Hvis man godt kan lide bromances – altså intime homosociale relationer af ikke-seksuel karakter mellem mænd – og ikke stiller synderlige krav til de pågældende mænds moralske habitus, så findes der mange dejlige billeder af Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen sammen.
Man fornemmer det straks: Det er to partifæller med et ekstraordinært nært forhold. Der er det skønne foto fra nytårstaflet hos dronning Margrethe i 2007, hvor de står som ministre i Regeringen Anders Fogh Rassmussen II i kjole og hvidt med deres lidt korte arme og griner drenget grænsende til overstadigt sammen inden græskarsuppen og succeskagen.
Der er også et nuttet nærbillede fra en Nato-mission byen Šiauliai i Litauen fra 2018, hvor Lars Løkke, der i mellemtiden selv er blevet statsminister, ser beundrende på forsvarsminister Hjort , der med sin bamsede fremtoning og sammenknebne øjne godt kunne ligne en højtstående embedsmand fra det sydkaukasiske højland.
Folk, der har fulgt Lars Løkkes karriere tæt, vil vide, at han allerede på sidstnævnte billede har brændt adskillige broer og gjort et væld af tidligere venner og støtter til fjender. Men ikke Claus Hjort Frederiksen. Den i dag 73-årige Claus Hjort Frederiksen er gjort af et særligt stof, som gør, at han er enhver politisk leders drømme-adjudant.
Forestil dig, at du er partiformand og statschef og har en person ved din side, som både har en stor strategisk tæft og kan skræmme livet af folk blot ved at knibe øjnene sammen (og dermed er en indpisker af guds nåde) – og som respekterer partihierarkiet og er 100 pct. trofast mod sin til enhver tid siddende chef, altså dig. Det er da fantastisk.
Selv da Lars Løkke Rasmussen under valgkampen i 2019 uden Hjorts vidende pludselig udgav bogen Befrielsens øjeblik, som talte varmt for en for en regeringsdannelse hen over midten af dansk politik og dermed bidrog gevaldigt til, at hele blå blok fremstod fragmenteret og desorienteret, veg hundeejeren Hjort ikke fra sin chefs side.
Det var også Hjort, der gav Venstres næstformand Kristian Jensen en ordentlig røffel, da han nogle måneder efter valget, som jo førte til et regeringsskifte, gik ud og erklærede sig uenig med formand Løkkes ideer om en midterregering. Siden har Løkke som bekendt brændt endnu flere broer, han har givet sit gamle parti Venstre fingeren og forsøger at stable et eller andet politisk projekt på benene – en slags Venstre med højt til loftet – som måske kunne have gang på jorden, hvis ikke stifteren efterhånden var så belastet og utroværdig, at det er svært at se for sig, at han skulle kunne løfte det.
Venstres velbefindende
I mandagens udgave af Berlingske (betalingsmur) gør han det så, Claus Hjort Frederiksen: Undsiger sin gamle frænde og piller ham ned med en sådan kraft, at det ligner noget fra slutningen af en science-fiction-film. ”Jeg skal ikke skjule, at det efter min mening er Lars Løkke, som har skabt den uorden, der er i blå blok. Det gjorde han med sin slutfase i valgkampen, hvor han brød alle broer til de borgerlige,” siger han og fremturer: ”Den situation, vi sidder i nu, mener jeg godt, man kan sætte adresseseddel på: Den er udløst af Lars Løkkes ageren. Det er selvfølgelig særligt bittert, for vi har haft god erfaring i 14 år med borgerligt samarbejde. Men nu er vi inde i en fase, hvor vi skal reparere den skade, som Lars har forvoldt.”
Claus Hjort Frederiksen ser nu, siger han, at Lars Løkkes nye politiske projekt, Det Politiske Mødested, har som sin ”mission” at ”genere Venstre” de kommende år. Hvis Hjorts følelsesudladning er et udslag af nervøsitet, forstår man det godt. Venstre ligger pt. svagt i meningsmålingerne, og Løkke forsøger tilsyneladende at kapre fritænkere blandt midtervælgere. Han optræder altid uden slips, som om han var en eller anden dissident. Og på Det Politiske Mødesteds hjemmeside kan man læse, at det skal være et samlingssted ”mellem pragmatisme og idealisme – i erkendelse af, at i en verden i fremgang er stilstand lig med tilbagegang”. Altså en super fluffy formulering, der smager lidt af fugl, men som ikke rigtig er noget. Man lægger forventningsfuldt øret til togskinnen, men toget kommer ikke.
Berlingskes journalist spørger Claus Hjort, om Lars Løkke er en bitter mand på hævntogt. ”Ja, det må jeg sige, at jeg har et stærkt indtryk af,” svarer han: ”Jeg er partimand, jeg har været partisekretær i 16 år og minister i 14, så Venstres velbefindende betyder meget for mig. Så når jeg ser destruktive kræfter, reagerer jeg meget på det.”
Meget vel. Men man kan undre sig over, at Hjort gider bruger kræfter på Lars Løkke. Hvorfor nu? Det virker underligt ikke-drevent. Løkke har brug for al den omtale, han kan få – inklusive dårlig omtale. I interviewet siger Hjort også, at han har fuld tillid til, at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, vil vokse med opgaven. Og så anklager han blå bloks andet store parti, De Konservative, for at putte med deres politik. Dér har han fat i noget. Partiets formand Søren Pape Poulsen har længe arbejdet på at køre sig selv i stilling som en mulig statsministerkandidat. Når han endelig siger noget, er det sjældent specielt intelligent. Så de konservatives kommunikationsstrategi er formentlig, at deres formand skal sige så lidt som muligt. Det giver mening, at Hjort vil have Pape ud af busken.
Den bromance, Søren Pape har haft med Naser Khader, er i øvrigt også slået ud af kurs. Mon ikke skaden denne gang er uoprettelig? Velkommen til uge 18 i dansk politik. /Oliver Stilling