Nyhedsanalyse

Regeringskrise i Sverige: Vänsterpartiet tvinger Löfven til at gå

Anders Wiklund/TT/Ritzau Scanpix

Et flertal i den svenske Riksdag har besluttet sig for at ryste posen. Mandag röstade 181 parlamentsmedlemmer for at fælde den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven, efter en fejde om huslejepriser havde bragt særligt Vänsterpartiet helt op i det røde felt. Støttepartiet har følt sig ignoreret og trådt på, hvilket Löfven nu må bøde for. Situationen er uhørt: For første gang nogensinde, bliver statsministeren i Sverige væltet ved en mistillidsafstemning. Stefan Löfven har nu en uge til at overveje sit næste træk: Skal han udskrive valg, eller bede Riksdagens talman om at finde en ny statsministerkandidat?

Allerede efter valget tilbage i 2018 stod det klart, at Löfven måtte hive nogle kaniner op af hatten, hvis han ville fortsætte som Sveriges statsminister – en stilling, han har haft siden 2014. Små fire måneder skulle der gå, førend Löfven kunne præsentere sin nye regering, bestående af Socialdemokraterna og Miljöpartiet, med Moderaterna, Liberalerna og Vänsterpartiet som støttepartier. At særligt støttepartierne ligger langt fra hinanden ideologisk, blev understreget ved den såkaldte januaraftale, der lagde kimen til det kommende samarbejde: Heri indgik det, på krav fra midterpartierne Moderaterna og Liberalerna, at en liberalisering af huslejepriserne skulle komme på tale – en idé, som Vänsterpartiet (der med lidt god vilje kan sammenlignes med Enhedslisten herhjemme) er udtalte modstandere af.

Vänsterpartiet blev holdt ude af januaraftalen, da det vel nærmest er blevet taget for givet, at det røde parti ville holde sig på måtten. For hvilke andre muligheder havde de end at støtte en socialdemokratisk regering? At Vänsterpartiet skulle kunne få kongekabalen til at gå op på andre måder, virkede simpelthen utænkeligt. Særligt med tanke på, at Sverigedemokraterna, det svenske DF, fortsat skulle holdes uden for politisk indflydelse (Sverigedemokraterna er aldrig blevet stuerene i Sverige, hvilket ofte har været et benspænd i Riksdagen). Ligesom Mette Frederiksen næppe ligger vågen om natten af frygt for, at Enhedslisten eller SF herhjemme vil vælte regeringen (det er jo aldrig sket før), kunne Löfven sove trygt. Eller, det troede han i hvert fald.

Efter Stefan Löfven lagde op til et nyt kig på de betændte huslejepriser, sådan som statsministeren havde lovet Moderaterna og Liberalerna, kom Vänsterpartiets leder, Nooshi Dadgostar, nemlig helt op i det røde felt. Dadgostar lod (betalingsmur) Löfven vide, at spørgsmålet om huslejepriser ville være en dealbreaker for støttepartiet. Et ufravigeligt krav om man vil. Og til alles overraskelse, har Vänsterpartiet rent faktisk valgt at sætte handling bag truslen: Ved at gå sammen med Moderaterna, Kristdemokraterna og endog dødsfjenderne fra Sverigedemokraterna, har Vänsterpartiet bragt Löfven i et historisk undertal. Statsministeren er simpelthen blevet taget på sengen.

Dermed ikke sagt, at overraskelsen nødvendigvis vil føre til Löfvens endegyldige fald. Den socialdemokratiske leder er kendt som en ferm forhandler og vil formodentlig gøre, hvad han kan for at undgå et valg i utide – særligt når mandaterne i Riksdagen, paradoksalt som det lyder, stadig synes at ligge til hans fordel. En eventuel talmansrunde kan i sidste ende give magten tilbage til Löfven, også selvom der nok skal sluges nogle nye kameler undervejs. Men Vänsterpartiet har i hvert fald fået markeret, at de ikke længere kan trædes på. Og skulle det alligevel munde ud i et valg, vil de nok også blive belønnet i stemmeboksen. Tænk, at et støtteparti rent faktisk har turdet gøre alvor af sine trusler. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12