Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Hvad er det egentlig, der gør konkurrencesport så fascinerende at se på? Selvfølgelig er det vildt at overvære et menneske udføre et stykke arbejde, de har brugt deres liv på at perfektionere. Men den oplevelse kan du også få ved at opsøge andre ildsjæle i deres es: Du kan tage ind og se en Cirque de Soleil-forestilling, besøge en meget dyr restaurant med et åbent køkken eller høre en mormon sælge det glade budskab til et fællesskabstrængende væsen. Altsammen vil det vække respekt for hårdt arbejde og godt håndværk.
Vi har en teori: Det, der gør det enestående at se elitesportsudøvere præstere, er, at du kan få lov at se et menneske, der får sin drøm opfyldt.
Det lyder måske banalt, men tænk lige over det. Hvor ofte udspiller det sig helt konkret? Selv mindes vi ikke at have set det, siden René Dif i 2013 endelig fik en vej opkaldt efter sig på Bornholm. René Dif Gade, hedder den. Drømme er flyvske, det kan være svært at pege på det øjeblik, de bliver indfriet, og ofte drukner de bare i 10-årsplaner.
Det var ikke tilfældet for badmintonspilleren Viktor Axelsen, der mandag brændte sig ind på alles nethinder som personificeringen af det øjeblik, drømmen går i opfyldelse. I en sublim præstation spillede han sig til en OL-guldmedalje, og idet sejren var hjemme, slap han ketsjeren og lod tårerne få frit løb.
Internettet var hurtigt til at bebude, at sommeren 2021 blev den, hvor voksne mænd endelig lærte at græde. Fodboldlandsholdstræner Kasper Hjulmand og badmintonstjernen Viktor Axelsen er blevet billedet på vor tids stærke mænd. Hamrende dygtige til deres arbejde og i kontakt med deres følelser og behov. Vi kunne ikke være mere enige, og vi får da helt lyst til at bidrage til den gode stemning ved at fremhæve den britiske guldmedaljevinder Tom Daley, der fejrede sin sejr i synkront udspring ved at strikke en sweater.
Offentlig gråd og strik. To katartiske aktiviteter, vi glæder os til at se flere mænd dyrke, som var det olympiske discipliner.
Vingeskudte drømme
Lige så rørende, det kan være at få opfyldt sine drømme, lige så knusende føles det, når de brister. “Så mange drømme og så meget arbejde er nu slut, og det er forfærdeligt,“ udtalte formand for foreningen storkene.dk, Jess Frederiksen, på den konto. Lørdag stod det nemlig klart, at storkeungerne Astra og Zeneca, som man have holdt øje med, var druknet i en gylletank. Den i forvejen kedelige situation blev kun forværret af, at Zeneca var udstyret med en GPS, der skulle have gjort det muligt at følge deres tur syd på senere på året. Det er let at være bagklog, men med de navne ville vi heller ikke have spået de to en flyvende start på efteråret.
Sådan en får de sig næppe heller i Dansk Folkeparti (DF). Som Elizabeth Svane skriver i Politiken (betalingsmur), har partiet ellers historisk været vakse til at sætte sig tungt på efterårets politiske agenda – simpelthen ved at lægge deres gruppemøde som den politiske sæsons første og så ellers lade de nøje formulerede budskaber rulle ud over landet i sommerligt afvæbnende forening med billeder af syngende, badende og fodboldspillende DF’ere. Mandag startede sæsonen da også tidligt, men det blev med næstformand Morten Messerschmidts (DF) første dag på anklagebænken i retten i Lyngby for svindel med EU-midler og dokumentfalsk.
Med den interne partisplid, der har åbenbaret sig offentligt sommeren over, meningsmålinger, der fortsat halter, og de alvorlige anklager i Meld og Feld-sagen, er situationen kritisk for DF. De kan ende med at få brug for katarsis på en skala, som hverken gråd eller strik kan bringe. Om den så skal komme i form af frifindelse eller dom til Morten Messerschmidt kommer nok an på hvem, du spørger. /Asta Kongsted