Nyhedsanalysen

Derfor skal du se EM i fodbold

Europamesterskabet i fodbold bliver mere og mere interessant for hver dag, der går. Det vil sige: Interessant for folk, der ikke nødvendigvis synes, at fodbold er det vigtigste i verden.

Først faldt den danske spiller Christian Eriksen om med hjertestop i landskampen mod Finland lørdag aften. Gudskelov blev han genoplivet af et par lægebrødre og ligger nu til udredning på Rigshospitalet, hvorfra han “vil heppe på drengene“ under de næste par puljekampe. Tænk på, hvor mange mennesker, der melder sig til førstehjælps- og hjertestarterkurser over hele verden lige nu. Det er sommerfugleeffekten med Christian Eriksen som en kæmpestor og elsket sommerfugl.

Dertil kommer måden, som holdkammeraterne håndterede og bearbejdede den skræmmende oplevelse på. De græd, talte med krisepsykologer og satte ord på deres følelser. Totalt moderne og smittende, ikke en masse macho-pis. Hvem ved, måske vil færre rodløse unge mænd søge ind i destruktive og umælende fællesskaber. Måske må en rockerbande lukke et klubhus et sted i udkantsdanmark, fordi de ikke længere kan hverve nok nye medlemmer.

Tirsdag aften var der så et par nye situationer ved EM-slutrunden, der også bør have almenhedens interesse. I landskampen mellem Frankrig og Tyskland fangede et af tv-kameraerne en meget sær episode mellem den tyske forsvarsspiller Antonio Rüdiger og den franske midtbanespiller Paul Pogba. I kampe på det her plan er det normalt, at spillerne løber og skubber til hinanden og forsøger at tirre hinanden verbalt. Men i det 44. minut går Rüdiger tæt op bag Pogba og bider lidt i området omkring hans højre skulderblad, mens han lægger sine håndflader på hans brystmuskulatur (det, vi i fitness-miljøet kalder pectoralis). Det er ikke normal praksis.

Når man ser billederne i slowmotion, bliver man ikke klogere på, hvad der mon går gennem hovedet på Rüdiger i de sekunder. Det virker, som om han bider pr. instinkt, og der er noget erotisk over måden, han gør det på, som vækker mindelser om den måde, Tom Cruise kærtegner Nicole Kidman på i Stanley Kubricks sidste film Eyes Wide Shut (1999). Pogba reagerer med bestyrtelse og hidkalder dommeren, som ikke helt forstår, hvad det er for et spil, der foregår.

Det, der giver optrinnet ekstra kant, er, at Rüdiger bærer en særlig sort maske på grund en ansigtsskade, som han har pådraget sig i en kamp tidligere på sæsonen. Lige idet han bider Pogba, ligner han lidt en enorm flagermus – og hvis man først får den tanke, dukker hele det forgangne corona-rædselsår op i ens hjerne. Pogba sagde efter kampen, at han og Rüdiger er venner, og at han ikke tager på vej over hændelsen, så alt er godt trods Rüdigers tvetydige signaler.

Vand og Coca-Cola

Og der er mere. Ifølge The Guardian faldt læskedrikproducenten Coca-Colas markedsværdi med ca. fire mia. dollars omtrent samtidig med, at den portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo deltog i et pressemøde efter Portugals landskamp på udebane mod Ungarn. Den 36-årige Ronaldo, der er kendt for at være lidt af en sundhedsfreak, indleder pressemødet med fjerne to flasker Coca-Cola, som står foran ham. Han rykker dem et stykke ud til siden og hæver så en flaske med et gennemsigtigt indhold, mens han siger, “vand“, før han efter en kort pause tilføjer, “Coca-Cola…“ Og her er det, som om han vil sige noget mere, at han har mere på hjerte, men det kommer ikke ud, for i det samme bliver han vist afbrudt af en pressemand.

Coca-Cola er hovedsponsor for det europæiske fodboldforbund Uefa, der arrangerer EM, og set fra den synsvinkel er det ikke optimalt, at en af de største stjerner (med næsten 300 mio. fans på Instagram) sidder og disser deres søde, brune, klæbrige læskedrik. Og hvad så nu? Er det begyndelsen på enden for Coca-Cola? Vil børn, som drømmer at blive lige så gode som Ronaldo, fremover foretrække vand fra hanen? Det kan man da håbe. Det er dog lykkedes danske TV2 at finde en person, som mener, at Ronaldo har gjort i nælderne. Det drejer sig om en Simon Bastiansen, der er “sponsorekspert“ og direktør for strategiske partnerskaber i medie- og contentbureauet, dentsu X.

“Det, at Ronaldo fjerner flaskerne og fremhæver vand, står for hans egen regning. Det kommer til at få konsekvenser enten for Ronaldo eller det portugisiske fodboldforbund, der får en stor bøde. Det svarer til, at man går hen og dækker et af sponsorernes logoer på en pressevæg,“ siger Bastiansen.

Det er fodbold. Alt kan ske. Måske er verden på vej i en bedre retning. Følg med på tv. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12