Scanpix / Claus Fisker
Den gode analyse: Det gode er det bedstes værste fjende. Sådan lyder pragmatikerens forsvar altid over for idealisten. Og sådan har den danske klimadebat udfoldet sig her i de seneste dage. Enhedslistens nye politiske ordfører Mai Villadsen satte scenen med et ambitiøst udspil til de forestående forhandlinger om en stor klimareform af dansk landbrug: forårets største politiske slagsmål.
I tråd med fageksperternes anbefalinger foreslår Enhedslisten, at over en femtedel af det danske landbrugsareal skal omlægges til skov, vild natur, græsarealer og såkaldte energiafgrøder. Konkret vil Enhedslisten udtage i alt 508.000 hektar, eller hvad der svarer til et område på størrelse med både Fyn og Bornholm. Præmissen er enkel: Hvis Danmark skal leve op til Parisaftalen og Folketingets egen klimalov, er det klimabelastende landbrug ganske enkelt nødt til at holde for. I første omgang ved at udtage og oversvømme tørlagte lavbundsjorder, der på den ene side er suverænt dårligst til dyrkning af afgrøder, og som på den anden side også udleder flest drivhusgasser.
Nøgternt set er forslaget det bedste forslag, i hvert fald hvis målsætningen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. skal realiseres inden 2030. Men netop fordi forslaget er “det bedste“, er det også “det godes“ fjende. S-regeringen har derfor straks afvist Enhedslisten og maner i stedet til besindelse: “Vi kan ikke sætte medarbejderne i Danish Crown i en situation, hvor vi siger, nu skal I høre, vi skal bare producere færre slagtesvin i Danmark,“ siger landbrugsminister Rasmus Prehn (S), og fortsætter: “Hvad er resultatet af det? Det er en regulær lækage. Der bliver ikke udledt mindre CO2 af, at produktionen foregår i Bulgarien eller i Grækenland.“ Socialdemokratiet foretrækker at indgå en mindre ambitiøs aftale med de borgerlige partier. Frygten er, at produktionen bare flytter over på den anden side af grænsen, hvis landbruget pålægges reelle reduktionskrav.
Den onde analyse: Frygten for vælgerne spiller også en afgørende rolle. Vel at mærke de udslagsgivende swing-vælgere, som bor og lever i landbo-valgkredsene. Her gik Socialdemokratiet frem ved sidste folketingsvalg, og her satser regeringstoppen på at kunne gøre endnu større landvindinger – nu i en styrket politisk position, hvor Venstre står alvorligt svækket. Rent valgtaktisk ser Socialdemokratiet således store muligheder, hvis blot landmændene kan holdes nogenlunde i ro.
Efter mink-skandalen, hvor vrede bønder kørte i traktor-kortege til Christiansborg for at protestere mod statsminister Mette Frederiksen (S), er landmændene sprunget op som den farligste front. Dygtigt orkestreret af lobbyisterne på Axelborg har den danske fødevarebranche lagt et massivt tryk på Socialdemokratiet, og forleden lykkedes det ligefrem at lokke fagbevægelsen med i forsvaret for dansk landbrug.
Forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, gik sammen med ingen andre end Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, om en advarsel til regeringen: “Den danske fødevareindustri er storleverandør af gode jobs til de mange faglærte og ufaglærte, som er klar til at give den en skalle. Så hvis råvaregrundlaget forsvinder, bliver det særligt vores ufaglærte medlemmer i landets yderkommuner, som mister deres arbejde,“ udtalte fagbossen – i en fælles pressemeddelelse med Venstre.
Advarslen er blevet hørt i Statsministeriet, for hvis bønderne og slagteriarbejderne forener kræfterne, kan det for alvor blive ubehageligt for Socialdemokratiet i en valgkamp. Derfor skal konflikten dæmpes ned, og alle ubehagelige beslutninger skubbes til senere, i hvert fald om på den anden side af næste valgkamp. Den onde analyse er, at kynisk opportunisme og et sikkert genvalg går forud for alt andet for Socialdemokratiet.
Den grusomme analyse: Enderne vil ganske enkelt ikke kunne mødes i klimapolitikken, hvis landbruget ikke bringes til at bidrage med broderparten af reduktionen. Efter transportsektoren er blevet friholdt for mærkbare reformer, og efterårets bil-aftale ikke engang sigter mod at nedbringe antallet af fossile privatbiler, er presset på landbruget kun blevet væsentligt større. Hvis de forestående forhandlinger – som hidtil er blevet trukket i langdrag af meget omstændelige og ugelange tekniske orienteringer – heller ikke fører til solide CO2-reduktioner, ja, så begynder konklusionen at stå klar: S-regeringen arbejder reelt ikke længere efter at realisere målsætningen om en reduktion på 70 pct. i 2030.
Socialdemokratiet er i praksis vendt tilbage til det løfte, som de selv gav i valgkampen om en reduktion på blot 60 pct. Tilbage i slutspurten af valgkampen udtalte den senere klimaminister Dan Jørgensen (S), at 70 procentmålsætningen var “urealistisk“ og “overbudspolitik“. Den senere børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) gjorde ligefrem grin med kravet: “Jeg tror, at hvis valgkampen varede en måned mere, så ville der være nogle, der sagde, at vi kan lave en 100 procents reduktion på to uger.“
Nu er der snart gået to år, og Socialdemokratiet må siges at have holdt ord, for reelt er både forståelsespapiret fra 2019 og klimaloven fra 2020 ved at blive syltet. Trods besværgelser om hockeystav og fortryllende tech-fix i fremtiden er den grusomme analyse, at S-regeringen fører den mere konservative klimapolitik, som de gik til valg på – og som er lige tilpas så meget mindre ambitiøs, at landbruget vil kunne få lov til at buldre tungt videre. Klimaloven kan nå at blive ændret op til flere gange inden 2030. /Lars Trier Mogensen