'Kommer ind til det hvide kvarter, laver det om til en ghetto'

25-årige Mohamed Habane træder ind på scenen. Lyset blænder ham. Den dansk-somaliske komiker mærker sveden bryde frem på panden. Der er stille i salen, man kan høre folks åndedrag. ”Jeg optrådte i Silkeborg her for et par uger siden,” siger han, ”og jeg husker, lige da jeg kom ind på scenen. Så sidder der en pige på forreste række. Hun tager sin håndtaske op fra gulvet og placerer den på sit skød.” Han fortsætter: ”Hvad havde hun forestillet sig? At jeg røvede hende, mens jeg stod heroppe på scenen?!”

Habane griber situationen; forestillingerne, fordommene, vender dem på hovedet. Et par tilskuere snapper efter vejret. Så bryder latteren ud. Folk skraldgriner. Komikeren har ramt dem spot on.

Habane, der er vokset op i området Bispehaven-Gellerup, er ved at blive en professionel komiker. Han har studeret situationen og forholdet mellem danskere og indvandrere så nøje, at han kan forvandle den til humor.

”Jokes er den fulde forståelse. Når man begynder at grine eller græde, så er det fordi, man har forstået noget om sig selv eller omverdenen inderligt. Når jokes virker, har man forklaret noget fuldstændig præcist,” fortæller Habane. Jeg møder komikeren få dage efter en af hans første professionelle optrædener på det aarhusianske spillested V58, hvor han er en af de komikere, der stiger hurtigst på listen. Iagttagere beskriver ham som den første sorte komiker fra ghettoen.

Som Habane sidder over for mig i sofaen i sort T-shirt, jeans og et ansigt, der konstant skifter mellem latter og alvor, er han et billede på en ny generation af unge fra sociale boligbyggerier, der er ved at indtage den danske kulturscene. MellemFinga’Muzik buldrer militant og velklingende ind på danske scener som et vidnesbyrd og opråb fra underverdenen. Der er rappere som Sivas, Gilli, Jamaika, Sleiman og Marwan, som er blevet store og markante på hitlisterne, og der er digtere som Yahya Hassan, som siger det hele på den halve tid.

”Succes på kulturscenen er med til at genoprette vores værdighed og bygge selvrespekten op for mange af os, der voksede op under ringe kår,” siger Fenar Ahmad. Han brød i 2014 igennem som spillefilmsinstruktør med Ækte vare og er i gang med sin anden film Underverden.

”Vi vil se tilbage på vores bevægelse som en kunstnerisk indflydelse, der var med til at åbne Danmark op mod det fremmede,” siger han. ”Min generation fra blokken er den første, der er ved at sætte sig på musik, litteratur og film.” Også etnisk danske unge fra velstillede områder er vilde med jokesene og ghetto-kunsten og synger med på omkvædet: ”Har de ikke, hvad de skal bruge/ er det på med elefanthuen” fra rapperen Gilli og MellemFinga’Muziks sang ‘C’est la Vie’. Den var den mest downloadede og streamede single i Danmark i 2015.

Det, der gennemstrømmer rap-teksterne, humoren og lyrikken, er kampen. Det er den, der gør, at kunsten når ud til et stort publikum, siger Fenar Ahmad. ”Den amerikanske rapper Jay-Z forklarer det rigtig godt. Han siger, at ’når jeg snakker om et bedre liv og om at komme ud af ghettoen, så rammer det også en fyr fra Wall Street. Han tolker det bare sådan, at det for ham handler om at sælge flere aktier og få en bedre kontrakt.’”

Succesen siver også indad i blokkene og giver mange unge lyst til at flirte med ord og musik og giver dem en tro på, at de kan blive til noget på trods af og i kraft af deres opvækst.

”Jeg har besluttet, at jeg vil leve af at være komiker. Det fede ved danskerne er deres absurde ærlighed og den humor, de har,” siger Habane. Komikeren tager alle tabuerne omkring indvandrere og ghettoer med sig op på scenen. I en anden vittighed fortæller han, at han kører i sin bil i høj fart med fuld knald på musikken. Han ser en patruljevogn – men er chokeret over, at de for en gangs skyld ikke stopper ham. Habane er vant til, at han altid, rutinemæssigt, hver gang bliver stoppet af politiet. ”Så jeg fortæller publikum, at jeg kører op på siden af politiet, ruller vinduet ned og siger: ‘Hvorfor stoppede I mig ikke? I har vist ikke gjort jeres arbejde ordentligt, hva?’” Folk skriger af grin. Slår sig selv på lårene. ”Det er surt at blive stoppet af politiet hele tiden, det er klart. Men det er fuldstændig logisk, at de gør det. Det giver jo mening.”

