Martin Sylvest / Ritzau Scanpix
Hvis rød blok var et ægteskab, ville det være for sent med parterapi. Tilliden er væk.
Forholdet mellem S-regeringen og de tre støttepartier er blevet voldsomt forværret her i løbet af de seneste uger. På Christiansborg er overvejelserne begyndt: Hvor længe vil Radikale Venstre og Enhedslisten finde sig i at blive systematisk ydmyget?
SF’erne er bundloyale over for statsminister Mette Frederiksen (S) og vil næppe gøre vrøvl, uanset hvad Socialdemokratiet gør eller ikke gør. Til gengæld begynder vreden at ulme blandt de to andre støttepartier, som gang på gang må se deres mærkesager blive skubbet til side, ignoreret og droppet.
På mindst tre politikområder har Radikale Venstre og Enhedslisten måtte sande, at S-regeringen fører en fundamentalt anden kurs, end de to partier selv havde forventet, da det såkaldte forståelsespapir blev indgået forrige sommer: På klimafronten, i udlændingepolitikken og nu også socialpolitikken.
På alle tre områder spidser konflikterne til. Hensigtserklæringerne i den parlamentariske ægtepagt, forståelsespapiret, synes nemlig ikke længere at være det papir værd, som de blev skrevet på. S-regeringen føler sig tydeligvis fri til at indgå forlig med de borgerlige partier.
De politiske indrømmelser, som Radikale Venstre og Enhedslisten fik i 2019 som politisk betaling for at pege på Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen som ny statsminister, er i bedste fald skubbet hen på side af næste folketingsvalg – og i værste fald annulleret.
Først og fremmest har S-regeringen valgt at skrue ambitionerne demonstrativt ned på klimafronten, og har med det seneste udspil til en reform på landbrugsområdet valgt klar side til fordel for Venstre og de borgerlige partier. Hvis Radikale Venstre og Enhedslisten troede, at S-regeringen ville føle sig forpligtet af 70 pct.-målsætningen allerede i denne valgperiode, er de blevet snydt.
Endnu mere spektakulært har S-regeringen valgt at føre en endnu mere nådesløs strammerkurs i udlændingepolitikken, end selv daværende V-statsminister Lars Løkke Rasmussen kunne og ville. I asyl- og flygtningepolitikken har regeringsskiftet i 2019 medført et markant ryk mod højre, og det synes i dag at være en selvstændig ambition for Socialdemokratiet, at Radikale Venstre og Enhedslisten skal føle sig sat uden for indflydelse.
I et lettere desperat forsøg på at manifestere en eller anden form for politisk selvrespekt, har støttepartierne netop krævet en juridisk redegørelse fra regeringen i den højspændte sag om de danske børn i de syriske fangelejre. Anført af Radikale Venstre og Enhedslisten skal regeringen tvinges til at dokumentere, at Danmark ikke bryder konventioner ved at nægte at hjembringe danske statsborgere.
Manøvren med at kræve en juridisk redegørelse kan umiddelbart virke handlekraftig, men er snarere udtryk for afmægtighed. Støttepartierne klamrer sig til, at der sort på hvidt står i forståelsespapiret, at Danmark “til enhver tid“ skal stå vagt om og respektere internationale konventioner.
Men S-regeringen lader ikke til at føle sig truet eller presset. Tværtimod har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) netop lanceret en ny offensiv, der også sætter spørgsmålstegn ved ordene i forståelsespapiret. Umiddelbart inden ydelseskommissionen præsenterer sine anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem, har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) forsøgt at skrue forventningerne ned til nulpunktet.
Han har netop fastslået, at en reform ikke er et “prestigeprojekt“ for Socialdemokratiet, og at støttepartierne derfor ikke skal forvente et større opgør med de lave ydelser, som den borgerlige regering indførte i sidste valgperiode:
“Det er ikke noget, vi vil sætte al politisk kapital ind på, hvis ikke der er vilje blandt Folketingets partier,“ siger Peter Hummelgaard i et interview i Jyllands-Posten, og han giver dermed reelt Venstre veto i de videre forhandlinger: “Vi har ikke lovet, at der ville kunne skabes et forlig omkring det her.“
Politisk ordfører Mai Villadsen opfatter udmeldingen som et løftebrud: “Gu’ fanden er ydelsesreform en bunden opgave. Alt andet vil være løftebrud fra jer,“ skrev hun straks på Twitter, og tilføjede: “Prestigeprojekter er noget man laver i byggeriet – det her handler om rigtige mennesker – endda om fattige børn.“
Status er imidlertid, at Socialdemokratiet også på socialområdet – ligesom tilfældet altså er i klima- og udlændingepolitikken – bevidst søger væk fra støttepartierne, for i stedet at lave forlig med de borgerlige partier.
Statsminister Mette Frederiksen (S) udnytter kynisk, at støttepartierne ikke vælter en siddende regering, ja, sådan er det i hvert fald aldrig sket i Danmark. Når først statsministeren er blevet udpeget, står støttepartierne last og brast med regeringen og finder sig i hvad som helst.
Historisk har forklaringen på støttepartiers betingelsesløse loyalitet været, at de trods alt fik indrømmelser på nogle områder, og samtidig frygtede, hvad regeringspartiet ville kunne finde på af repressalier i tilfælde af mytteri. Traditionelt set har det derfor ikke kunnet betale sig rent politisk at gøre oprør mod en statsminister, man selv har støttet. For hvad vil alternativet ikke risikere at blive?
I dag begynder magtkabalen dog at stille sig anderledes for Radikale Venstre og Enhedslisten. Dels har de absolut intet fået gennemført, og dels er det svært at se, hvordan deres parlamentariske situation skulle kunne blive meget værre i tilfælde af et sammenbrud og nyvalg.
Ganske vist står Socialdemokratiet og Mette Frederiksen til at kunne bevare magten ved et muligt nyvalg i utide, og derfor kan Radikale Venstre og Enhedslisten risikere at stille sig helt uden for indflydelse, hvis de pludselig trækker i nødbremsen og fremtvinger et folketingsvalg. Men hvilken indflydelse? Hvad har Radikale Venstre og Enhedslisten at miste? Ikke meget.
Lige nu er det kun sentimental tradition og hævdvunden parlamentarisk kultur, som får Radikale Venstre og Enhedslisten til fortsat at støtte S-regeringen. Realpolitisk er grundlaget for længst forsvundet, og alene derfor kan dansk politik gå mere dramatiske tider i møde.
Mette Frederiksen har gamblet stort ved at være utro mod støttepartierne og har satset på, at de ikke tør udløse skilsmissen, men hellere bide skammen og ydmygelserne i sig. Men det er højt spil, for både Radikale Venstre og Enhedslisten kan meget vel have mere at vinde ved i det mindste at genvinde deres selvrespekt. /Lars Trier Mogensen