Nyhedsanalyse

Annalena Baerbock: Et bæredygtigt valg for De Grønne

De Grønne har valgt Annalena Baerbock som partiets første kanslerkandidat. Mens de konservative kæmper med meningsmålingerne, kan Baerbock meget vel blive det tyske Superwahljahrs store vinder.

Ina Fassbender/AFP/Ritzau Scanpix

Sommetider er det bedste trick at stå stille, mens de andre går i clinch. Eller som det lommefilosofisk lyder i 80’er-thrilleren WarGames: “Det eneste vindende træk er ikke at spille.“ Det har det tyske parti De Grønne erfaret de seneste uger. Mens der er gået hanekamp i formandsskabet ovre hos kristenkonservative CDU/CSU, har De Grønne meddelt, at de nok skulle finde deres første kanslerkandidat – nogensinde! – i ro og mag. Partiet har præsteret den ene solide meningsmåling efter den anden, imens problemerne hos de konservative har hobet sig op. Resultatet er, at kun få procenter nu adskiller De Grønne og CDU/CSU.

Det førhen så idealistiske klimaparti har kort og godt udvist benhård, bæredygtig pragmatisme i optakten til det tyske Superwahljahr: Fremstå samlet udadtil, stå fast på egne styrker, og lad konkurrenterne æde hinanden op imens. Da De Grønne mandag skulle sætte navn på deres kanslerkandidat, skete det derfor også uden større dramatik. Flaskehalsen havde peget på partiets medformand Annalena Baerbock, der var blevet foretrukket frem for medformand Robert Habeck (som i øvrigt er dansktalende).

Selvom Baerbock mangler regeringserfaring på den store scene, ses hun af mange som et reelt bud på en Angela Merkel-arvtager. Med sin centristisk-pragmatiske tilgang til politik inkarnerer den 40-årige politiker den såkaldte Realo-fløj hos De Grønne, der har gjort protestpartiet mere spiseligt for en bredere vælgerskare. Fundi’erne – de kompromisløse venstreorienterede idealister – er blevet skubbet ud i periferien; det samme er de stereotype forestillinger om, at De Grønne er et lyseslukkende Verbotspartei (hvis man altså lige ser bort fra, at Baerbock vil indføre en fartgrænse på 130 km/t på den tyske Autobahn).

Annalena Baerbock har med held trukket partiet i en mere moderat retning, der passer godt til mange vælgeres temperament. Selvom klimaet fortsat er i højsædet, synes De Grønne også villige til at indgå snusfornuftige samarbejder, som i sidste ende kan sikre dem regeringsmagten. Det ville ikke være urealistisk, at partiet gik i koalition med CDU/CSU efter forbundsvalget til september. Men det ville heller ikke overraske, hvis De Grønne i stedet forsøgte at finde et flertal med socialdemokratiske SPD og venstrefløjspartiet Die Linke – eller sågar det liberale FDP.

Uanset hvordan kabalen blandes, ser De Grønne ud til at blive tungen på valgets vægtskål. Og hvis hun spiller (betalingsmur) sine kort rigtigt, vil Baerbock også snildt kunne blive ny kansler. I den forbindelse skader det nok heller ikke, at den uddannede jurist med rette kan ses som et friskt pust blandt de ældre mænd, der bejler til det magtfulde embede. Samtidig kan det ikke benægtes, at Baerbock er populær på de indre partilinjer. Da hun skulle genvælges som De Grønnes medformand ved en partikonference i 2019, fik hun en opbakning på chokerende 97 pct. Annalena Baerbock er mere end valgbar og i den forstand et oplagt valg til kandidaturet. De Grønne står fast på deres styrker, mens de kristenkonservative stadig har travlt med at genfinde balancen. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12