Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den gode: I løbet af få skæbnesvangre døgn er Grønland begyndt at løsrive sig fra Danmark. I hvert fald symbolsk. Den stærke og stigende selvstændighedstrang både i Grønland og på Færøerne har pludselig fået et mere officielt udtryk. I morgen rejser USA’s udenrigsminister Anthony Blinken til Kangerlussuaq i Grønland for at mødes med den nye landsstyreformand Múte Bourup Egede, og dermed vil den direkte forbindelse mellem USA og Grønland blive styrket yderligere.
Hidtil har det være den danske regering i København, der har bestemt over udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som også Grundloven foreskriver, og alle aftaler med amerikanerne har derfor været forhandlet via Danmark. Men formalia er ved at blive kortsluttet. Magten skifter. For grønlænderne markerer torsdagens topmøde således startskuddet på en frigørelsesproces, hvor den danske regering ikke længere skal kunne bestemme over Grønland.
Den nyudnævnte naalakkersuisoq (‘minister’) for udenrigsanliggender, Pele Broberg, forsøger ikke at underspille ambitionen: “Det allervigtigste budskab for mig at få frem er, at Antony Blinken skal forstå, at vi er Grønland. Vi har et krav om selvstændighed. Vi er ikke Danmark og Færøerne – vi er Grønland,“ siger Pele Broberg, som vel at mærke også er valgt for det lille nationalpopulitiske parti, Partii Naleraq. Pele Broberg skriver sig ind i rækken af slagkraftige grønlandske politikere, der nok kender sit hjemlige publikum bedre, end de forstår at føre seperatismen ud i livet. Og heri ligger den gode analyse for Danmark: Indtil videre er der trods alt mest tale om teatertorden.
Som nyvalgt ‘udenrigsminister’ vil Pele Broberg gerne træde i karakter og markere over for sit bagland, at Grønland ikke længere bøjer nakken og træder et skridt tilbage for den danske regering. Men foreløbigt er det mest attitude, og sågar en fremtoning, der minder om, hvad tidligere ‘ministre’ har udtalt. Eksempelvis har forgængeren Vittus Qujaukitsoq fra Siumut været ude med næsten de ordret samme udfald mod Danmark. Det giver point i Grønland at sparke fra på den danske regering. Lidt ligesom nådesløs kritik af EU-samarbejdet også har sit publikum i Danmark.
Den onde: Én altafgørende faktor er imidlertid anderledes nu i forhold til tidligere seancer, hvor grønlandske politikere har forsøgt at puste sig op over Danmark. Denne gang har USA også flyttet sig markant. Efter den daværende præsident Donald Trump i 2019 rent faktisk ønskede enten at købe Grønland kontant – eller ligefrem at give Puerto Rico til Danmark i bytte – har det stået klart, at USA ser skelsættende værdier i Grønland. Selv om selve købstilbuddet blev en monumental fiasko, har Trumps spektakulære intervention betydet, at grønlænderne i dag står tilbage med et helt andet storpolitisk selvværd. Og med rette.
USA ønsker vitterligt at få bedre kontrol over Arktis i en tid, hvor globale klimaforandringer medfører, at Ishavet smelter, og aktiviteten – såvel militært som kommercielt – intensiveres omkring Grønland. Amerikanerne har allerede doneret en særlig investeringspakke på i første omgang 80 mio. kr. til Grønland, og der kan snart være mange flere penge på vej. For USA har Arktis hidtil udgjort en naturlig beskyttelsesmur mod i første omgang Rusland, men også Kina, Iran og andre lande, som potentielt vil kunne skyde missiler henover Nordpolen. I årtier har amerikanerne derfor udbygget og opgraderet Thule-basen i det nordvestlige hjørne af Grønland, og nu venter et accellereret våbenkapløb i de kommende år.
Russerne har for længst genåbnet en række arktiske baser og er samtidig ved at opruste Nordflåden til fordums styrke. Men kineserne rykker også hurtigt, og derfor er missionen på sin vis enkel for den nye amerikanske regering: Når Trump mislykkedes med ligefrem at købe Grønland, må et øget manøvrerum skabes på anden vis. Og man skal aldrig undervurdere evnerne blandt amerikanske diplomater – for de ved om nogen, hvordan man får sin vilje ved at dele og herske, ved at spille andre ud mod hinanden. Den onde analyse er derfor, at USA målrettet hjælper den grønlandske seperatisme på vej. Jo mere anspændt forholdet bliver mellem Danmark og Grønland, desto større spillerum får amerikanerne, og derfor er der ingen grund til at være naiv: USA forsøger forsat at købe Grønland – nu blot med andre midler.
Den grusomme: Umiddelbart har Danmark mest at tabe ved en gradvis opløsning af Rigsfællesskabet, simpelthen fordi den udenrigspolitiske værdi af Grønland langt overgår de godt fire mia. kroner, som hvert år udbetales i bloktilskud. Selvom mange danske politikere er godt og grundigt fornærmede over, at grønlænderne ikke udviser taknemmelighed over for pengene, er realiteten, at Grønland i dag er den eneste årsag til, at stormagterne overhovedet interesserer sig for Kongeriget Danmark. Uden Grønland – og dermed brohovedet ind i Arktis – ville den danske regering blive reduceret gevaldigt i betydning, og ja, skrumpe ned på størrelse med andre små Nato-medlemslande som Luxembourg. Tidligere har Danmark også kunnet spare meget på forsvarsbudgetterne ved at give USA frit spil i Grønland – og i det samlede regnestykke er det et røverkøb, at Danmark kan få lov til at sidde med ved det store bord sammen med klodens supermagter for blot fire mia. kroner om året.
Sådan er der dog ikke mange i Danmark, der i dag ser på hverken bloktilskuddet eller forholdet til Grønland. Tværtimod er der stadig flere, ikke mindst på Christiansborg, som tænker: Hvis grønlænderne vil have lov til at bestemme, så må de hjertens gerne løsrive sig – men så til gengæld heller ikke få en krone længere. Reaktionen på ‘udenrigsminister’ Pele Brobergs seneste markeringer tyder allerede på at kunne blive krav om, at bloktilskuddet skal aftrappes. På dumstolt og ærekær vis kan Danmark altså være i færd med at ville afpresse grønlænderne – og true med at trække pengene, hvis de ikke snart indordner sig igen.
Paradokset, det grusomme paradoks, er blot, at Danmark i første omgang har allermest at tabe ved en opløsning af Rigsfællesskabet. I anden omgang kan det også blive dyrt og dumt for grønlænderne, da en eventuelt øget amerikansk bistand utvivlsomt vil komme med endnu flere krav tilknyttet. Grønlænderne kan være på vej mod en situation, hvor den reelle selvbestemmelse bliver langt mindre, hvis USA blot overtager, hvor Danmark slipper. På surrealistisk vis kan Trump-logikken ende med at vinde. /Lars Trier Mogensen