PDSA UK/Handout/Ritzau Scanpix
En af journalistikkens svøber er, at nyhedens interesse hurtigt fortoner sig. Eksempel: Sankthansaften 2003 slår lynet ned i Ottar Larsens hus i Stege på Møn, og pludselig står han og konen uden tag over hovedet. Spændende historie, masser af human interest, og dagen efter står medierne i kø for at høre Ottar Larsens “version“. Men hvordan gik det siden? Blev huset bygget op igen? Ingen aner det, for medierne er videre til noget nyt og andet. Det er deres natur.
Men det er ikke altid, at ting og hændelser går i glemslen. For otte-ni måneder siden skrev Føljeton om en gambiansk kæmperotte ved navn Magawa, som udmærkede sig ved sit arbejde som minerydder i Cambodia. Magawa var gennem et år blevet trænet til at kunne snuse sig frem til en kemisk komponent i sprængstoffer, og på bare 30 minutter kunne han rydde et område svarende til en tennisbane, hvilket ville tage et menneske 3-4 dage. Magawa havde den fordel, at han kun vejede 1,2 kilo, og man skal åbenbart være tungere for at detonere en landmine.
Historien meldte ikke noget om, hvor mange gambianske kæmperotter, der var blevet sprængt i luften, men det var også ligegyldigt. Det korte af det lange var, at Magawa efter fem års tjeneste hos den belgiske minerydnings-ngo APOPO havde fået en britisk fortjenstmedalje, der normalt kun er forbeholdt heroiske hunde. Og så hørte man ellers ikke mere om Magawa…
… lige indtil forleden. Nyhedsbureauet Associated Press har nemlig fulgt op på historien om verdens mest succesfulde landminerydderrotte: Magawa er blevet syv år, og nu skal han på pension. “Selv om han er ved godt helbred, har han nået pensionsalderen og er tydeligvis blevet langsommere,“ lyder det i en pressemeddelelse fra APOPO. “Tiden er inde.“
Danske udlændingeministres beskaffenhed
Ligesom APOPO på et tidspunkt har fundet ud af, at den her type rotte er dygtigere end eksempelvis hunde til at opsnuse landminer, ja, så har danske statsministre længe haft flair for at sætte de helt rette typer til at varetage posten som udlændingeminister. I første halvdel af 00’erne var det Bertel Haarder (V), som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) mente havde tilstrækkelig med løjtnant- og partiloyalitet til at udføre de grimme udlændingestramninger. Det gjorde Haarder uden at kny, og i dag, hvor hans pensionering fra Folketinget nærmer sig, vil han bare gerne huskes som “en god kammerat“, har han sagt.
Da Lars Løkke Rasmussen (V) blev statsminister i 2015, gjorde han Inger Støjberg (UFG) til udlændinge- og integrationsminister, og så kunne hun ellers stramme og stramme, og da hun i 2017 fejrede andres ulykke med kage, var det nærmest, som om regeringens udlændingepolitik ikke havde noget med Løkke at gøre, fordi Støjberg virkede som helt sin egen og helt uden for pædagogisk rækkevidde.
Da Mette Frederiksen (S) blev statsminister i 2019, viste hun og hendes nære rådgiver Martin Rossen sig som menneskekendere, da de placerede partifællen Mattias Tesfaye i Udlændinge- og Integrationsministeriet, hvorfra han hurtigt begyndte at lancere udlændingepolitiske tiltag, der lå langt til højre for noget Inger Støjberg havde disket op med. Men stilen er mere stille, mere embedsmandsagtig og møjsommelig og mindre bebrejdende over for minoriteter. Det er bare nødvendighedens politik, der udføres – streger, der trækkes på et kort.
Komponisten Benjamin Koppel har adskillige uger forsøgt at få Mattias Tesfaye i tale. Koppel og kræfter omkring ham har startet Facebook-gruppen #IKKEIVORESNAVN, der stille og roligt ønsker, at “regeringen fører en anstændig, medmenneskelig og retfærdig flygtningepolitik, baseret på tolerance, ærlighed og empati“. Dvs. lige ud ad landevejen og egentlig meget dansk.
Mandag lykkedes det endelig Koppel at få et møde med ministeren i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Det var berammet til en halv time, men kom til at vare fem kvarter, skriver han på Facebook under overskriften “et godt, men beskæmmende møde“. Koppel fortalte Tesfaye, hvorfor mange danskere er “fortvivlede“ over den danske udlændingepolitik. Han sagde bl.a., at den danske regering med sin enegang i forhold til at ville sende herboende syriske flygtninge tilbage til Syrien underminerer det internationale samarbejde. Og at Danmark er et privilegeret og rigt land, der bør kunne “tage sig bedre af samfundets svageste – mennesker, der er flygtet fra krig“. Osv.
Tesfaye tog sig angiveligt god tid til at lytte. Men da Koppel havde talt færdig, var beskeden, at beslutningen om at sende syrerne ‘hjem’ var truffet, og at regeringen ikke var i tvivl om, at det var den rigtige beslutning.
Koppel slutter sin beretning af med en bemærkning om, at store beslutninger normalt altid vil følges af en tvivl om, hvorvidt det man gør, er det rigtige – men åbenbart ikke længere i Socialdemokratiet, hvor tvivl er blevet fortrængt af politisk strategi, “hvor regeringen ønsker at bilde sig selv og sine vælgere ind, at man gør så rigeligt for flygtninge i nærområder, og derfor godt kan forsvare at have en ambition om nul asylansøgere i Danmark. Flaget er tonet rent. Kursen er sat.“ Suk. /Oliver Stilling