Darko Vojinovic/AFP/Ritzau Scanpix
Storbritannien har et problem: Antallet af rådyr er stukket af under pandemien. Normalt bliver dyrene holdt i skak af jægere og efterspørgslen på råvildt, men coronakrisen har kickstartet lidt af en sommerfugleeffekt. Restauranterne har holdt lukket, jagtriflerne samlet støv. Dyrene har kunnet boltre sig, og det i en sådan grad, at naturen er kommet i ubalance. De store bestande græsser løs, så fuglehabitater eksempelvis kommer under pres. For slet ikke at tale om, at de mange rådyr truer med at ødelægge briternes klimaindsats: Alle de træer, som regeringen vil plante, risikerer at blive spist, mens de endnu er sarte skud.
Noget må gøres, men den umiddelbare løsning kan godt blive svær at sælge. Op mod en million rådyr skal skydes i en koordineret indsats, hvilket virker som hård kost for befolkningen, der er forholdsvis glad for dyrerettigheder. Myndighederne må klø sig i nakken. Hvordan får man lige solgt et sådant massedrab på spiselig vis? Og hvad skal man i øvrigt gøre af alt det overskydende kød? Ja, man kunne selvfølgelig give det til landets mange sultende børn, men det ville dårligt ligne premierminister Boris Johnsons administration, at man var så klarsynet. Og så er gode råd jo dyre og gode dyr rådne, som Mikael Simpson engang sang.
Hos det europæiske fodboldforbund Uefa er man også – for hvem ved hvilken gang – blevet fanget som en hjort i forlygterne. Det endda i en sag, der burde være uendeligt meget nemmere at løse end nedslagtningen af Bambi. Ved kvartfinalekampen mellem Danmark og Tjekkiet i Aserbajdsjan blev en dansk roligan frarøvet sit uskyldige regnbueflag af to stewards på stadion. Af akut mangel på rygrad havde Uefa øjensynligt bøjet sig for det lokale regime, der ikke skal nyde noget af LGBTQI+-rettigheder. Selvmålet kunne ikke være mere eklatant.
Mens Uefa har travlt med at pinkwashe sin egen ubehjælpelige kommunikation (hvor det åbenbart ikke er et problem at bakke op om basale menneskerettigheder), trækker forbundets handlinger hele tiden i en anden, mørkere retning. Når det kommer til stykket, tør man alligevel ikke gå hverken Vladimir Putin, Viktor Orbán eller Aserbajdsjans præsident Ilham Aliyev på klingen. Med søforklaringer om sport og politiks uforbundethed bliver regnbuerne prompte gemt væk, når de ikke passer ind i Uefas pengegriske agenda. For hvert af fodboldforbundets krumspring får slutrundens kampe en stadig mere ubehagelig, besk eftersmag. Uefa udstiller sin egen råddenskab, én selektiv regnbue-konfiskering ad gangen. /David Dragsted