Ved du, hvor du har Venstre? Vi har mistet retningsfornemmelse. Det er efterhånden kropumuligt at finde hoved og hale i regeringens mange og pludselige herresving rundt i det politiske landskab.
At statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke ligefrem er en mand med en mission, stod klart allerede under valgkampen, men denne uge tager alligevel prisen som det mest fortættede og super-surrealistiske forløb nogensinde i dansk politik. Trukket baglæns frem er vi sammen på vej ind i den kontra-ideologiske tidsalder – en bizar æra, hvor holdninger og handlinger kan blandes frit.
Allerede på anden side i ridder-romanen ‘Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha’ bliver hovedpersonen sindsyg. Hans kamp mod vindmøller gør ham skør. Danmark har også ramt side 2 i Venstre-regeringens drejebog, for nu flikflakser regeringens ministre for alvor rundt med store armbevægelser og tilsyneladende meget lidt omtanke.
Ugen begyndte med, at Venstre-regeringen meldte ud, at bundskatten skal hæves. Ja, efter at have skåret i bl.a. kontanthjælpen, fordi det skal kunne betale sig at arbejde, skal skatten på arbejde nu pludselig hæves. Og til efteråret skal bundsskatten efter planen sænkes igen.
Absurditeterne blev dog fordoblet i går, da finansminister Claus Hjort Frederiksen forklarede tredoblingen af markedsværdien for Dong Energy med de fabelagtige vækstmuligheder for havvindmølleparker: “Dong har i de seneste år været igennem en rivende udvikling, og det har skiftet fokus fra olie- og gasproduktion til at blive verdens førende firma inden for havvindmølleparker. Det er den udvikling, der har givet den store værditilvækst,” lød forklaringen.
Men hov! I dagene forinden havde selv samme Claus Hjort Frederiksen valgt at droppe flere planlagte havvindmølleparker. Helt konkret vil Venstre-regeringen spare 8 milliarder kroner på kystnære vindmøller, som ellers var planlagt. Stik modsat de strategiske visioner i Dong Energy.
Kursen er totalt forvirret, og kampen mod vindmøller opløser jo sig selv i nonsens, når topministrene samtidig i argumenterer for, at det store guldklump i Dong Energy er netop havvindmøllerne. Man kan blive i tvivl: Er Lars Løkke, Claus Hjort & co. ved at blive rigtigt skøre? Som Don Quixote. Eller er de snarere komplet ligeglade?