Alle vil have en dag. Der findes Dolmio-dag (som åbenbart er hver dag), den nationale pandekagedag findes, og det samme gør den nationale bacondag. Øl har sågar raget en international dag til sig. Det virker grådigt. Men i dag er det Earth Day, og hvis der er en, der fortjener en dag, så er det gode gamle Moder Jord. “Tag hele året,“ er vi fristede til at sige, “det er dit!“
Men det er det selvfølgelig ikke. Faktisk tegner 2021 til at blive det næstværste år for vores blå planet nogensinde. Udledningen af drivhusgasser forventes at stige eksplosivt, og det på trods af, at vi allesammen har siddet med hænderne pænt foldet i skødet det sidste års tid. Det kan bare ikke mærkes, konstaterer FN’s World Metrological Organization, der onsdag præsenterede en opgørelse over klimaforandringerne 2020 og konkluderede, at temperaturerne globalt var de tredjehøjeste nogensinde. Med post-coronaoplukningen lige om hjørnet står 2021 til at give 2020s kedelige statistik kamp til håret.
Det kan nemt blive lidt deprimerende det hele, og derfor var det næsten en opløftende oplevelse at se Phie Ambøls klimadokumentar 70/30, der i går åbnede CPH:DOX. Den følger klimaminister Dan Jørgensen (S), Ida Auken (dengang R, nu S) og aktivisterne Selma de Montgomery og Esther Kjeldahl i deres kamp med og mod hinanden for at få vedtaget klimaloven om en 70 pct. reducering af CO2 i 2030. 70/30 har en anderledes positiv tilgang til klimakampen end den, vi er vant til at få beskrevet. Ja, da filmen slutter, ender politikere og aktivister næsten (og ret misvisende) med at fremstå som én, stor lykkelig familie – godt nok med Dan Jørgensen som den skuffede patriark, der aldrig synes at få nok anerkendelse fra sine håbløse familiemedlemmer, og som ikke kan forstå, hvorfor de danske medier ikke vil fejre regeringens (læs: hans) sejre, sådan som de gør det i udlandet.
Traktorførere og klimatosser
Der gik dog skår i familieillusionen ved den efterfølgende debat mellem filmens hovedpersoner (selvom Dan Jørgensen fortsat spillede sin rolle upåklageligt). Aktivisterne kaldte filmen en “tidslomme” og pegede på, at Klimarådet siden har vurderet, at regeringens indsats på nuværende tidspunkt langt fra vil opfylde 2030-målene, ligesom den store infrastrukturplan, der blev præsenteret i starten af måneden, ikke står til nævneværdigt at reducere CO2-udledningen.
Jørgensen påtog sig derefter med skuffet mine at minde de unge aktivister om, at der er stor forskel på at stå på gaden og råbe og på at lave voksenpolitik på Borgen. Og så skete der noget ret… besynderligt. For at understøtte en pointe om, at man ikke altid skal lytte til dem, der råber højest, sammenlignede klimaministeren klimaaktivisterne med de demonstranter, der i efteråret kørte på traktorer til København for at demonstrere mod aflivningen af mink. Det må siges at være rimelig disproportionalt at sammenligne en lille gruppe af interessenter med en af tidens største folkebevægelser. En bevægelse, der ovenikøbet skaffede rød blok det klimavalg, som var med til at sætte Dan Jørgensen på ministertaburetten.
Men Dan har fået nok af brok, og igen fremhævede han, at udlandet altså kigger mod Danmark og sågar har inviteret regeringen med til det store klimatopmøde, som starter i dag og som USA’s præsident, Joe Biden, er vært for. Man kunne næsten se på Jørgensen, hvor gerne han ville deltage i den store Zoom-fest, men den er kun for statsledere. Heldigvis er det ingen skam at blive væk, når man ikke er inviteret.
Og hvad kan vi så se frem til på dagens topmøde? Hovedsagligt forventes det, at USA vil præsentere en (uforpligtende) målsætning om at reducere deres CO2-udledning med 50 pct. fra niveauet i 2005 inden 2030. Et ønske, der af nogen beskrives som ambitiøst, mens andre kalder det det absolutte minimum. Klimakampen er desværre stadig bygget op om flotte ord og betydeligt mindre handling. Det gælder for Dan Jørgensen, og det kommer nok også til at gælde for Joe Biden. En gang imellem kaster den dog heldigvis også nogle flotte sange af sig. Derfor vil vi på denne Earth Day efterlade dig med Folketingets Verdensmålskor, som har begået nummeret Now or Never. Det er godt, at der er nogen, som bruger deres tid fornuftigt! /Asta Kongsted