Nyhedsanalyse

Jorden brænder under Macrons klimalov

Sebastien Salom-Gomis/AFP/Ritzau Scanpix

Mens klimademonstranter herhjemme har igangsat sultestrejker for at sætte skub i de grønne forhandlinger, er aktivister også gået på barrikaderne i Frankrig. Tidligere på måneden stemte den franske nationalforsamling for en ny klimalov, der kritiseres for at være både vattet og uambitiøs – hvis ikke ligefrem arrogant.

Klog af skade efter De Gule Veste-protester tilbage i 2018 – der blev affødt af et forslag om at hæve benzin- og dieselafgifterne – har præsident Emmanuel Macron ellers gjort hvad han kunne for at sikre sig større opbakning i klimapolitikken. Et såkaldt klimaborgerting blev nedsat i kølvandet på protesterne, der skulle levere konkrete politiske anbefalinger til den grønne dagsorden. Tanken var, at en ny klimalov dermed skulle få en folkelig forankring, som ville gøre nye tiltag mere spiselige for franskmændene. Da borgertinget kom med sine 149 klimaforslag sidste sommer, blev der da heller ikke sparet på retorikken. Som Information skriver (betalingsmur), fik Macron kaldt borgertingets arbejde “rørende“, ligesom det blev lovet, at forslagene ville blive sendt til behandling “uden filter“.

Forståeligt nok var forargelsen derfor stor, da regeringen tilbage i februar præsenterede den nye klimalov. Mange af borgertingets forslag var barberet væk, ligesom de reelle CO2-besparelser ikke var i den skala, klimaaktivisterne havde håbet på. Og selvom megen debat fulgte, kom loven i sidste ende til blot at rumme 46 ud af de oprindelige 149 forslag. Nationalforsamlingen gav sin blåstempling, og Macron står nu atter i en hvepserede, inden det franske senat skal tage stilling til loven. Efter i første omgang at have dæmpet gemytterne ved at etablere klimaborgertinget, synes præsidenten at have skudt sig selv i foden ved ikke at tage borgertinget mere seriøst.

På papiret lyder den nye klimalov ellers relativt omfattende: Udvidelser af lufthavne skal forhindres, indenrigsflyvninger der tager under 2,5 timer skal droppes, terrassevarmere på caféer skal forbydes, der skal være vegetardage i skolerne og emballageaffald skal begrænses – for nu bare at nævne nogle af tiltagene. Problemet er bare, at klimaforkæmpere allerede har fået smag for, hvad det kunne være blevet til. Selvom loven unægteligt gør landet mere grønt, er titusindvis af demonstranter gået på gaden i flere af Frankrigs største byer. De 149 forslag står stadig stærkt i hukommelsen, mens det franske klimaråd, Haut Conseil Pour Le Climat, synes at bakke demonstranterne op. I en rapport fra rådet understreges det, at klimalovgivningen i sin nuværende udformning vil gøre det så godt som umuligt for Frankrig at lave op til målsætningerne fra Parisaftalen.

Gennem sin embedstid har Macron ikke været bleg for at markere sig som en en vigtig klimaforkæmper på den internationale scene. Da Donald Trump trak USA ud af Parisaftalen, udtalte Macron, at hans ambition var at “gøre planeten great igen“. Men hvis man spørger klimarådet og de franske klimaaktivister, har præsidenten ikke handlet på de store ord. Samtidig brokker dele af erhvervslivet sig over, at klimalovens tiltag faktisk er for vidtrækkende. Diskussionen er ren gift for Macron – særlig med udsigten til næste års præsidentvalg. De Gule Veste viste med al tydelighed, at klimahåndteringen er en hårfin balancegang. Alligevel bliver den franske regering ved med at snuble over den grønne dagsorden. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12