derind. Det er ganske vist øre-, næse-, halslægehumor, men måske kan vi alligevel lære noget af den.

Så tænk, hvis Ever Given stadig sad fast. Man ser det for sig: Verdens fremmeste bugseringseksperter – simpelthen eliten inden for flytning af grundstødte fartøjer på mere end 100.000 tons – er blevet fløjet ind fra øst og vest, og nu står de ved bredden foran stævnen på Ever Given, der tårner sig op over dem som et ondt år, og de bander og svovler og slår ud med armene og ryster på hovederne i afmagt. Deres evner slår ikke til. Skibet er for tungt, passagen er for smal, havbunden er for mudret, der er for lidt salt i vandet, Jordens tyngdekraft er for voldsom – og hvad de ellers kan finde på af undskyldninger. En nævner også Galileis faldlov, men det virker helt malplaceret i sammenhængen og bliver ignoreret af de andre. Skibet kan ikke flyttes. Og på grund af nogle særligt stærke svejsninger kan det heller ikke skilles ad.

Efter en del vrede og mundhuggeri indfinder afmagten sig. Og efter afmagten en utrolig ro. Eksperterne sidder på tæpper på sandet ved siden af skibet og drikker egyptisk te, mens solen lige så stille går ned. Ingen siger noget. Denne non-verbale ikke-situation transmitteres på direkte tv over hele verden, og roen, der begyndte som en frustrationens ro og langsomt gled over i en slags roens ro (en nerveberoligende, meditativ ro-ro for roens egen skyld) spreder sig til hjem og kongeriger og regeringer, og folk begynder at tale om, at vi måske kunne overveje at indrette os anderledes med borgerløn, firedages arbejdsuge og større generøsitet over for hinanden, dyrene og naturen.

Magtbegærlige politikere kan pludselig mærke, at det bare er dét, der driver dem, og nedlægger frivilligt deres hverv; de kaster sig over restituerende havearbejde, og i weekenderne samler de på eget initiativ skrald i vejkanterne ude på landet. Alle klodens nationer bliver enige om at opløse nationalstater (men holder fast i regionalt særpræg og små sprog), og med inspiration fra Star Wars-filmene nedsættes der en verdensregering, som underskriver en ny “galaktisk forfatning“, og knapt er den sidste signatur sat på forfatningen, før venligtsindede væsener fra andre planeter på et langt højere mentalt udviklingsstadie giver lyd fra sig og lander rundt om i ørkner og parcelhuskvarterer i deres små flyvende tallerkener og siger ting som “vi var her hele tiden“ og “I var ikke klar“. Og vi serverer champagne for dem, og de kvitterer for gæstfriheden ved at indsamle og neutralisere alt rumaffald ned til to millimeter, og da de finder ud af, at vi virkelig mener det, inviterer de os på intergalaktiske rumrejser, og da vi ser Jorden lidt på afstand, bliver vi helt bløde i knæene og siger: “Hvordan ku’ vi gøre det mod dig?“

Alt ved det gamle

Nu fik de jo som bekendt bugseret Ever Given fri. Så et langt stykke hen ad vejen er alt ved det gamle. Iran er ved at udvikle atomvåben; Arktis smelter stadig hurtigere end tidligere antaget; Jair Bolsonaro er præsident i Brasilien; det koster penge at gå på Statens Museum for Kunst; den nuttede lille kirkeugle er tæt på udryddelse i Danmark; 49 pct. af den danske befolkning mener ikke, at regeringen skal bruge tid på at hente 19 uskyldige danske børn hjem fra umenneskelige fangelejre i Syrien; vi har stadig en socialdemokratisk udlændinge- og integrationsminister, som fører en rimelig hårdkogt udlændingepolitik med et meget lille hensyn til det enkelte menneske, men som faktisk ikke interesserer sig synderligt for området:

“Jeg ved godt, at jeg arbejder med udlændinge- og integrationspolitik, men det er slet ikke det, der har drevet mig ind i politik. Det er heller ikke det, der har kunnet få mit pis i kog“, siger Mattias Tesfaye i et interview i Politiken (betalingsmur).

De bedste embedsfolk er nu også de problemorienterede, der blot løser de opgaver, som chefen lægger på deres bord, uden at have en selvstændig holdning til arbejdet. Det viser historien.

Man kan dog glæde sig over, at den 40-årige Tesfaye ikke er blevet klimaminister, for i interviewet indrømmer han, at han aldrig har gået så “frygtelig meget op i den grønne omstilling“: “Jeg må indrømme, at hver gang der er artikler om det i avisen, og jeg tænker ’nu skal jeg læse det her, fordi jeg kan høre, at folk går op i det’, så når jeg halvt ned i artiklen, og så sidder jeg og tænker på den sidste Liverpool-kamp. Det interesserer mig simpelthen ikke.“

Ever Given, det blæser rigtig meget i dag… skal du ikke en tur gennem Suez-kanalen? /Oliver Stilling

P.S. Føljeton holder helligdagene hellige og er borte hen over påsken. Men bare rolig: Vi genopstår med fornyet energi tirsdag d. 6. april.