Martin Bureau/AFP/Ritzau Scanpix
Elitesport er sygt hårdt. Det er både fysisk og psykisk strabadserende. Hvad hvis man vågner og ikke lige, føler, at man “er i stødet“? Det er der ikke noget, der hedder. Varen skal leveres, presset må man leve med. “Pres er et privilegium – det kommer kun til dem, der har gjort sig fortjent til det,“ har tennisspilleren Billie Jean King, der vandt 39 Grand Slam-titler, sagt. Hun mener det så meget, at det er titlen på hendes memoirer.
Men pres kommer også i forskellige afskygninger. Man kan vinde og vinde og have det ad helvede til. Man kan selvfølgelig også være syg af bekymringer og tabe. I 1990 vandt den ecuadorianske tennisspiller Andrés Gómez Grand Slam-turneringen French Open over André Agassi. Selv om Agassi kun var 19 år, og det var hans første Grand Slam-finale, var det noget af en overraskelse, at han tabte, for han var på vej mod toppen.
Under kampen havde Agassi imidlertid kun én ting i tankerne, og det var, om hans toupé ville falde fra hinanden. Han var ved at blive skaldet i en tidlig alder og havde skjult problemet med en vilter paryk med langt hår i nakken og pandebånd udover. Men aftenen inden finalen faldt den fra hinanden, da han var i bad, og da han kun havde dette ene eksemplar, forsøgte han og hans bror at få den til at hænge sammen ved hjælp af stifter. I sin selvbiografi Open (2009) fortæller Agassi, at han inden kampen bad til Gud “ikke om sejr, men om at min paryk ikke ville af“. Først fem år senere holdt han op med at bruge den.
Atleternes mentale sundhed
Okay, måske lyder André Agassis isse-problemer som et dårligt eksempel på pres. Men man må respektere, at det fyldte ham med bekymringer og angst på det tidspunkt. For to dage siden droppede den 23-årige japanske tennisspiller Naomi Osaka ud af den samme turnering, French Open. Hun havde på forhånd meddelt, at hun ikke var til sinds at deltage i pressemøder efter kampene. “Jeg har ofte følt, at folk ikke tænker på atleters mentale sundhed,“ skrev hun på Twitter d. 26. maj. Hun syntes, at det navnlig kom til udtryk på pressemøderne. “Jeg har set mange klip med sportsfolk, der bryder sammen til pressemødet efter at have tabt en kamp, og det ved jeg, at I også har. Jeg mener, at hele den situation er at sparke til en, der ligger ned, og jeg forstår ikke rationalet bag.“
Selv om Naomi Osaka sådan set i sit opslag på Twitter forklarede sit rationale meget klart, gik French Open straks i gang med at tildele hende bøder for ikke at møde op, ligesom en lang række kritikere straks var på nakken af hende. Kunne en af verdens absolut bedste og rigeste sportsfolk (Osaka har i det seneste års tid tjent 55 mio. dollars i sponsorater og præmiepenge) virkelig tillade sig at opføre sig så arrogant?
Mandag trak hun sig ud af turneringen og uddybede – langt ud over, hvad nogen burde kunne forlange – at hun ikke havde forudset sådan et rabalder, men “sandheden er, at jeg har kæmpet med lange anfald af depression siden US Open i 2018, og at jeg har svært ved at håndtere det.“ Hun skrev også, at alle, der kender hende, ved, at hun er indadvendt, og at hun bliver ramt af “kæmpe bølger af nervøsitet“, når hun skal tale med verdenspressen.
Ganske venligt undskyldte hun over for de journalister, hun har talt med, der måtte føle sig ramt. Men sandheden er, at netop pressemøder må være forfærdelige at stå igennem for sportsfolk, hvis man ikke finder en eller anden overlevelsesmekanisme. Løsningen er typisk, at man besvarer de mange dumme og repetitive spørgsmål med neutrale, intetsigende formuleringer, som ikke kræver nævneværdig hjerneaktivitet. Resultatet er utilfredsstillende for alle parter, og som tv-seer tænker man uvilkårligt, at sportsfolk virker tomhjernede.
Er der sportsfolk, som synes at nyde pressemøder? Fodboldklubben Liverpool F.C.’s tyske træner Jürgen Klopp er ofte decideret morsom ved pressemøder, men at det skulle være en nydelse for ham, er nok at tage munden for fuld. Så er der pressemøder, som er mindeværdige af andre årsager. I 1995 blev Manchester Uniteds store franske fodboldspiller Eric Cantona suspenderet for resten af sæsonen, efter at han havde lavet et kung fu-spark mod en tilskuer, der havde råbt ukvemsord efter ham. Da det engelske fodboldforbund havde udmålt sin straf, var der pressemøde med Cantona. “Når mågerne,“ sagde han og drak lidt af et glas vand, “følger efter trawleren, er det, fordi de tror, at der vil blive smidt sardiner i vandet.“ Så sagde han “mange tak“ og rejste sig og gik. Det var nærmest en performance.
Hvad med Naomi Osaka? Som elitesportsudøver har hun betalt en høj pris for ikke at ville tale med pressen. Hun har forladt en tennisturnering, hun formentlig ville have vundet. Det gode er, at hun får opbakning fra mange sider, også fra sine sponsorer, heriblandt Nike. Der er generelt ikke megen fokus på mental sundhed i sportsverdenen. Med lidt held kommer der det nu – takket være Naomi Osaka. /Oliver Stilling