Nyhedsanalyse

El Salvador: Et nyt bitcoin-paradis?

Jose Cabezas/Reuters/Ritzau Scanpix

El Salvador er hoppet på bitcoin-vognen – big time. Og som det ofte er tilfældet med tiltag centreret om verdens første digitale valuta, står eventyret til at blive farverigt. På godt og ondt. I sidste uge annoncerede landets præsident Nayib Bukele, at El Salvador som det første land i verden vil begynde at bruge bitcoin som officiel valuta. Få dage senere blev den overraskende udmelding til vedtaget lov, hvorfor salvadoranere fra september vil kunne betale for alting med den omdiskuterede kryptovaluta.

Bitcoin vil simpelthen blive betragtet på lige fod med landets anden officielle valuta, den amerikanske dollar. Bukele har i ren begejstring givet sig selv laser-øjne på Twitter (en udbredt måde at signalere på internettet, at man går ind for kryptovaluta) og skriver nu om, at landets vulkaner skal bruges til at udvinde bæredygtige bitcoins. Man foranlediges næsten til at tro, at El Salvador er blevet fanget i en futuristisk feberdrøm. Der er dog en mening med galskaben – sådan da. Selvom præsident Bukeles bitcoinbegejstring kan synes overilet (det vender vi tilbage til), findes der faktisk flere gode grunde til at gennemføre et bitcoin-sats i El Salvador.

Bitcoin er, groft skitseret, en såkaldt decentraliseret valuta, der bryster sig af sin smarte blockchainteknologi og dertilhørende muligheder for nemme pengetransaktioner. Kryptovalutaen giver kort fortalt folk mulighed for at overføre penge digitalt, selvom de ikke har en normal bankkonto. For El Salvador er det smart af særligt to årsager: Dels har op mod 70 pct. af landets befolkning ikke nogen bank, dels er en stor del af El Salvadors økonomi – det, der svarer til godt 25 pct. af landets BNP – bundet op på såkaldte rimesser; penge, som salvadoranere bosat i udlandet sender hjem til deres familier.

Normalt rammes rimesser af kostbare bankgebyrer, hvilket er et problem, når store dele af El Salvadors befolkning i forvejen har begrænsede penge at gøre godt med (ifølge Verdensbanken har op mod en tredjedel af salvadoranerne mindre end 34 kr. at leve for om dagen). Med bitcoin-overførsler vil gebyrerne kunne undgås, hvilket vil give folk flere penge mellem hænderne. Sådan lyder Nayib Bukeles argument i hvert fald. Dertil kommer præsidentens noget mere spekulative overvejelser om, at det generelt vil gavne El Salvadors økonomi, hvis det latinamerikanske land bliver et nyt mekka for bitcoin-investeringer.

Bitcoin Beach 

Ikke overraskende har nyheden om præsident Bukeles bitcoin-omfavnelse skabt begejstring blandt mange kryptoentusiaster. De håber, at nyheden vil kunne skabe en dominoeffekt. Hvis andre lande følger El Salvadors eksempel, vil det måske legitimere bitcoin som en lødig, brugbar valuta – og forvandle dets ry som et utilregneligt og energislugende spekulationsobjekt.

Til gengæld virker Den Internationale Valutafond (IMF) noget forbeholden over for salvadoranernes fikse idé. “At tage bitcoin til sig som lovligt betalingsmiddel rejser en række makroøkonomiske, finansielle og juridiske problemer, som kræver meget nøje analyse,“ lyder det fra IMF-talsmanden Gerry Rice efter lovændringen. Det kunne umiddelbart virke som dårligt nyt for El Salvador, når nu landet håber at kunne låne en mia. dollars fra valutafonden.

Det største problem ved at bruge bitcoin (og det er her, Bukele for alvor rammer forbi målet) er dog, at kryptovalutaen langt hen ad vejen er et utilregneligt og energislugende spekulationsobjekt. Hvis målet vitterligt var at sikre salvadoranerne nem adgang til pengeoverførsler, virker det meget mærkeligt, at præsidenten ikke satser på en anden, mere stabil kryptovaluta – eksempelvis en kryptovaluta, hvis kurs følger dollaren.

Alene de sidste par måneder har bitcoin oplevet voldsomme prisudfald, hvor valutaens værdi stiger med mange tusind kroner fra ét øjeblik til et andet. Med andre ord er bitcoin ekstremt dårligt egnet som hverdagsvaluta, da beløbet, du eksempelvis betaler for en banan, hurtigt kan blive en mindre formue værd – eller omvendt. Hvis man tager med i ligningen, at fattigdom som nævnt er udbredt i El Salvador, virker det som en ekstrem leg med folks penge. For slet ikke tale om, at præsident Bukele har noget af en uddannelsesopgave foran sig. Ikke nok med, at folk skal lære at bruge kryptovaluta, så har El Salvadors befolkning et af de laveste internetforbrug i Latinamerika.

Nayib Bukele vil måske pege på den lille salvadoranske fiskerby El Zonte, også kendt som Bitcoin Beach, der forsøgsvis har levet med bitcoin gennem en længere periode –med nogenlunde succes. Men andre vil pege på præsidentens underliggende motiver: Bitcoin-satset ligner først og fremmest et diplomatisk træk, der skal frigøre El Salvador fra amerikansk indflydelse. Det latinamerikanske land har de senere år distanceret sig mere og mere fra USA og i stedet vendt blikket mod Kina som ny potentiel mæcen. Så længe El Salvador er afhængig af den amerikanske dollar, vil man dog stadig være afhængig af amerikansk pengepolitik. Bitcoin tilbyder en kreativ vej ud af den kattepine.

Og nå ja, så bliver der også spekuleret i, om El Salvadors bitcoin-eventyr ikke snarere vil give landets mange bander nem adgang til hvidvask, da regeringen vil gøre det muligt at veksle gnidningsfrit mellem bitcoin og dollars. Nayib Bukele er i hvert fald tidligere blevet beskyldt for at samarbejde med banden MS13, hvilket sætter den pludselig orientering mod kryptovalutaen i et lidt mærkeligt lys (bitcoin er tidligere – og nogle gange uberettiget – blevet beskyldt for at være en foretrukken møntfod hos kriminelle). Hvad præsidentens reelle motiver er, forbliver dog mestendels gætværk. Men laserøjne, det har han fået – og snart skal El Salvador overbevise resten af verden om, at den digitale valuta ikke bare er et lukrativt meme, men fremtidens møntfod. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12