Elijah Nouvelage/Reuters/Ritzau Scanpix
I essayet “Lille fotografihistorie“ fra 1931 nævner filosof Walter Benjamin på et tidspunkt et citat fra 1800-talsfysikeren Arago den 3.: “Når opfinderen af et nyt instrument anvender det til iagttagelse af naturen, så er det, de håber at få ud af det, alting småting i sammenligning med den række af senere opdagelser, som udsprang af dette instrument“.
Som Benjamin selv siger, er det fine ved Aragos pointe, at han “knytter an til alle sider af den menneskelige aktivitet“. Man ved aldrig, hvordan en ny opfindelse som fx kameraet vil kunne udvide vores erfaringsrum. For “[v]ed siden af udblikket til stjernefotografi står ideen om at optage et corpus af ægyptiske hieroglyffer“. Måske vil filologer faktisk kunne drage bedre nytte af kameraet end astronomer. Også selvom hieroglyf-photoshoots nok ikke stod øverst på opfinderens liste over use cases. Det er ikke til at sige.
Historien har været god ved Arago den 3. Er der efterhånden tal på, hvor mange gange han har haft ret? Tænk bare på en opfindelse som velcro, der er vandret fra Apollo-astronauternes rumdragter til selvlysende børnesko (eller også var det omvendt). Eller Facebook, der gik fra et være en misogyn online-rangliste over studerende på Harvards hotness til at… ja, forandre demokratiet og tilværelsen, som vi kender den.
Og så er vi end ikke begyndt at tale om kontoret. For hvem ville have troet, at man selv med computere, Office-pakker og kunstig teknologi ville sidde fastnaglet til ergonomiske arbejdsstationer fem stive dage om ugen, tvunget til at lytte på den dér fiske-anekdote fra regnskabs-Henning for Gud-ved-hvilken-gang, klamrende til en kaffekop, mens Solen langsomt forsvinder bag skyerne ude i virkeligheden? Var det egentlig det, vi mennesker skrev os op til, da vi begyndte at indrette os i lukkede rum, hvor vi ville kunne udføre vores arbejde? Var det virkelig meningen med den opfindelse?
I Island er man tilsyneladende kommet på andre tanker. Her har man i hvert fald udført verdens hidtil største forsøg med en firedages arbejdsuge. Foranlediget af byrådet i Reykjavik og den islandske regering, har den britiske tænketank Autonomy sammen med Islands forening for bæredygtigt demokrati fulgt mere end 2.500 mennesker, der fra 2015 til 2019 skulle teste, om en neddroslet arbejdsuge ville være en god idé. Nu ligger resultatet klar i en rapport, og her er umiddelbart godt nyt til alle dem, der er dødtrætte af kontoret. Det viser sig nemlig, at der godt kan skæres i arbejdet, uden det går udover produktiviteten.
Efter folks arbejdsuger er blevet skåret fra 40 timer på fem dage til 35-36 timer på fire dage, kan forskere i hvert fald se en klar forbedring hos de ansattes velvære med mindre stress og en bedre work-life-balance. Ikke nok med, at det giver gladere medarbejdere, så resulterer det mentale overskud også i en øget arbejdsproduktivitet. Skal man tro det islandske eksperiment, vil det med andre ord være en ren vindersag at begrænse arbejdsugen til fire dage. Eksperimentet betegnes som en “overvældende succes“, og det hele synes faktisk så opløftende, at Enhedslisten nu vil have danske forsøg med en 30-timers arbejdsuge på finansloven i 2022.
Sikke en udvikling. Gad vide, hvad Frederick Taylor eller Henry Ford ville sige til den? Og hvilke andre betydninger vil det mon få for samfundet, hvis vi alle fik en ekstra fridag? Bare det bliver nemmere at forudsige end det, som er sket med opfindelsen af Amazons stemmestyrede AI-assistent Alexa. Efterhånden som folk har vænnet sig til at sige “Alexa, spil musik“ til deres højtalere, oplever børn (og voksne) kaldet Alexa i hvert fald, at de bliver mobbet. Problemet er blevet så stort, at forældre nu forlanger, at Amazon ændrer navnet på stemmeassistenten. Amazon selv meddeler, at man er “trist“ over de mange Alexa-beretninger. Okay, indrømmet: Man burde nok have set lige netop dén udvikling komme. /David Dragsted