Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Selv ikke et Bjarke Ingels-anlæg til 160 mio. kr. kan åbenbart få parringslysten frem hos pandaerne i Københavns Zoo. Eller rettere sagt: Hunpandaen Mao Sun virkede sådan set klar, det var hannen Xing Er, den var gal med. Xing Er havde et snævert vindue på 48 timer til at befrugte Mao Sun, men ligesom sidste år prioriterede han bambus over damebjørn. Så nu må pandaerne vente endnu et år på livets store mirakel.
Efter sidste års fiasko, hvor Xing Er ifølge zoologisk direktør og dyrlæge i København Zoo, Mads Bertelsen, “mildest talt ikke [var] med på spøgen“, havde man ellers håbet, at der i år ville være kommet nye boller på suppen. Det første stævnemøde bød da også på “gode takter“, omend begge pandaer lige skulle have lov til at puste ud, førend man prøvede igen. For som Bertelsen forklarede til DR: “Pandaer har dårlig kondition og lidt energi, for de lever af noget meget næringsfattigt. De er megatrætte.“
Søndag meldte Mao Sun sig så atter klar til kamp, da hun meget direkte stak, ahem, pandarumpetten helt frem mod Xing Er. Men ak: Endnu engang valgte den uinteresserede han blot at gnaske bambus. “Det er desværre et velkendt fænomen – især hos de her unge hanpandaer – at de ikke rigtig forstår, hvad det her handler om. Når man er panda, og der kun er en chance om året til at øve sig, så tager det tid at få erfaring i elskovskunsten. Så der kan gå lang tid, før det lykkes,“ måtte den evigt tålmodige Mads Bertelsen forklare. Mandag meddelte den zoologiske have så, at der heller ikke ville komme nogen pandaparring i år.
Kristendemokraternes nye kanin
Nu kan det godt være, at pandaerne har kostet både en bondegård og en bunke brændte Tibet-fla– undskyld, broer. Og at Verdensnaturfredningsfonden (WWF) har gjort den sort-hvide bjørn synonym med naturbeskyttelse. Men når vi ser på sagaen fra Københavns Zoo – for slet ikke at tale om andre, lignende panda-historier – føler vi os altså ret overbeviste om, at pandaen burde være blevet udryddet. Selv uden menneskets indgriben i naturen ville den forpulede bjørn da før eller siden være bukket under for den naturlige selektion. Pandaen er dumt dyr, der på alle leder og kanter har besværliggjort sin egen overlevelse. Det eneste, den sort-hvide bambusgnasker har kørende for sig, er vel egentlig, at den er ret nuttet.
Inden for biologien taler man sommetider om arter med en særlig appeal. Eftersom vi mennesker er nogle sentimentale skabninger, der ser babyansigter overalt, har visse dyr den særlige fordel, at de kan snyde sig foran i konserverings-køen med deres nuttede, baby-agtige udseender. I naturfredningsformål er det med andre ord en faktor, om dyrene formår at appellere til vores indre beskytterinstinkt. Og det formår pandaer, hvor uretfærdigt det end er over for andre, tilsvarende truede (men tudegrimme) dyr. Omvendt kan for meget nuttethed også føre til kynisme. Som filosof Denis Dutton har påpeget, kan de pludselige impulser, som det nuttede vækker i os, nemlig tolkes som noget suspekt. For når nuttetheden skærer gennem alle meningslag, kan man nemt foranlediges til at tro, at man er i færd med at blive snydt. Ja, vi kan godt selv se ironien.
Et politisk parti, der længe har haltet bagefter på nuttetheds-faktoren, er Kristendemokraterne. Med sin slet skjulte abortmodstand og kristen-konservative dogmatik forklædt som familiepolitik, har de færreste vælgere fundet partiet bevaringsværdigt. Men nu har KD hevet en ny kanin op af hatten: Jens Rohde. Håbet er, at den flittige partihopper kan blive den politiske (og økonomiske) saltvandsindsprøjtning, som man længe har manglet. Pludselig er partiet igen repræsenteret på Christiansborg, og alt er nu kørt i stilling til, at KD kan præsentere en ny, letfordøjelig 2030-plan (som eksempelvis kaster partiets gamle abortpolitik på porten).
Som DR’s politiske analytiker Jens Ringberg kommenterer, er det ikke så underligt, at KD er faldet for fristelsen. Rohde er trods alt en genkendelig profil, der nok vil kunne styrke partiets chancer ved et Folketingsvalg. Vi kan dog stadig godt have vores tvivl om, hvorvidt Rohde er pandaen, partiet har sukket efter. Faktisk er der en reel risiko for, at den vestjyske vælgerbase vil finde Jens Rohde alt andet end nuttet. En gammel kontrovers, hvor Rohde droppede en Folketingsgudstjeneste i protest mod Indre Mission, spøger stadig i kulissen. En sådan helligbrøde kan man næppe tilgive uden videre – heller ikke selvom Rohde sidenhen er kommet på mere kristne tanker. Parringen mellem Jens Rohde og KD tegner med andre ord til at blive lidt ubehjælpelig. Men i det mindste er begge parter interesserede i akten. /David Dragsted