Scanpix
Børnene skal sættes først. Børnenes statsminister Mette Frederiksen (S) har netop leveret på ét af Socialdemokratiets mest markante valgløfter: Aftalen ’Børnene Først’, der rummer en stribe initiativer, der skal sikre en hurtigere indsats over for vanrøgtede børn, færre skift og flere rettigheder, har tilmed opbakning fra alle andre partier i Folketinget end den alleryderste højrefløj.
Umiddelbart er der tale om en socialpolitisk milepæl. Men helt så rosenrødt er virkeligheden måske heller ikke? Politiske udspil kan nemlig grundlæggende vurderes på to måder: Enten kan man lægge vægt på hensigterne. Hvad ønsker politikerne at opnå? Eller man kan måle politiske udspil på deres reelle effekt. Hvad opnår politikerne rent faktisk?
Vurderet ud fra den første målestok er det en yderst tiltrængt børnereform, som et overvældende flertal af Folketingets partier netop er blevet enige om. Endelig får sårbare børn flere rettigheder i et ofte kafkask system. Ambitionerne fejler bestemt ikke noget.
Men sporene skræmmer. Politikerne på Christiansborg har flere gange får forsøgt at rette op på ét af tidens mørke bagsider, nemlig den hjerteskærende mistrivsel, der præger anbragte børn, og hvor udsatte børn ofte ender med at blive udsat for en endnu større misrøgt, når de kommer i offentlig varetægt.
Hvis virkeligheden bruges som målestok, er der ikke meget at begejstres over. Den børnereform, som socialminister Astrid Krag (S) præsenterede tirsdag eftermiddag, vil næppe komme til at gøre en omvæltende forskel for de alt for mange børn, som i dag lever som kastebolde i et skandaleramt og kaotisk anbringelsessystem.
Normalt er opmærksomheden dog alene på politikernes hensigter, således også her – i første omgang: Det største positive gennembrud er, at udsatte børn fremover vil få partstatus i deres egne sager fra de er 10 år gamle og ikke mindst ret til at kunne sige nej til samvær med biologiske forældre og mulighed for selv at bede om anbringelse.
Socialminister Astrid Krag ruller de store ord ud, når hun skal fortælle, hvad S-regeringen netop har fået flertal for: “Vi tog et stort skridt i 1997, da det blev forbudt at slå sine børn. Nu tager vi de næste skridt med tidligere hjælp, så udsatte børn ikke flyver under radaren, og stærkere børnerettigheder i den nye Barnets Lov.“
De nye børnerettigheder, som tilmed bakkes op af bedre rådgivning fra bisiddere, kan vitterligt også komme til at gøre en afgørende forskel. Med stærkere og individuelle rettigheder til børn – over for både forældre og systemet – kan man nemlig nu i det mindste forestille sig, at de voksne fremover vil være tvunget til at lytte til de mange børn, som aldrig har oplevet betingelsesløs omsorg, kærlighed og basal tryghed.
Rettighederne til børn er og bliver det vigtigste nye element, ganske enkelt fordi det også er her problemet er allerstørst i dag. Som det senest er blevet afsløret i bl.a. TV2-dokumentaren ‘Nødråb fra børnehjemmet’, står anbragte børn som oftest totalt magtesløse over for de ansattes vold, trusler og helt unødvendig magtanvendelse.
De skrøbelige børn, som er blevet fjernet fra deres biologiske forældre på grund af vanrøgt, tæsk og misbrug, oplever rystende ofte, at mønsteret af både psykologisk og korporlig terror fortsætter i de offentligt betalte anbringelser. Kun meget få af de ansatte har her en socialpædagogisk uddannelse, og hvad værre er: Ingen lytter til børnene, når de forsøger at sige fra.
Den barske bundlinje er, at nye hensigtserklæringer ikke gør det alene. Eller som professor i socialret ved Aalborg Universitet Trine Schultz usentimentalt konstaterer som reaktion på børnereformen:
“Det er fint at indføre nye rettigheder. Men når vi ikke kan sikre os, at den lovgivning, vi har nu, bliver overholdt, hvorfor er der så ikke mere fokus på den del? For hvad nytter det egentlig at give tiårige flere rettigheder, hvis de rettigheder, de har i forvejen, ikke bliver overholdt?“
For hvad skal det hjælpe med en ny reform, hvis de senere års hensigtserklæringer ikke er blevet ført ud i livet? Tag for eksempel den stort anlagte lancering af de såkaldte Familieretshuse i 2019. Med pomp og pragt blev ambitionen om ikke alene at hjælpe skilsmissepar, men også at stille de samspilsramte børn bedre i processen. Det lød fornuftigt.
Da VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, efterfølgende evaluerede reformen var resultatet foruroligende: Færre skilsmissepar fik hjælp til at løse deres konflikter, og ventetiden var eksploderet, hvad der i sig selv gav anledning til øgede spændinger. Kort sagt: Familieretshusene havde gjort ondt værre.
På samme måde kan man have en begrundet frygt om, at børnenes trivsel ligefrem risikerer at blive forværret, når man nu tynger yderligere lag af regler, krav og projektpenge oven i et dybt dysfunktionelt område. Måske havde det været en bedre idé at rette op på de akutte problemer først?
Mest oplagt kunne man sørge for, at der straks bliver fagligt uddannet personale, der drager omsorg for børnene på anbringelsesstederne og ikke som tilfældet er i dag med lokale gårdkarle, der er købt ind til blot at disciplinere børnene. De aktuelle tilstande ville aldrig nogensinde blive accepteret, hvis der var tale om børn med forældre, som kunne råbe op på deres vegne.
Alt det nye og godmodige i S-regeringens signaturprojekt er aldeles glimrende, men kun når og hvis det enorme efterslæb af kuldsejlede reformer fra fortiden også bliver rettet op. Ellers vil børnereformen ende som et endnu et symbolpolitisk slag i luften. /Lars Trier Mogensen