Juan Barreto/AFP/Ritzau Scanpix
Mens folkehelten Egan Bernal søndag kunne kalde sig vinder af det prestigiøse cykelløb Giro d’Italia, fortsatte demonstrationerne i hans hjemland Colombia. Faktisk er der nok ikke så mange, som her har tid til at se cykelløb.
Siden 28. april har landet været på den anden ende. En foreslået skattereform har affødt omfattende protester, som sidenhen er kommet til at handle om meget mere end moms og afgifter. Med lidt god vilje kan man næsten kalde opstanden for en slags colombiansk pendant til De Gule Veste i Frankrig: Et upopulært økonomisk forslag har vækket folkedybet, der nu vil have sine bekymringer hørt. Desværre lader præsident Iván Duque bare til at være en dårlig lytter, ligesom politiet blot har optrappet konflikten. Af samme grund synes mindelige løsninger endnu langt borte.
Allerede før coronakrisen var Colombia plaget af enorm ulighed, og pandemien har kun gjort situationen værre. Landets BNP er faldet drastisk, arbejdsløsheden er steget og statskassen er svundet ind. Præsident Duque har derfor været presset til at finde nye indtægtskilder. Og voila: Tilbage i april annoncerede hans regering skattereformen “Lov om bæredygtig solidaritet”, som ville give flere skattekroner på kistebunden. Problemet var bare, at reformen syntes at ramme socialt skævt. Loftet for, hvornår lønninger ville blive hårdere beskattet, stod til at blive sænket, hvilket gjorde den colombianske middelklasse nervøs. Samtidig ville der blive indført en lang række nye afgifter, herunder på almindelige dagligvarer som sukker og æg, hvilket igen ville give den gennemsnitlige colombianer færre penge mellem hænderne. Mange i befolkningen havde svært ved at se, at reformen skulle være bæredygtig eller solidarisk.
Som konsekvens gik folk på gaden i protest, hvor de blev mødt af et ekstremt hårdhændet politi, som ikke er bleg for at bruge vold og tåregas. Hastigt eskalerede situationen til ikke kun at omhandle lovforslaget, men også politiets metoder. Da Iván Duque i begyndelsen af maj annoncerede, at skattereformen alligevel ikke ville blive til noget – og at den upopulære skatteminister Alberto Carrasquilla Barrera samtidig ville trække sig – var det allerede for sent: Demonstranter krævede nu mere omkalfatrende samfundsforandringer, som Duque næppe kan levere. Med til historien hører, at præsidenten i forvejen er en relativt forhadt skikkelse, og at lignende omfattende demonstrationer ramte landet så sent som i 2019. Den folkelige indignation behøvede blot gnisten, nu brænder den i lys lue.
Imens er politivolden taget til. De seneste dage er der blevet meldt om mindst 14 dræbte, hvilket har fået FN til at kræve en øjeblikkelig undersøgelse. Sideløbende har Duque beordret militær assistance til politiet, hvilket risikerer at eskalere situationen yderligere. Symptomatisk for den absurde situation har et medlem af regeringspartiet Centro Democrático udtalt, at demonstranter ikke bør græde “over ét øje“ – med henvisning til flere tilfælde, hvor demonstranter har fået alvorlige øjenskader i mødet politiet. Samtidig fremhæver regeringen, at demonstranternes omfattende vejblokader koster en landet formue, hvilket har ført til nye demonstrationer mod blokaderne. Alt sitrer i Colombia – og end ikke Egan Bernals cykel-triumf ser ud til at kunne opbløde den anspændte stemning. /David Dragsted