Daniel Leal-Olivas/AFP/Ritzau Scanpix
Det vækker minder om et mystisk, men velkendt drømmefænomen: Du løber så hurtigt, du kan, men rokker dig næsten ikke ud af flækken. Som foregår alting i slowmotion; som holdes du tilbage af en usynlig barriere, der bremser dine bedste atletiske indsatser. G7-landenes klimaplaner ligner en spurt, men er snarere et løb på stedet. Et løb, der ikke bringer verden særligt meget tættere på en grøn (for)løsning.
Scenen er set mange gange før: Da deltagerne på weekendens G7-topmøde – Boris Johnson, Justin Trudeau, Emmanuel Macron, Mario Draghi, Yoshihide Suga, Joe Biden og Ursala von der Leyen – skulle fortælle om frugterne af deres klimadiskussioner, skete det i vidtløftige, håbefulde vendinger. Kulindustrien skal afvikles, fattige lande skal have penge til at bekæmpe klimaforandringerne, biodiversiteten skal reddes, der skal laves en vestlig pendant til Kinas nye silkevej, salget af fossilbiler skal udfases, og der skal ske drastiske nedskæringer i landenes drivhusgasudledninger.
Intentionen er så god, men eksekveringen så mangelfuld. Havde man håbet på mere håndfaste tiltag i Cornwall (hvor topmødet blev afviklet), måtte man gå skuffet hjem. For det allervigtigste i G7-landenes klimaplaner var forunderligt nok fraværende: konkrete deadlines. Det står stadig hen i det uvisse, hvornår og hvordan man ønsker at få afviklet kulindustrien og fossilbilerne, ligesom de fattige lande heller ikke blev meget klogere på, hvornår de ville få deres lovede penge. De prominente verdensledere fik højhelligt sagt “wir schaffen das“, men gjorde ikke meget for at overbevise omverdenen om, at der er bund i ambitionerne.
I en vis forstand var G7-mødet dermed også en nedslående optakt til COP26-topmødet, der løber af stablen i Glasgow i november. Klimaaktivister havde måske håbet, at et slagkraftigt G7 ville sende et opbyggeligt budskab om, at de rigeste nationer langt om længe har indset alvoren – og at COP26 derfor vil kaste en ny landvinding à la Parisaftalen i 2015 af sig. Men virkeligheden tegner sig nu mindre rosenrødt: Når G7-landene – der tilsammen står for godt en fjerdedel af verdens udledninger – fortsat undlader at gå forrest i konkret handling, vil andre lande nok også være modvillige, når klimatopmødet løber af stablen.
Helt tragikomisk blev det i Cornwall, da man valgte at forny løftet om, at verdens fattige lande skal have 100 mia. dollars om året til at bekæmpe klimaforandringerne og satse på vedvarende energi. Det samme løfte blev givet tilbage i 2009 med en deadline i 2020, men blev altså aldrig til noget – bl.a. som følge af coronakrisen (sådan lyder undskyldningen i hvert fald). Nu skulle den imidlertid være god nok: G7-landene lovede, at løftet stadig står ved magt, uden dog at specificere, hvordan det denne gang skal indfries.
At dette var et af G7-landenes helt store klimanumre viser vel meget godt, hvorfor mødet var en skuffende omgang. Ret beset svarer det til at give en gave, man allerede har givet før – og så endda en gave, som har været defekt og uden byttemærke. De deltagende regeringsoverhoveder kan måske klappe hinanden på ryggen og prise deres egen filantropi. Men det bringer ikke verden meget tættere på at afværge klimakatastrofen. /David Dragsted