Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix
I 2006 kom den italienske filosof Giorgio Agamben med en rimelig langhåret pointe om, at splittelsen i vestlige samfund kan stamme fra en splittelse i kristendommen. Her var man vant til at leve i troen om, at der kun fandtes én gud. Samtidig skulle man acceptere, at denne var delt i tre (Faderen, Sønnen og Helligånden). Og det, mener Agamben, er en forvirring, der har forfulgt det moderne menneske. Vi skal være ærlige og sige, vi ikke synes, det er hans skarpeste pointe. Til gengæld er vi vilde med billedet af Faderen, Sønnen og Helligånden. Vi forestiller os dem siddende rundt om et middagsbord i en heftig diskussion, der fører til stor splittelse i samfundet.
I denne uges sommer-føljeton kigger vi nærmere på et par skæve problemstillinger, som på godt og ondt deler vandene. Vi vil gå til dem fra forskellige vinkler, nærmere bestemt fra Faderens (det er ham med magten og status quo), fra Sønnens (det er ham, der gerne vil overtage kasketten, men som vil gøre tingene på sin egen måde) og fra Helligåndens (det er den, der ligesom svæver over vandene og forsøger at mægle mellem positionerne).
I dag kigger vi på Critical Race Theory (CRT). Helt basalt er det navnet på en amerikansk akademisk disciplin, hvor racisme undersøges som en indlejret struktur, der kommer til udtryk som systemisk diskrimination i bl.a. lovgivning og offentlige institutioner. Det er dog også blevet et paraplybegreb for en kulturel kamp om, hvordan racisme i det amerikanske samfund skal italesættes, og om man bør undervise i det – og parterne er rivende uenige. Men hvad går diskussionen egentlig ud på?
Faderen: For Faderen er Critical Race Theory skadeligt, fordi det sætter et unødvendigt fokus på raceforskelle i USA. Faderen køber ikke præmissen om, at mennesker bliver behandlet anderledes på baggrund af deres hudfarve, og han mener derfor, det vil være direkte farligt at lade som om, det er tilfældet. Faderen kunne i dette tilfælde træde frem i skikkelse af republikaneren Burgess Owens, der sammen med en række senatorer har fremsat et lovforslag mod undervisning i CRT. Han forklarede det således: “Jeg gik som barn i segregerede skoler i Jim Crows sydstater. Det var en tid, hvor folk blev behandlet forskelligt afhængigt af deres hudfarve. Critical Race Theory bibeholder denne måde at tænke på og underminerer de borgerrettigheder, som er konstitutionelt beskyttet af loven og af de amerikanske institutioner som sådan.“ Som enhver god fader ved, gælder det om at nedlægge forbud, mens tid er.
Sønnen: Sønnike kunne ikke finde på at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt racismen er indlejret i samfundet. I hvert fald ikke offentligt. Han er god til at bruge CRT som et skræmmebillede på alt, hvad der er farligt ved “woke-kultur“ og kan finde på at udtale, at CRT er farligt, fordi det skaber en omvendt racisme, hvor hvide mennesker skal skamme sig. Hvis han havde brugt for meget tid på internettet, ville han måske argumentere for, at CRT er en marxistisk disciplin, som forsøger at undergrave kapitalismen (og der findes da også en forgrening indenfor disciplinen, som tror, at racisme trives bedst på kapitalismens vilkår). Er han orange og på udkig efter at genvinde præsidentposten i 2024, kunne han som Donald Trump kalde det for “ondt“ og udtale, at det tangerer “psykisk vold“ at undervise i CRT.
Helligånden: Helligånden har, måske grundet sin mangel på fast fysisk form, svært ved at forstå præmissen for problemstillingen. Critical Race Theory er en akademisk disciplin, som er blevet gjort til prædikatet på alt, den amerikanske højrefløj mener er galt med systemkritisk tænkning. Højrefløjen bruger aktivt begrebet som en skræmmekampagne mod demokraternes forsøg på at “lære børn at hade deres eget land og hinanden“. Helligånden kunne materialisere sig i form af den amerikanske lektor Donald Earl Collins, der har argumenteret for, at det er højrefløjen selv, der skaber splittelsen ved at nedlægge forbud og benytte glidebaneargumenter. Hvis Helligånden valgte dén form, ville han dog komme til at kalde Faderen for “racistisk og fascistisk“, hvilket ikke nødvendigvis ville være forkert, men heller ikke ville gøre situationen bedre.
Debatten om Critical Race Theory raser videre i USA. Det kan være svært at sætte sig ind i, hvordan en akademisk disciplin er vokset til et skræmmebillede på en farlig, samfundsundergravende trosretning, men som vi beskrev i sidste uge, finder en lignende dæmonisering af hvad Rasmus Stoklund (S) har kaldt “det wokeness-prægede parallelsamfund“ sted i en discountudgave herhjemme.
På onsdag tager Faderen, Sønnen og Helligånden til pølsefest i Sydkorea, hvor en reklame for campingudstyr også er ved at få folk til at flå hovederne af hinanden. /Asta Kongsted