Kan Joe Biden hviske USA hel igen?

USA’s nye præsident, Joe Biden, har ikke lagt skjul på, at han haft ambitioner om at lægge en helt ny linje for USA indenfor sine første 100 dage i det ovale kontor. I sidste uge forbipasserede Uncle Joe det notoriske 100 dages mærke, og hvordan er det så gået med de ambitioner?

Biden har haft den uomtvistelige fordel, at han er startet fra et virkelig skidt udgangspunkt. Med en raserende coronapandemi, en rasende ekspræsident og et land, der sukkede efter lidt politisk stabilitet, var det sådan set bare at smøge ærmerne op. Han fik indfriet og overgået sit løfte om at vaccinere 100 mio. amerikanere (230 mio. amerikanere er nu vaccineret), han fik sin historisk store stimuluspakke til 190 mia. dollars igennem, genindskrevet USA i Paris-aftalen og lovet at reducere landets CO2-udledning med 50% frem mod 2030. Arbejdsløsheden, der grundet den første coronanedlukning var steget til astronomiske højder, er igen faldet, og økonomer forudser, at økonomien står til at vokse med hele 6% – en stigning hvis lige man skal helt tilbage til 1980’erne for at se i USA.

Læg dertil de præsidentielle dekreter, han har udstedt, for at omgøre en række forbud indført af Donald Trump (fx mod at transpersoner må komme i militæret), udarbejdelsen af en infrastukturplan til 200 mia. dollars og et forsøg på at hæve mindstelønnen til $15, og du har et billede af en mand, der ikke spilder tiden. Til sammenligning med Donald Trump har den stakkels mand da også kun haft tid til en enkelt tur på golfbanen, hvor Trump i løbet af sine første 100 dage nåede afsted 20 gange. På samme måde er det kun blevet til 19 personlige tweets for Biden mod Trumps 464 – men hvem tæller?

De næste 100 dage

Når der alligevel er skår i 100 dages-glæden, er det, fordi Bidens popularitetsmålinger ligger i den lave ende for en førstegangsvalgt præsident. De er ikke håbsløse, men de er heller ikke prangende, og det er værd at bide mærke i, at de er ekstraordinært skarpt delt op efter partioverbevisninger. Biden har igen og igen lagt vægt på at ville genforene landet, men er altså ikke lykkedes med dén noble intention.

Det kan bl.a. skyldes, at der står til at indfinde sig et rekordstort antal immigranter ved den mexicanske grænse i år – en uforudset problematik som truer glansbilledet, og som er en oplagt sag for republikanerne at mæske sig i. Men det kan også skyldes, at Biden har vist sig at være så politisk progressiv, at selv kongressens yderste venstrefløj, anført af Alexandria Ocasio-Cortez, har måttet nikke anerkendende til hans politik – også en sag for republikanerne at mæske sig i.

Selvom Biden fremstår BORING (som medier og politikere er begyndt at kalde ham, når nu Trump ikke er der til at gøre det), så kan man nemlig ikke klandre hans politik for at være det. I sin 100-dages tale til kongressen fremlagde han med sin vanligt sløve diktion en plan for den kommende tid, og selvom han pakkede den så kedeligt ind, som det overhovedet kunne lade sig gøre, var den  – med emner som gratis dagpleje, mulighed for betalt barsel og to års gratis community college – spækket med talepunkter, som fik republikanere til at råbe “kommunisten kommer!“ Set med amerikanske øjne er forslagene da også ret kontroversielle. Selv moderate demokrater har først for nylig fordøjet idéen om betalt barsel. Derfor kan det blive svært for Biden at fremstå som den samlende kraft, han ønsker at være. Lige meget hvor søvndyssende – øh, vi mener forsonende – hans retorik så måtte være. /Asta Kongsted