Finansminister Nicolai Wammen (S), transportminister Benny Engelbrecht (S) samt indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) holder pressemøde om Danmark fremad - regeringens nye plan for investeringer i dansk infrastruktur hos Novo Nordisk i Kalundborg, torsdag den 8. april 2021.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Stoledans er en utaknemmelig leg. Alt er måske sjov og ballade, imens musikken spiller, men når først stilheden rammer, og du står tilbage uden en stol… Ak ja, ord kan næsten ikke beskrive ydmygelsen. Det kan formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, skrive under på. Under EU’s officielle visit til Tyrkiet, der skulle opbløde den dårlige stemning mellem unionen og den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, stjal siddepladserne nemlig showet.
Da Erdoğan skulle indbyde von der Leyen og Charles Michel, præsident for Det Europæiske Råd, til diskussion, var der blot stillet to guldornamenterede stole frem. Erdoğan og Michel var hurtige til at sætte sig ned, og tilbage stod von der Leyen i forlegenhed – endog for rullende kameraer. Hun forsøgte sig med et utilfredst “ahem“, men da ingen af mændene reagerede, måtte hun til sidst tage til takke med sofaen. Pludselig var “sofagate“ født, og al snak om forsoning mellem EU og Tyrkiet umiddelbart forstummet.
Erdoğan skoses for sin åbenlyse mandschauvinisme, og Italiens premierminister, Mario Draghi, har tilmed benyttet anledningen til at kalde den tyrkiske præsident for en led diktator. Imens er von der Leyen meget lidt imponeret over sin kollega Charles Michel, der forviste hende til sofaen med den største selvfølgelighed. Michel kan godt se det uheldige i situationen og har efterfølgende forsøgt sig med vattede forklaringer om, at han altså slet ikke var ligeglad, selvom det godt kan se sådan ud på videooptagelserne. Han ville bare ikke lave en scene. Helt sikkert.
Klimaets sofaplads
Mens “sofagate“ ruller i Bruxelles, har regeringen herhjemme præsenteret sin nye plan for den danske infrastruktur. Og desværre må man konstatere, at klimaet atter er blevet forvist til sofaen. Ganske vist bliver der afsat 40 mia. kr. til den kollektive trafik, men bilismen indtager alligevel guldtronen med vejstræknings-investeringer for svimlende 47 mia. kr.
Endnu en gang underprioriteres den grønne omstilling dermed i et politisk prestigeprojekt. Ja, en oplagt mulighed for at nærme sig 2030-målsætningen bliver simpelthen forbigået som en anden Ursula von der Leyen. For som seniorrådgiver Jeppe Juul fra Rådet for Grøn Omstilling så rammende fortæller (betalingsmur) til Information: “Langt, langt den største del af transportsektorens CO2-udslip, der er på omkring 14 millioner ton CO2, kommer fra vejtrafikken. Og så er det skuffende, at man vil bruge omkring 100 gange så mange penge på den fossile biltrafik som på den grønne vejtrafik, så vidt jeg kan regne ud: 50 milliarder til motorveje og broer og kun en halv milliard til ladestationer til elbiler. Så det er virkelig de spildte muligheders plan.“
Umiddelbart er regeringen godt selv klar over, at forslaget kunne være mere klimaambitiøst. “CO2-beregningen er stykket sammen af hvert enkelt projekt, hvor nogle går i plus, og nogle går i minus. Vi kalder udspillet for klimaneutralt, for der er ingen grund til at oversælge det“, som transportminister Benny Engelbrecht (S) forsigtigt fortæller. Alligevel kan finansminister Nicolai Wammen (S) ikke helt dy sig for at spinne det grå forslag mere grønt: “Det samlede CO2-regnskab for den her plan er en lille CO2-gevinst på cirka 30.000 tons. Den plan, der er blevet lagt frem af den tidligere regering, havde et lille minus. Derfor kan man sige, at det er den mest grønne infrastrukturplan, der er blevet fremlagt.“
Man kan nærmest høre festmusikken stoppe, mens Wammen forsøger at sætte sig mellem to stole. Hvis succeskriteriet for klimaindsatsen er at være marginalt i plus i CO2-regnskabet, er der immervæk lang vej til en samlet reduktion på 70 pct. – også selvom regeringen belægger vejen med “grøn asfalt“. /David Dragsted