Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
“Jeg oplevede i den drøm, at det, jeg gjorde, gav andre glæde. At være folketingspolitiker gør ikke ret mange mennesker glade. Tværtimod gør det de fleste vrede, sure, kede af det, irriterede. Det kunne være rart at få et arbejde, hvor man gør folk glade.“ DF’s mangeårige kulturordfører Alex Ahrendtsen har fået lidt af en åbenbaring. I et interview med Avisen Danmark fortæller Ahrendtsen, hvordan han i en drøm køber en ramponeret guitar, som viser sig at være magisk. For når han begynder at spille på den, “opstår der varme, flotte farver og kærlighed“. Det er, som om lynet slår ned: “Med den guitar kan jeg alt. Den er fortryllet. Anderledes kan jeg ikke forklare det.“ Drømmen får simpelthen DF’eren til at indse, at han må droppe den politiske karriere. Ahrendtsen vil derfor ikke genopstille ved næste Folketingsvalg. Sikken et exit.
Nu er det måske ikke fordi, Ahrendtsen i første omgang har gjort så meget for ikke at blive forhadt. Som Politiken lakonisk formulerer det, har kulturordføreren gennem hele karrieren “markeret sig med overraskende og kontroversielle forslag, der har vakt opsigt“. Eksempelvis “beskyldte han borgerlige politikere, der ville stemme for vielser af homoseksuelle, for at være hashrygere“ i sit første år på Christiansborg. Og da DF skulle vinde vælgere op til seneste Folketingsvalg, var Ahrendtsens bedste kulturbud, at Danmark skulle lancere en “national vikingestrategi“ for at fremme turismeindustrien. Det har mildest talt været en mærkelig omgang.
Da René Descartes tilbage i 1600-tallet revolutionerede filosofien ved at vende blikket mod erkendelsesteorien, skete det gennem drømmen. Som Descartes beskriver i Meditationer, sidder han og kigger ind i kaminens flammer, da et nagende spørgsmål rammer ham: Hvordan kan jeg vide, at jeg ikke drømmer lige nu? Franskmanden har jo tidligere prøvet at drømme noget lignende (hans drømme var åbenbart ikke så vilde), så måske er flammerne slet ikke ægte? I den forstand er Ahrendtsens erkendelse overraskende cartesiansk: Den magiske guitar har jo bare fået ham til at sætte afgørende spørgsmålstegn ved livet, virkeligheden og hans egen plads i den. Der er nok mange, der ville have fordel af en sådan drømmeøvelse.
I Storbritannien forsøger sygeplejerskeren Jenny McGee eksempelvis at få politikerne til at vågne lidt op og anerkende sundhedsmedarbejdernes dårlige arbejdsvilkår. McGee var en af de sygeplejersker, der plejede premierminister Boris Johnson, da han lå indlagt med Covid-19, og som Johnson efterfølgende roste for at have reddet hans liv. Nu har McGee imidlertid fået nok. Som konsekvens af regeringens “mangel på respekt“ over for de ansatte i det britiske sundhedsvæsen, NHS, har hun valgt at opsige sin stilling. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var Johnson-administrationens forslag om en lønstigning til NHS-ansatte på sølle én pct., efter sundhedsarbejderne har arbejdet i pandemisk døgndrift i mere end et år.
I et interview med Channel 4 fortæller Jenny McGee, hvordan særligt den anden nedlukning i december trak tænder ud. Faktisk var det ét stort “shitshow“. Og det fortsætter i en lind strøm: “Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal beskrive forfærdeligheden af, hvad vi gennemgår. Vi er desperate,“ lyder det fra McGee. Kolde tal indikerer, at sygeplejerskeren har ret. En meningsmåling fra sidste år viser i hvert fald, at mere end en tredjedel af de sundhedsansatte i Storbritannien overvejer at forlade professionen, hvoraf 61 pct. nævner lønnen som en af de primære årsager til frustrationen. Det er måske ikke så farverigt som en magisk guitar, men det taler da et tydeligt sprog: Politikernes skrabede behandling af sygeplejerskerne gør de fleste vrede, sure, kede af det, irriterede. Herhjemme behøver folketingsmedlemmerne forhåbentligt hverken Alex Ahrendtsens drømmetydninger eller en strejke til at indse, at frustrationen ikke kun er et britisk fænomen. /David Dragsted