Kære læser

En syg kultur

Folketingsvalg2011. Valg fest for Socialdemokratiet på Vega

Det burde ikke være sådan, men der er altid grund til at være på vagt, når chefen med personaleansvar i en virksomhed eller en organisation siger om en betændt intern sag, at den er behandlet lige “efter bogen“.

Berlingske havde i weekenden en hårrejsende historie om en (nu forhenværende) fremtrædende mandlig medarbejder i Socialdemokratiet, som trak et spor af overgrebssager efter sig. Det er en lang og velresearchet artikel, der åbner sig som en Pandoras æske af ubehageligheder for hvert afsnit, man læser, og som efterlader et indtryk af et parti, der (stadig) er præget af en syg kultur og dilettantisk håndtering af personalesager flere år efter, at #MeToo-bevægelsen fik luft under vingerne.

I alt syv kvinder – heraf en række anonyme – fortæller, at de har været genstand for stærkt grænseoverskridende adfærd fra den omtalte mand (hvis identitet avisen har valgt at sløre). En række af sagerne går flere år tilbage, men den seneste er fra efteråret 2020.

Hanne Agergaard, 27, havde været praktikant hos Socialdemokratiet på Christiansborg i to døgn, da hun for et lille års tid siden tog ind på det københavnske værtshus Toga Vinstue med de andre praktikanter. Ved et bord sidder den mandlige ansatte sammen med en kollega. Hun har mødt ham før, for det er ham, der netop har sat hende og en række andre nye medarbejdere ind i den store socialdemokratiske fortælling.

Ifølge Agergaard siger han pludselig til hende, at han “har lyst til at kneppe hende“. Da hun senere står i baren, kommer han hen til hende og tager fat i hendes hoved med begge hænder: “Mens han holdt fast i mit ansigt, begyndte han at kysse mig. På kinden, på munden, ned ad halsen, og han slikkede mig i øret. Min hjerne gik helt i stå, og jeg tænkte ‘hvad sker der?’,“ siger hun.

Hun har det dårligt med episoden, og efter en måned tager hun mod til sig og fortæller om den til folketingsmedlemmet Camilla Fabricius. Herefter bliver hun indkaldt til møde med partiets sekretariatschef Lisa Schmidt og HR-chefen, som synes at tage henvendelsen meget seriøst. En uge senere ringer HR-chefen imidlertid til Agergaard og siger, at sagen nu er “klaret“. Men hvordan den er “klaret“, kan Hanne Agergaard ikke få at vide; hun bliver spist af med noget forblommet sludder om den europæiske databeskyttelsesforordning GDPR.

Men kalorius figurerer stadig i vagtplanen, kan praktikanten se. Som månederne går, oplever Hanne Agergaard, at kendskabet til historien begynder at sprede sig til folkevalgte og ansatte i partiet. Sidst i oktober foreslår HR-chefen så Agergaard, at hun selv – altså Agergaard – kan tage en snak med manden, så de sammen kan få lagt sagen bag sig.

Efterfølgende sættes et nyt møde op med sekretariatschefen og HR-chefen, og ligesom på det første møde har Hanne Agergaard sin praktikantkollega Christina Madsen med som bisidder, og hun kan bevidne, at “stemningen i rummet“ nu er en helt anden end ved det første møde. “Det var ubehageligt fra det øjeblik, vi kom ind,“ udtaler hun. På mødet siger sekretariatschefen, at sagen er håndteret efter bogen, og at bemeldte mandlige ansatte vil blive afskediget, hvis han gør noget lignende igen.

“Jeg prøvede meget pædagogisk at forklare, hvorfor jeg ikke bare havde lagt episoden bag mig. Hvorfor jeg følte, at meget stadig var uafklaret,“ siger Hanne Agergaard. “Sekretariatschefen Lisa Schmidt virkede mere og mere frustreret over, at jeg ikke bare droppede sagen. Hendes stemme blev højere og højere, hver gang hun understregede, at der var handlet efter bogen. Jeg spurgte ‘hvilken bog?’. Og så udbrød hun frustreret og højlydt – nærmest råbte mig ind i hovedet – at jeg skulle forstå, at sagen var behandlet efter bogen.“ Hanne Agergaards praktikantkollega bekræfter hendes beskrivelse af mødet: “Hanne var meget rolig, men hun blev skældt ud.“

Systemiske fejl

Når vi tillader os at gengive noget, der umiddelbart kunne ligne et banalt sagsforløb så indgående, er det ikke, fordi vi fortaber os i detaljer. Det alvorligste her er så afgjort den krænkende og grænseoverskridende adfærd i et ulige magtforhold, men når en systemisk fejl, en syg kultur, en bedaget måde at håndtere tingene på, fører til, at tingene løber ud i sandet, så er det næsten lige så slemt. Overgrebet bliver dobbelt. Og som Berlingskes politiske kommentator Bent Winther er inde på i en kommentar i dagens avis, så må man spørge sig selv, om Socialdemokratiet overhovedet ikke har lært noget af de sager partiet har haft med tidligere overborgmester Frank Jensen, forhenværende boligminister Carsten Hansen og Jeppe Kofod, der stadig sidder som udenrigsminister. Og hvad med statsminister Mette Frederiksen, der tidligere har skrevet på sin Facebook-side, at “jeg bakker op om alle de kvinder, der nu siger fra“?

Overgreb kan opleves forskelligt, og man skal passe på med at graduere folks oplevelser ud fra ‘objektive’ kriterier. Men nogle af historierne om den nu tidligere mandlige medarbejder i Socialdemokratiet, som anonyme kvinder fortæller om i Berlingskes artikel, er så grelle, at partiet selv burde have opsnuset dem og sendt ham ud i mørket på røv og albuer med det samme. Socialdemokratiet – og alle andre partier – bør se indad og få ryddet op, og det skal ske på eget initiativ. /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12