Habane ler.

Afløb for aggressionen

Raseri, humor, frustration og håb banker i teksterne fra blokkene. ”Brænd system/ Det’ ikk’ os det dem det dem der er problem/ Det’ ikk’ kun mig, der ved det; jeg ikk’ alene/ Så tag de sten og kast mod dem.” Voldsomme ord fra rapperen Højer Øye (ft. Gilli), der med svovlende gangsterrealisme og forbløffende lyrisk præcision sætter ord på mange unge fra blokkens følelser. Som en tidligere kriminel fra Gellerup, jeg har talt med, siger: ”Det er populært blandt unge over hele Danmark. Og alle fra ghettoerne lytter til det.” På en cafe i Vestergade i Aarhus møder jeg 22-årige Abdi Kaafi, som begynder at rappe for mig. Han går under kunstnernavnet Smiley, har somaliske rødder, er vokset op i Bispehaven og er en af dem, der har ladet sig inspirere.

”Jeg tænker på min byrde,” messer han ud i caféen, ”som er en forbandelse/ Jeg tænker på min fucking videregående uddannelse.” Ordene, som Smiley skrev, da han var 15, strømmer rytmisk ud i cafeen. Folk, der sidder omkring bordene, holder op med at tale og ser ud til at lade sig opsluge af stemmen. Smiley fortsætter: ”Du må lære at sige fra og tage ansvar. For i sidste ende er der ingen, der står bag dig/ Se på din far. … Vil jeg opnå mit mål, er der bare noget, jeg må forandre/ Udlændinge, niggers, perkere, indvandrere/ jeg må tage mig sammen/ Så længe mit hjerte det banker.”

Flere omkring os nikker anerkendende. Smiley ser op.

”Jeg skriver om gadelivet og nattelivet, hvor vi har det sjovt. Jeg får afløb for aggression ved at skrive, og jeg rapper også om seriøse ting,” fortæller han. Smileys ord rammer dilemmaet for mange unge, der står et sted mellem gadeliv og kriminalitet, og drømmen om at blive til noget og få et godt liv. Han mærker kampen i sin krop. Gaden og natten, der trækker i ham.

For et par år siden skrev han ‘Få din vest på’ – med henvisning til en skudsikker vest; ordene ryger staccato ud i rummet: ”Få din vest på/ Ellers må du gå/ Perker træder ind i zonen, klokken lidt i to/ Jeg er på vej ud. Jeg får sko på./ Klar til at slå. Kald mig loco./ Jo, jo. Perker, hvad fanden laver du her. Det ligner ik, du er herfra. Ik fra mit kvarter./ Så det jeg ik forstår er, du kommer her og generer en neger, der ikke gir en fuck mer.”

Uden for et studie ved Gl. Kongevej i København møder jeg rapperen Marwan, som er en af dem, der banede vejen for den nye kunstneriske bølge fra blokkene. I 2007 brød Marwan igennem med albummet P.E.R.K.E.R.: ”Det er os, der hænger. Det er os, der går i flok./ Det er os, der drikker rent. Det er os, der er fuckt’up,” lyder indledningen på nummeret ‘Det os’.

Marwan er ved at indspille nye numre, som udkommer til efteråret. Vi sætter os i gården omgivet af graffiti og så en børnecykel. Fra den ene side dunker musikken ud af studiets vinduer, fra den anden blander fuglekvidder sig. Marwan, hvis familie kommer fra Palæstina, er vokset op i Bispehaven og Trillegården i nærheden af Gellerupparken. Han begyndte i dansk skole i 5. klasse – og droppede ud i 8. klasse. Men det forhindrede ham ikke i at blive en kendt og succesrig rap-artist: ”Dansk gangsterrap fik ny betydning, da Tabu-kumpanerne introducerede Marwan med den mørke stemme, et stramt staccato-flow og 8210-slang for masserne i 2007,” skrev musikmagasinet Gaffa.

Hans første rap-linje var: ”Kommer ind til det hvide kvarter. Laver det om til en ghetto.” Hans stemme smælder gennem gården. ”Det har jeg vist aldrig fortalt nogen før,” siger han og ler.

