Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Få ting har kunnet bringe sindene i kog i København som planen om at opføre nye boliger på Amager Fælled. Politikere i Borgerrepræsentationen har taktfast slået på tromme for, at et areal på 219.000 kvadratmeter skal huse godt 4.500 beboere, mens der også skal opføres skoler, plejehjem og butikker. Semantikken har været i højsædet: De byggeivrige har insisteret på, at det udvalgte område på fælleden nærmest svarer til en lossepladsgrund, hvorfor det bare er om at komme i sving med gravkøerne. Imens har aktivister døbt området “Lærkesletten“ for at understrege, at der her findes natur, som ikke skal berøres. Og minsandten om naturen nu ikke også har meldt sig ind i kampen. Takket være en lille vandsalamander (som, måske lidt misvisende, kaldes stor vandsalamander), er byggeplanerne foreløbigt blevet sendt til tælling.
Onsdag meddelte Planklagenævnet i hvert fald, at byggeriet på Amager Fælled øjeblikkeligt skal indstilles, mens forholdene omkring vandsalamanderen undersøges. Salamanderen er fredet ifølge dansk lovgivning, og byggeprojektet truer med at forstyrre et af dyrets yngleområder. Før gravkøerne kommer videre, må der altså “forudsættes en nærmere begrundelse for, hvordan de konkret fastsatte afværgeforanstaltninger effektivt kan sikre, at den økologiske funktionalitet opretholdes på mindst samme niveau som hidtil“, som det så fint lyder fra nævnet. Eller sagt med andre ord: Det skal umiddelbart bevises, at fælledens vandsalamandere ikke kommer noget til. Afgørelsen er ikke endegyldig, men den sætter da en kæp i hjulet på politikernes boligdrømme. Naturen er nu engang forunderlig.
På Bornholm findes den store vandsalamander også, men Regionskommunen klarer nu fint at blokere ting på egen hånd. Klippeøen har den seneste tid været på den anden ende, efter det blev annonceret på kommunens hjemmeside, at man ville indføre en såkaldt spærretid op til kommunalvalget. Planen var, at man fra den 16. august helt frem til den 16. november ville nægte journalister adgang til de offentlige institutioner, ligesom det kun ville være kommunaldirektør Johannes Nilsson, som måtte udtale sig til pressen på kommunens vegne.
Alt fra børnehaver til plejehjem skulle simpelthen klappe i som østers på præcis det tidspunkt, hvor demokratisk åbenhed synes allermest afgørende: midt under valgkampen. Nilsson forsøgte sig med en halvbagt forklaring om, at spærretiden blot skulle beskytte de offentligt ansatte, men den var der vist ikke mange, som købte. Måske var det heller ikke den smarteste kommunikationsstrategi at omtale kommunale medarbejdere som truede dyr, snarere end mennesker med ytringsfrihed. At kalde udspillet bizart ville næsten være en underdrivelse – og endnu mærkelige var det, at borgmester Thomas Thors (S) var på ferie, da meldingen om spærretiden kom.
Her fredag formiddag måtte Thors så vende tilbage til arbejdet før tid for at redde kastanjerne ud af ilden på et pressemøde. Pludselig lød meldingen, at spærretiden ikke ville blive til noget alligevel. Eller, borgmesteren fik da i hvert fald sagt, at man ikke ville bruge ordet “spærretid“ længere: “Ytringsfriheden skal overholdes og alle ansatte i Regionskommunen skal kunne udtale sig frit. Det har vi også gjort meget ud af at overholde, ved at tage udgangspunkt i Justitsministeriets retningslinjer. Men – vores ønske om spærretid har vakt så stor røre, at vi nu dropper ordet “spærretid“ og i stedet indfører nogle retningslinjer.“ Det er vel også en slags sejr – også selvom det nok ikke var selve semantikken, bornholmerne stejlede over. /David Dragsted