Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix
De gamle grækere var altså gode til at lave tankeeksperimenter. Tag bare paradokset om Theseus’ skib, som efterhånden har frustreret filosoffer i et par årtusinder. Ifølge myterne fik helten Theseus – ham, der dræber Minotauros i labyrinten i Knossos – gradvist udskiftet alle delene på sit skib, så det til sidst fremstod spritnyt… eller gjorde det? Heri ligger nemlig dilemmaet: Hvis alting skiftes ud, så intet af det originale skib står tilbage, er der så stadig tale om det samme skib?
Ah ja, dét spørgsmål kan da virkelig få de små grå op i omdrejninger. Mulighederne for variationer er tilmed endeløse. For hvad nu hvis der kommer nogle skibsbyggere, som tager de originale dele og bygger et identisk skib – hvilket skib er da det rigtige? Svend Åge Madsen leger med tanken i novellen “Ude af sit gode skind“: En mand drømmer om at bytte sine legemsdele med andre mennesker, men havner til sidst i en hårrejsende situation:
“Min gamle hånd bliver rakt frem mod mig, og min mund taler til mig. Så vidt jeg kan høre er det endda også mit oprindelige stemmebånd der siger: ‘Hvor har jeg glædet mig til at træffe Dem. De kender mig ikke, men jeg har de sidste par år samlet mig alle Deres legemsdele’.“
Der er en mening med galskaben, bare rolig. For er det ikke meget passende, at vi gør paradokset mere dansk end græsk? Ser man fx mod asylpolitikken, har vi efterhånden beviser nok for, at skibet har forvandlet sig til en slags Frankensteins monster. Bid for bid, stramning for stramning.
Onsdag kunne man fx læse i Ekstra Bladet om pæredanske Bjarne Toft Jakobsen, der ikke kan få familiesammenføring med sin thailandske kone Aran, eftersom parret er blevet fanget i et bizart, bureaukratisk hul.
Af uvisse årsager har Bjarne aldrig fået skrevet sin danskkarakter fra folkeskolens afgangsprøve i sit eksamensbevis, hvilket har resulteret i et afslag om familiesammenføring. Rent formelt kan Bjarne nemlig ikke dokumentere, at han har danskkundskaberne i orden. Parret har endda anmodet om at få genoptaget ansøgningen, men har igen fået afslag. Så nu er Aran rejst hjem til Thailand, selvom parret har været gift siden 2007. Og Bjarne Toft Jakobsen er mildest talt ikke imponeret over behandlingen:
“Men helt ærligt. Udlændingestyrelsen kunne jo bare ringe mig op og finde ud af, at jeg godt kan tale mit eget sprog. Det er fuldstændig absurd, at et dokument fra 1982 skal afgøre, om min kone må være i landet,“ fortæller den 54-årige til Ekstra Bladet.
Hov, fik vi lige løst Theseus’ gamle paradoks? Nej, vi snød vist lidt, for Udlændingestyrelsen er tydeligvis ikke, hvad den har været efter årrækker med drakoniske regelændringer. Hvis den umiddelbare indskydelse er, at man hellere vil møde Minotaurus end det labyrintiske asylsystem, er den nok lidt gal.
Så lad os hellere vende snuden mod Joe Biden og Vladimirs Putins møde i Genève. For her var skibet da ladet med præcis det, man kunne forvente. Det blev til et håndtryk og gensidige forsikringer om, at man ikke ønsker en ny kold krig. Men under væsentlige samtaleemner som cybersikkerhed, Ukraine og den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj, var stemningen alligevel ret kølig. Selvom Biden er ny i embedet, lignede topmødet til forveksling noget, man har set før. De to stormagter er stadig ikke bonkammerater, omend de i vanlig diplomatisk stil formår at holde på de nødvendige former. Der skal nok en filosof til at gennemskue, om der reelt er kommet noget nyt under solen. /David Dragsted