Kan man snige sig til samleje?

Man kan tilsnige sig meget. Småkager, når mor kigger væk. En tur bag rattet selvom man ikke har et kørekort. Og, viser det sig, samleje.

Den 15. april blev en 19-årig mand dømt ved retten i Aarhus for at have tilsneget sig sex med en jævnaldrende kvinde i et sommerhus. Ifølge dommen, som Føljeton har fået aktindsigt i, lagde manden sig om natten i den seng, som kvinden havde haft sex med en selvvalgt partner i, mens hun var ude for at ryge. Da kvinden kom tilbage, gav tiltalte sig ikke til kende, men begyndte at indlede et samleje med kvinden. Det stoppede først, da kvinden indså, at det ikke var hendes partner fra tidligere, der lå ved siden af hende.

Dommen har affødt en diskussion om, hvad en tilsnigelse egentlig er. Om det er væsensforskelligt fra voldtægt, og om loven giver mening i lyset af Danmarks nye samtykkebaserede voldtægtslov. Føljeton har spurgt strafferetsprofessor Trine Baumbach og direktør i KVINFO, Henriette Laursen. Dommen er forelagt Laursen. Baumbach ønsker ikke at forholde sig til den specifikke sag.

Asta Kongsted: Hvad er forskellen på voldtægt og på at snige sig til samleje?

Trine Baumbach: “Vi har nogle paragraffer som kriminaliserer samleje, selv om der ikke er tale om voldtægt. Det gælder fx paragraffen om tilsnigelse. Det er en situation, som er speciel i den forstand, at offeret har sagt ja til at have samleje, men det har offeret gjort, fordi de troede, personen var en anden. Der er tale om en identitetsforveksling, og det ved gerningsmanden. Her skal man dog huske, at offeret også ved identitetsforveksling kan blive voldtaget. Det skal altså afgøres, om der er givet samtykke eller ej.”

AK: Kan samtykke overføres fra en person til en anden?

TB: “Nej, det kan det ikke. Hvis der er givet samtykke over for en person, kan det ikke overføres til en anden.“

AK: Hvorfor er det ikke voldtægt, når samtykket er givet til en anden end gerningsmanden?

TB: “Isoleret set er situationen, at der er givet samtykke til samleje med den fysiske person, der er i lokalet. Godt nok tror offeret, det er en anden. Men det vil ikke være voldtægt, for voldtægt handler om, hvorvidt du har givet samtykke til samleje med den person, du er sammen med.“

AK: Vi ved at 67 pct. af alle voldtægtsforsøg foregår i private hjem, og at der som oftest er en relation mellem gerningsmand og offer. At tilsnige sig sex vil nok oftest finde sted i den slags relationer. Tjener paragraffen en funktion til at underspille alvoren i den form for overgreb, som opstår imellem folk, der har en relation til hinanden?

TB: “Bestemmelsen er gammel og er ikke blevet revideret, efter vi fik den nye samtykkebaserede voldtægtslovgivning 1. januar. Og det er klart, at man kan overveje, om den i virkeligheden er blevet overflødig, fordi man vil sige, at hvis tiltalte vidste, at offeret troede, gerningsmanden var en anden, er det så ikke bare ren voldtægt? [Men §221] er i virkeligheden en udvidelse af det strafbare område ift. voldtægt. Den sikrer, at det ikke kun er voldtægt, der er strafbart, men at det også kan være strafbart, hvis offeret forveksler gerningsmanden med en anden, selvom der sådan set er sagt ja til selve samlejet. Så det er en yderligere beskyttelse. Jeg kan ikke sige, at jeg aldrig vil ændre mening, men lige på stående fod vil jeg sige, at den er relevant at have, for de overgreb er grove, men altså ikke grove nok til at blive karakteriseret som voldtægt.“

At slå sig på retsfølelsen

Hos KVINFO mener man dog, at funktionen af §221 kan stå til at ændre sig i lyset af den nye samtykkebaserede voldtægtslov.

