Nyhedsanalyse

Sachsen-Anhalt: en saltvandsindsprøjtning til CDU

Ronny Hartmann/AFP/Ritzau Scanpix

Krisen er indtil videre afværget for kristen-konservative CDU. Frygten var, at søndagens delstatsvalg i Sachsen-Anhalt ville cementere partiets deroute, men resultatet blev i sidste ende opløftende: CDU står til at løbe med hele 37 pct. af stemmerne i den østtyske delstat, hvilket må ses som en klokkeklar sejr for kansler Merkels parti. Den sidste store styrkeprøve inden forbundsvalget i september har pludselig givet grund til uventet optimisme. Højrepopulistiske Alternative für Deutschland (AfD) blev holdt nogenlunde fra døren, og fokus kan nu rettes mod det afgørende opgør med De Grønne.

For netop De Grønne blev valget i Sachsen-Anhalt ikke den solstrålehistorie, man måske havde håbet på. Det var ellers ikke fordi, partiet som sådan havde forventet noget stort resultat i delstaten, hvor klimapolitikken kun spiller en mindre rolle for vælgerne. Men skuffende nok synes det momentum, som De Grønne har nydt godt af i løbet af foråret, end ikke at kunne spores i valgresultatet. Med blot seks pct. af stemmerne må De Grønne nu nedtysse delstatsvalgets betydning og forsøge at komme hurtigt videre. Det samme gør sig i dén grad gældende for den tyske venstrefløj. Socialistiske Die Linke og socialdemokratiske SPD, der står til henholdsvis 10,7 pct. og 8,2 pct. af stemmerne, kan dårligt se valget i Sachsen-Anhalt som andet end en slem snitter. Skuden må og skal vendes for de røde førend det afgørende valg i september.

Heller ikke for AfD kan være ovenud begejstret for resultatet i Sachsen-Anhalt. Partiet står klart stærkest i det østlige Tyskland, og meningsmålinger havde på forhånd givet det kontroversielle parti grund til at juble. Imens holdt mange tyskere vejret i spænding: Ville dette blive delstatsvalget, hvor AfD blev det største parti? I sidste ende blev det dog til en lettere tilbagegang for højrepopulisterne, der med 21 pct. af stemmerne stadig har et stykke vej op til CDU. Meget kunne tyde på, at AfD’s store fokus på coronarestriktionerne (som partiet har kritiseret i ét væk) var et fejltrin. Den pandemiske skude i Tyskland er langsomt ved at vende, og restriktionerne er ikke længere den varme, populistiske kartoffel, som de hidtil har været. Når det kom til stykket foretrak mange vælgere tilsyneladende den stabilitet, som CDU kan tilbyde som hofret. Med til historien hører, at CDU’s mangeårige forbundskansler i Sachsen-Anhalt, Reiner Haseloff, fortsat nyder bred folkelig opbakning i delstaten.

Hvis der skulle være grund til bekymring hos CDU efter søndagens valg, skulle det da netop være dette: At partiets opbakning i Sachsen-Anhalt, jævnfør Haseloffs popularitet, ikke partout er repræsentativ for det bredere Tyskland. Delstatsvalget giver den saltvandsindsprøjtning, CDU havde brug for, men med sejren i hånden risikerer partiet også at gå sovende mod et nederlag til september. CDU-formand Armin Laschet – der i sidste ende trak det længste strå i kampen om at blive kanslerkandidat for CDU og det bayerske søsterparti CSU – er ofte blevet kritiseret for sin lidt passive tilgang til valgkampen, og med resultatet i Sachsen-Anhalt vil der næppe blive rykket ved den metodik.

Som Süddeutsche Zeitung pointerer, er passiviteten dog også taktisk: Efter et sløjt forår er CDU lige så stille begyndt at kravle opad i meningsmålingerne, og tendensen ventes at fortsætte i takt med, at stadigt flere tyskere får deres coronavaccine. Så længe CDU samtidig skal undgå at bløde vælgere til AfD i øst, De Grønne i syd og SPD i vest, kan der være god ræson i at holde valgretorikken generel og forsonende for ikke at frastøde de forskelligrettede vælgergrupper. Hellere gøre ingenting, slå sig op på den klassiske konservative stabilitet og så ellers vente på at konkurrenterne laver fejl. Lige så kedelig taktikken er, lige så givtig kan den vise sig at være.

Tilbage står De Grønne med spørgsmålet om, hvorvidt “Baerbock-effekten“ – begejstringen for partiets kanslerkandidat Annalena Baerbock – kan holde frem mod september. Resultatet i Sachsen-Anhalt kan måske agere ubehagelig påmindelse om, at partiet ofte har præsteret bedre i meningsmålingerne end på selve valgdagen. Tricket må imidlertid være at holde fast i, at Sachsen-Anhalt ikke er repræsentativ, og i stedet se på de historisk gode takter, som partiet hidtil har vist i valgkampen. Med søndagens CDU-sejr er spændingen blot øget frem mod forbundsvalget i september – men den tyske fremtid kan fortsat vise sig at blive grøn. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12