Roberto Mancini løftes. Foto: REUTERS/Carl Recine/Scanpix
Så er Europamesterskabet i fodbold for herrelandshold forbi, Italien har vundet, og næsten alle er glade. De unge italienske spillere har gjort det forrygende, og lad os bare være ærlige: Danmark ville næppe have kunnet slå dem.
Da Italiens træner, den velhavende, velholdte, velsete og nu også velsignede Roberto Mancini, præsenterede sine udtagne spillere ved et meget italiensk tv-show inden EM, sagde han, at det var holdets intention at få fansene med sig “ved at have det sjovt“. Han overtog landstrænertjansen i 2018, da landsholdsfodbold-Italien var nede i en bølgedal og havde mistet gejsten, efter at det italienske landshold, der har vundet VM fire gange, ikke engang formåede at kvalificere sig til VM-slutrunden – det dårligste resultat siden 1958 – så det skulle fandme også være sjovt. Det blev det.
Det, Mancini mente med “sjovt“, var, at holdet skulle spille flot og offensiv fodbold, og så satte han holdånd og kammeratskab højere end den individualistiske sportspræstation. Det lyder helt dansk.
Det er ikke, fordi EM-slutrunden ikke var leveringsdygtig i mange smukke detaljer (for eksempel venstrebacken Joakim Mæhles målgivende stikning til Dolberg med ydersiden af højre fod i Danmarks kvartfinale mod Tjekkiet). Men det føltes lidt, som om de absolutte genialiteters tid er forbi. Det ufatteligt høje tempo sætter fodboldgenierne under pres; sejrene hives hjem på korpsånd, sammenhold og omsorg snarere end hierarki og hakkeorden – hvilket kan være lige så umanerligt smukt som den sublime individuelle indsats.
Robotagtigt og maskinelt
Det er fint, så længe det ikke bliver maskinelt, og her kan fodbolden jo se på, hvordan det går i Carrara i Toscana, som har leveret marmor til de ypperste billedhuggere og skulptører siden det gamle Rom. The New York Times har en artikel (blød betalingsmur, red.) om, hvordan man har sat robotter i sving med at lave skulpturer ud af det skønne Carrara-marmor. En hedder ABB2, en anden Quantek2. De står side om side og skærer til på bestilling fra kunstnere, der på denne måde kan få lavet noget, som er både billigere og bedre og kan løse opgaven anonymt.
En robottekniker ved navn Michele Basaldella udtaler noget til avisen, som gør helt ondt: “Vi har ikke brug for endnu en Michelangelo. Vi har allerede haft en.“ Robotfirmaets klienter tæller folk som den amerikanske kunstner Jeff Koons og den afdøde arkitekt irakisk-britiske Zaha Hadids arkitektfirma. Ifølge teknikeren kan robotterne levere banebrydende resultater med marmoret, hvis de bliver bygget med “kunstnerisk følsomhed“.
Men den sensibilitet bliver ikke nødvendigvis omsat i robotternes arbejde. Nogle gange laver de fejl – det ville Michelangelo, Canova, Bernini og Thorvaldsen muligvis også have gjort – men resultatet bliver næsten for perfekt. Det er, som om der mangler noget modstand. Som en italiensk skulptør, der arbejder i et værksted nær Carrara, siger: “Hvis Michelangelo så robotterne, ville han rive sig i håret.“ Og en kunsthistoriker, der omtales som direktør for et lokalt museum, sætter trumf på: “Kun et menneske ved, hvornår man skal stoppe.“
Selv om folk, der arbejder med robotter, siger, at man godt kan gå hen og udvikle varme følelser for maskinerne, så mangler der muligvis et eller andet. Robotterne arbejder ensomt og møjsommeligt på værkerne. ABB2 og Quantek2 står kun nogle få meter fra hinanden, men de taler ikke sammen, de lever i hver sin verden. Der er ikke noget sammenhold – blot teknisk dygtighed. Der kunne robotterne nok lære lidt af at kigge på det italienske fodboldlandshold. Også i et marmorbrud må man gerne have lidt sjov. /Oliver Stilling