Philip Davali/Ritzau Scanpix
Et hold italienske forskere fra universitetet i Palermo har sat sig for at undersøge robotters tankeprocesser. Hvad sker der egentlig derinde, når vi beder maskinen om at parere ordrer? Til formålet har forskerne programmeret robotten Pepper til at sætte ord på sine indre monologer. I et eksperiment – som tilmed kan ses på video – beder de Pepper om at dække et bord. Pepper er nemlig ikke en hvilken som helst androide. Den kan udmærket sin Emma Gad og ved naturligvis alt om behørig bordetikette. Til robottens skræk vil det dumme menneske imidlertid have, at servietten bliver placeret på bordet i stedet for på tallerkenen. Og hvad gør man så?
Ved at tænke højt får Pepper forsikret sig om, at menneskets ønske er i modstrid med etiketten. Men forskeren er nok bare lidt forvirret. Robotten spørger ham derfor igen, om han virkelig vil have servietten på bordet. Ja, svarer han – til Peppers store frustration. “Den her situation gør mig bestyrtet. Jeg vil aldrig bryde reglerne,“ tænker robotten højt. Til sidst når den dog frem til, at den nok alligevel må gøre, hvad forskeren befaler. Menneskets velbefindende må trods alt trumfe regelrytteriet.
Nu er det ikke fordi, vi vil kalde Udenrigsministeriet for en hjerteløs maskine. Det ville nemlig ikke være fair over for Pepper, der jo trods alt vælger at bryde etiketten og træffe det menneskelige valg til sidst. Det samme kan man ikke sige om beslutningen om at ville hente en fireårig PTSD-ramt pige hjem fra al-Roj-lejren i Syrien – uden sin mor. Torsdag blev det simpelthen bekræftet, at ministeriet ser mere sort-hvidt på sagerne end en robot.
Som Berlingske her kunne berette, har Udenrigsministeriet vurderet, at Danmark fint ville kunne hente den fireårige pige hjem uden sin mor og femårige storebror, hvis moren ellers ønsker det. Men moren selv, hun har bare at blive fangelejren. I et brev til Knud Foldschack, der er advokat for den fireåriges familie, understreger ministeriet nemlig, “at en risiko for yderligere traumatisering – således som den på det foreliggende grundlag er skitseret – ikke er tilstrækkelig til, at der kan anses at foreligge et sådan særligt afhængighedsforhold mellem (mor) og (datter), at Danmark efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention vil kunne være forpligtet til at yde bistand også til (mors) hjemrejse, hvis (datter) evakueres til Danmark.“
Den franske filosof Henri Bergson skriver i sin lille bog om latteren, Le Rire, at det latterlige opstår, når man møder “mekanisk stivhed i situationer hvor man havde forventet at møde et levende, opmærksomt, smidigt og fleksibelt menneske“. Og komedien, den ligger som bekendt ikke langt fra tragedien.
I regeringens kolde udlændingepolitik lyder vurderingen, at mødrene i Syrien hverken kan eller må hentes hjem fra fangelejrene – uanset årsagen. De strammerglade stemmer – som ville få flæsket galt i halsen af sådanne evakueringer – må simpelthen tilfredsstilles for enhver pris. Logikken er så stiv og lukket, at selv ikke en lille martret pige med PTSD må få sit eneste faste holdepunkt med hjem: sin mor. At moren er et holdepunkt er i øvrigt ikke noget, vi har fundet på. Som DR skriver, har sagkyndige i flere udredninger vurderet, at det vil “være traumatiserende for pigen, hvis hun adskilles fra sin mor“. Og det er vel at mærke udredninger, som Udenrigsministeriet har bestilt, og dermed også må have læst.
“Jeg har aldrig nogensinde i mine 40 år som advokat set så lavt niveau i en offentlig skrivelse, hvor man slet ikke forholder sig til sagens centrale element som er barnets rettigheder”, fortæller familieadvokaten Foldschack om Udenrigsministeriets brev. Vi er også ret rystede. Hvem havde troet, at en robot skulle vise sig mere smidig – ja, mere menneskelig – i sin ageren, end den danske stat er i sin behandling af uskyldige børn? Hvis dette er etiketten, så skal den prompte laves om. /David Dragsted