Henriette Laursen: “Den tidligere voldtægtsbestemmelse krævede jo, at der var tale om tvang, vold eller trusler om vold. Her var §221 en god opsamlingsbestemmelse til de overgreb, som ikke indebar trusler eller vold. Men nu skal man jo samtykke til sex, og hvis man skal samtykke, så tænker man umiddelbart, at der ikke er noget, der hedder at snige sig til sex. For så er der jo ikke noget samtykke, vil være min umiddelbare vurdering.“

AK: Strafferetsprofessor Trine Baumbach siger, at grunden til, der ikke er tale om voldtægt i en §221-dom er, at der i det givne samleje vil være givet samtykke til den fysiske person, der er stede, ligegyldigt at man så er i en vildfarelse om, hvem den person er.

HL: “Jeg tror, man kommer til at krænke folks retsfølelsen ved at have den sondring, selvom den indenfor gældende jura måske giver mening. Som jurist kan jeg godt læse, at der er overensstemmelse mellem Trine Baumbachs argument og det, der står i loven. I juridisk forstand kan jeg også forstå, hvorfor det er det, en dommer kan være kommet frem til – fordi §221 er den bestemmelse, der mest præcist beskriver gerningsindholdet, eller det der skete den nat.. Men jeg tror, det kan være skadeligt for retsfølelsen, hvis det skal være gældende.“

AK: Men køber du præmissen om, at det er et fysisk samtykke, som ikke gives personligt til et menneske?

HL: “Nej, og det vil være min kritik af dommen og min undren, selvom jeg måske juridisk godt kan se, hvad den forsøger at gøre.“

AK: I den specifikke dom er der tre forhold, som man understreger ikke ændrer dommen til en voldtægtsdom. De er, at kvinden ikke vidste, det var tiltalte, hun havde samleje med, at hun tidligere havde sagt, hun ikke var interesseret i partnerbytte, og at hun ikke ville have givet samtykke, hvis hun havde været bekendt med, at det var tiltalte der lå i sengen. Kan man sige, at tiltalte her har sikret sig samtykke?

HL: “Altså vi har jo kæmpet for, at samtykke skal gives i situationen, så fx kan det godt overrules, at hun tidligere har sagt nej til partnerbytte ved et fysisk samtykke i akten. Men især det sidste forhold synes jeg er svært. At dommen klart siger – og det synes jeg er kernen – at det ikke gør en forskel, at hun ikke ville have samtykket, hvis hun vidste, hvem hun havde sex med, undrer mig, og det kan have nogle vidtrækkende konsekvenser. For kan man så komme til at samtykke med nogen, man ikke vil have sex med?“

AK: Kan et samtykke overføres fra en person til en anden?

HL: “Nej, og det er jo kun noget juristeri. Jeg synes ikke, juraen fører til et rimeligt resultat. Men dommen er nok i overensstemmelse med juraen, eller i hvert fald ikke helt fejlagtig.“

AK: Betyder det at man bør afskaffe eller revidere §221?

HL: “Jeg synes i hvert fald, man skal have en grundig overvejelse om, hvorvidt den har overlevet sig selv. Men når jeg siger det sådan, så er det, fordi det her er svært stof. Jeg synes ikke, man skal være for hurtig på aftrækkeren. For man kan omvendt spørge sig selv, hvad alternativet havde været, hvis den her paragraf ikke havde været her. Var han så blevet dømt efter samtykkebestemmelsen eller frifundet?  Nu fik han jo trods alt en alvorlig straf [tiltalte blev idømt seks måneders fængsel og skal betale kvinden en godtgørelse på 20.000 kr., red.]. Hvis man skal ophæve den, handler det om klart at få sagt i forarbejderne til loven, at sådanne tilfælde nu omfattes af samtykkebestemmelsen.“ /Asta Kongsted