Washington DC, USA 20160513. F.v.: Statsminister Erna Solberg, Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen, president Barack Obama, Finlands president Sauli Niinistö, Sveriges statsminister Stefan Löfven og Islands statsminister Sigurður Ingi Jóhannsson i det ovale kontor etter det nordiske toppmøte i Det hvite hus i Washington. Foto: Heiko Junge / NTB scanpix
Langt om længe er sommeren kommet til Norden, og fra nu af er det bare et spørgsmål om, at vi skal styre os. Hold igen med solen, hold igen med grillen, hold igen med tynde sommerkjoler, shorts og bar overkrop – bare fordi solen skinner, behøver man ikke smide al værdighed.
For det kan man godt få trang til, når man lider den skæbne at leve med Skandinaviens ni måneders efterår og to måneders vinter. Det er et fællesskab, vi deler med vores fine naboer i Norge og Sverige, men faktisk synes nogen, at vi skal dele meget mere end det. Den norske mangemilliardær Petter Stordalen, der er et ret stort navn i Norge, foreslog i weekenden at slå hele Norden sammen for at stå stærkere i verden. Washington Post samlede historien op og gik med på hans klare forretningsmandslogik:
”I Sverige er der omkring 10 millioner mennesker,” skriver avisen.
”I Norge og Danmark kun fem millioner i hvert land. Det er 20 millioner mennesker samlet set, hvilket stadig kun er en fjerdel af, hvad der er i Tyskland. Uanset om man skal sælge biler, fly eller innovation, står man bare meget stærkere sammen.”
Ideen giver rigtig fin mening ud fra et forretningsperspektiv, og sammen med de udfordringer, der følger med globaliseringen i disse år, er det nærmest svært at se, hvad vi venter på. Styrkerne ved at have fælles værdisæt, fælles kultur, fælles sprog og fælles idealer om lighed, velfærd og arbejdsmarked er selvevidente på et tidspunkt, hvor handel, arbejdsmarked, miljø/klima, Øst, Vest, Nord, Syd og flygtningestrømme presser os internationalt. Alt sammen problemer, der formentlig vil blive søgt løst multilateralt. Her vil vi indiskutabelt stå stærkere som et samlet Norden – og ok, lad bare finnerne, islændingene, færingerne og grønlænderne komme med, hvis de lover at opføre sig ordenligt og tale et sprog, vi kan forstå.
Det giver mening. Men der er nogle udfordringer, der stikker dybere end fulde svenskere, der pisser i Tivoli, og våbenloven i Finland. For hvis nogen så tv-billederne fra det nordiske besøg i Det Hvide Hus, hvor Lars Løkke i øvrigt holdt sit livs bedste tale, lignede det på overfladen et billede af nordisk samhørighed, men så man på den nordiske pressedækning af mødet, var virkeligheden en anden. ”Løkke Rasmussen vandt,” skrev Berlingskes korrespondent for eksempel og beskrev Danmark som den førende nation i et Skandinavien, der er mere splittet end samlet. Dagens Nyheter beskrev et Norden, der aldrig har set mere splittet ud. For i de senere år har sprækkerne mellem landene vokset sig større, ikke mindre. Særligt mellem Danmark og Sverige. Her taler man henholdsvis nedsættende om ’danske-’ og ’svenske tilstande’ – især på ligestillings- og flygtningeområdet. Det er den udfordring, vi må komme over. Så Sverige – det er på tide, vi får os den snak. Vi har sgu da brug for hinanden – har vi ikke?