”Primært rapper man om gaderne,” fortæller han. ”Først er det spændingen, der trækker. Så bliver man afhængig af de penge, man tjener på kriminalitet. Og så bliver det svært at komme ud af.”

Men Marwan greb chancen, da han som 25-årig fik en pladekontrakt og lagde småkriminaliteten bag sig.

Rapperen er et billede på, at der er sket et skift i omgivelsernes syn på kunst fra ghettoen. ”Vi er stemmen for de stemmeløse. Men i starten bød miljøet den ikke velkommen. Nogle spillesteder troede, jeg var farlig – de ville ikke have mig ud at spille,” fortæller han.

Omkvædet på nummeret ‘Min Blok’ på P.E.R.K.E.R. lyder: ”I slår mig ned, jeg stiller op./ Spytter blod, lad det drop./ Min blok mod din blok.”

Spillestedernes modvilje fortog sig med Marwans næste album Mennesker: ”Jeg holdt op med kun at skrive om mig selv. Jeg fandt inspiration i mennesker – fra den enlige mor til den alkoholiserede far. Jeg ved, musikken har stor indflydelse på unge, og følte et ansvar for ikke kun at rappe om gaden og kriminalitet,” siger han.

Og i de senere år har ghetto-kunsten for alvor erobret den danske kulturscene. ”Jeg møder så meget kærlighed på gaden,” fortæller Marwan. ”For eksempel siger mange, der på ingen måde kommer fra en ghetto, at de kan genkende følelserne og stemningen i min tekst ‘Blod er tykkere end vand’. Den handler om, at uanset hvad så er dine forældre dine forældre.”

Markedet vil have ghettoen

Fenar Ahmads film Ækte vare fra 2014 forudser udviklingen. Den handler om en talentfuld rapper, der også er kriminel. Han spilles af rapperen Gilli, der er hvid.

”Min ide med at give Gilli hovedrollen i Ækte vare var netop at understrege, at blokken ikke handler om hudfarve, men er en kultur. Det vigtige er at holde sammen som brødre og løfte sig ud af blokken,” siger instruktøren, hvis egen familie stammer fra Irak.

Det, der er nyt, er, som Fenar Ahmad ser det, at ghettokultur og blokken er blevet in. Fordi markedet forstår, at det er kvalitet, og at man kan tjene penge på det. Det er det, folk vil have.

”Markedet – Sony og medierne. De ser mulighederne. Popkulturen fungerer på markedsprincipper, og det har givet mange af os en mulighed for at bryde igennem. Biograferne og distributørerne var glade for Ækte vare og helt ligeglade med, om jeg var indvandrer, hvis bare filmen kunne sælge. Det er pengene, der snakker,” siger han.

Økonomi fungerer som et argument overalt i samfundet, understreger Fenar Ahmad – også for ham, selv om hans forældre er irakiske kommunister, ler han. Han skal til at klippe sin nye film Underverden, hvis hovedperson er en kirurg med ghetto-baggrund, der bliver trukket ind i underverdenen, spillet af Dar Salim.

Vejen frem for integration i Danmark er ‘merværdi’. Det vigtige er at nå en position, hvor man ikke siger, man er enten araber eller dansker – men både og. Fordi det er attraktivt at kunne trække på to kulturer. Og den nye kulturbølge viser, at det at have to kulturer i sit dna også kan være indbringende. For kunstnerne, for statskassen og for Danmarks image og kultureksport.

”Det handler om at tage hinandens elementer af værdi til sig,” siger Fenar Ahmad.

Den danske humor

Habane, komikeren, kan stadig ikke leve af sine jokes. Men det kommer han til. ”Det tror jeg på,” siger han. Habane tænker på ”den onde cirkel” fra sin barndom. Da drengene var yngre, havde Habane og hans venner ingen steder at være. ”Når det blev sent, når mørket brød frem, så stod vi i en cirkel på ca. femten ved boldbanen og snakkede om alt muligt fra politik til ingenting. Det var skønt, det var fedt, men det var også en ond cirkel. For vi skulle selvfølgelig have været hjemme og lave vores lektier.”

I gruppen kunne man være den stærke, den frække eller den hårde.

”Men det var ikke en mulighed for mig,” siger Habane og smiler skævt. ”Jeg brugte humoren. Den gav mig et navn; en identitet blandt drengene. Mange tænker, at humor og ghetto ikke hører sammen – men det er lige præcist det, det gør. Den danske humor er et godt redskab, fordi den giver den ultimative forståelse.”