Bong Joon-ho laver film som en, der ikke skylder nogen noget

Midt i hvad der kunne gå for at være en klassisk, hårdkogt restaurantslåskampscene, panorerer kameraet langsomt henover lokalet. Mens den ene af vores to tykpandede forstadsdetektiver tæver løs på en mistænkt, gør linsen et øjeblik ophold ved en tv-skærm. Her viser nyhederne en af storbyens fine politikommissærer i færd med at blive anholdt for vold og overgreb. Volden er et system, som drypper ned fra oven, fortæller den Oscar-vindende instruktør Bong Joon-ho os i mesterstykket Memories of Murder fra 2003, der torsdag fik dansk biografpremiere.

Den, altså volden, har i mellemtiden taget bo i den luddovne, apatiske strisser Park Doo-man og hans partner. De “opklarer“ kriminalitet baseret på mavefornemmelse og torturerer gerne uskyldige vidner, hvis de står og mangler en tilståelse. Den arbejdsgang bliver alvorligt udfordret, da en mere verdensvendt bykommissær sendes afsted for at hjælpe dem med at opklare en række perverterede kvindedrab, der finder sted i landsbyen, hver gang det regner. Hvis den synopsis lugter af klassisk detektivfilm, er det ikke langt fra sandheden, for Memories of Murder slår de rette takter an i forhold til genren. På mange måder forløber filmen som en pastiche over et krimidrama, komplet med 80’er spændingsmusik og mørke gyder i en retfærdighedsforladt plet på 80’ernes koreanske landkort. Der er dog få, der som Bong Joon-ho kan slippe afsted med at lægge sig så tæt op ad udtrådte genrekonventioner, nappe det bedste fra dem og ubesværet forkaste resten.

Ingen arbejderklasseynk

Bong Joon-ho har en særlig evne til ikke at indgå kedelige alliancer. Hverken med genrer, karakterer eller politiske standpunkter. Han laver film, som en, der ikke skylder nogen noget, og derfor formår han at trække nuancerne frem, hvor andre kommer til at viske dem ud. I Memories of Murder kan man i mødet mellem de to forstadsdetektiver og den fine gæst fra byen få et indtryk af, at der skal finde et værdimæssigt opgør sted mellem hjerte og hjerne og mellem instinkt og princip. Men Bong Joon-ho navigerer behændigt udenom, og viser i stedet, at de “gode“ beslutninger er væsentligt mindre omkostningsløse at træffe for dem, der har råd til det. Og at ressourcer ikke er loyale mod nogen, men til salg for den højestbydende. Det giver en styrke og agens til de mindrebemidlede antihelte, og ligesom i hans Oscar-vindende Parasite (2019) leveres klassekritikken uden den patroniserende medynk, som arbejderklassen af og til portrætteres med, fx hos Ken Loach i Sorry We Missed You (2019), hvor lidelsen ingen ende vil tage.

Det er med samme sans for nuance, Bong bygger sine karakterer. Som i førnævnte Parasite og (den lidt mindre vellykkede) Okja (2017) er historiens karakterer bygget op omkring arketyper, der tenderer det animerede. Snilden består i, at de aldrig forfalder til klichéer og altid formår at bibeholde en kompleksitet, som bærer troværdigheden. Det virker nærmest som et demonstrativt forsøg på at vise, at det selv i en aktiv omfavnelse af stereotyper skal kunne lade sig gøre ikke at forfalde til farce. Memories of Murder understreger endnu engang, at Bong Joon-ho er en af tidens mest raffinerede kunstnere ud i skildringen af alle de små måder, klasseskel komplicerer menneskets måde at omgå hinanden. Og at det er muligt at lave underholdende film efter alle kunstens regler, og samtidig afvise dem. /Asta Kongsted