Kære læser

Dyr kan også være ensomme

REUTERS/Alexandre Meneghini

Selvom vi glæder os til genåbningen, tænker vi, at der vil være en vis tilvænningsperiode. Hvilken grimasse er det nu, man skal skære, når en fuld starut går i ekstase over Thomas Helmig på jukeboxen og spilder en halv fadøl udover en? Hvad gør man, hvis den fulde starut viser sig at være en selv? Hvorfor står tjeneren og glor, når man tager den første slurk af vinen? Hvad er et museum? Spørgsmålene hober sig ligesom op.

Hvis vi mennesker tror, at vi har det svært, skal vi dog blot tænke på dyrene i zoo. DR har talt med direktør Jesper Stagegaard fra Ree Park, som påpeger, at dyrene nok lige skal vænne sig til at have gæster igen her efter nedlukningen. Byttedyr som antiloperne synes eksempelvis “mere oppe på tæerne“. Omvendt lader løverne til at nyde, at de har fået deres underholdning tilbage. “Det er fjernsyn for løverne at holde øje med børnene, som de ser, som et let bytte,“ som Stagegaard bemærker.

Allerede under den første nedlukning var der indikationer på, at den var gal. Som BBC dengang skrev, kunne zoologiske haver verden over fortælle, at deres dyr savnede de besøgende. Om der var tale om Stockholmsyndrom, skal vi ikke kunne svare på, men socialt anlagte dyr som orangutanger og elefanter gik hvileløst rundt og ledte efter de sædvanlige gæster. I Orana Wildlife Park i New Zealand fortsatte næsehornene og girafferne med at troppe op til de vanlige besøgstider. Og ved Sumida Aquarium i Tokyo efterspurgte man frivillige, der kunne FaceTime akvariets ål, så de ikke glemte, hvordan mennesker så ud.

Nedlukningen eller ej: Det er da altid noget, at dyrene i zoo er på vores side. Det kan vi vel få brug for, når vi som art er lykkedes med at smadre klimaet og al natur, sådan som vi åbenbart er fast besluttede på at fortsætte med. Som man her til morgen kan læse i The Guardian, ser verdens udledninger af drivhusgasser i hvert fald ud til at fortsætte med ufortrøden hast – selv efter pandemiens bratte opbremsning.

Nye beregninger fra Det Internationale Energiagentur (IEA) viser, at stigningen i CO2-udledningerne i 2021 står til at blive den andenhøjeste i historien. Den forventede post-pandemiske kickstart af økonomien vil kort fortalt sætte fut i kulafbrændingen og andet fejemøg – og gøre det bydende nødvendigt, at verden iværksætter en øjeblikkelig, gennemgribende klimaindsats. “Det her er chokerende og meget forstyrrende. På den ene side siger regeringerne i dag, at klimaforandringerne er deres prioritet. På den anden side ser vi den andenstørste stigning i udledninger i historien. Det er meget skuffende,“ udtaler Fatih Birol, direktør for IEA, lidt slukøret til den britiske avis.

Hvis vi skal have nogen forhåbninger om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader, skal op mod 45 pct. af verdens udledninger beskæres i dette årti. Men som Birol påpeger, vil genåbningsfesten i 2021 give et ret dårligt udgangspunkt for at nå det mål. Midt i euforien sætter vi os selv i en uheldig bås. For hvis der er noget, vi rent faktisk skal vænne os til, vil det være de kommende klimaforandringer. Vi foreslår en øjeblikkelig tænkeboks med ålene i Tokyo – hvis de altså stadig kan fanges på FaceTime. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12