Intet bliver som før: Risiko for nyt atomragnarok

Vi ved ikke nøjagtigt, hvordan en verden, der er fire grader varmere, vil tage sig ud, men selv i bedste fald vil det være et scenarie, der ligner ragnarok. En stigning på fire grader ville medføre havstigninger verden over på to meter eller endda mere (og ville betyde mindst endnu et par meter i de kommende århundreder).

Det ville næsten totalt oversvømme nogle østater som Maldiverne og Tuvalu og sætte kystområder under vand fra Ecuador over Brasilien til Californien og de nordøstlige amerikanske stater (såvel som store områder i Syd- og Sydøstasien). Til de truede byer hører Boston, New York City, store dele af Los Angeles, Vancouver, London, Mumbai, Hong Kong og Shanghai.

Hedebølger på vej

Samtidig vil de hedebølger, der kan tage livet af titusindvis af mennesker, gå hen og blive hverdagskost om sommeren i alle lande (også de rige) på alle kontinenter bortset fra Antarktis.

Varmen vil også få udbyttet af afgrøder som hvede og majs til at falde overalt i verden (det er muligt, at produktionen af indisk hvede og amerikansk majs kan falde med op til 60 procent), sam­tidig med at efterspørgslen vil stige på grund af befolkningstilvæksten og den øgede efterspørgsel på mad. Og da afgrøderne ikke kun vil skulle klare hedebølger, men også tørke og oversvømmelse og epidemier, kunne tabene meget vel blive endnu værre, end disse modeller forudser.

Lægger man hertil endnu mere ødelæggende orkaner, skovbrande, fiskedød, omfattende udryddelse af arter og sygdomme, der farer rundt i verden, bliver det temmelig svært at forestille sig et fredeligt, velordnet samfund (hvis man da kan sige, at noget sådant eksisterer i det hele taget).

Isfrit Arktis

Man skal lige huske på, at dette er optimistiske scenarier, hvor temperaturen kommer til at ligge mere eller mindre stabilt omkring de fire grader og ikke udløser yderligere ubalancer. Ud fra de seneste modeller er det blevet mere sikkert at antage, at de ekstra fire grader celsius vil have ukontrollable følgevirkninger – for eksempel et Arktis, der jævnligt er isfrit i september måned, eller – ifølge en nylig undersøgelse – vegetation, der er så overbelastet, at man ikke længere kan regne med den som ‘udslagsvask’, og hvor den i stedet for at optage CO2 begynder at udskille det.

Hvis først dét sker, kan man godt glemme alt om at forsøge at forudsige ting. I maj 2014 afslørede forskere fra NASA og University of California i Irvine, at en afsmeltning af gletsjere i det vestlige Antarktis på størrelse med Frankrig nu “ser ud til at være uundgåelig.” Det er højst sandsynligt lig med en dødsdom for hele isdækket på det vestlig Antarktis, hvilket ifølge hovedforfatter Eric Rignot “er ensbetydende med en havstigning på mellem tre og fem meter. En sådan stigning vil fortrænge millioner af mennesker verden over.”

6 grader

Endnu mere skræmmende end alt dette er det faktum, at masser af konservative analytikere er af den opfattelse, at vi med vores nuværende udledningskurve er på vej mod mere end fire graders opvarmning. I 2011 udsendte det normalt tilbageholdende internationale energiagentur (IEA) en rapport, der forudsagde, at vi var på vej mod en global opvarmning på seks grader. Og som cheføkonomen fra IEA udtrykte det: “Alle, selv skolebørn, ved, at dette vil få katastrofale følger for os alle.” Det verdensomspændende revisionsfirma PriceWaterhouseCooper har også udgivet en rapport, der advarer virksomhederne om, at vi er på vej mod “fire grader eller endda seks graders” opvarmning.

Krise for menneskehed

De forskellige fremskrivninger svarer til, at alle alarmer i ens hjem går i gang på samme tid. De er, ganske enkelt, ensbetydende med, at klimaforandringerne er blevet en eksistentiel krise for menneskeheden. Det eneste historiske eksempel på noget tilsvarende var frygten under den Kolde Krig for, at vi var på vej mod et atomragnarok, som ville gøre store dele af kloden ubeboelige.

Men det var (og er stadigvæk) kun en trussel, en mulig yderste konsekvens, hvis geopolitikken skulle komme helt ud af kontrol. Det var ikke sådan, at hovedparten af atomvidenskabsfolk fortalte os, at vi bragte vores civilisation i fare, hvis vi fortsatte med at leve som normalt og blev ved med at foretage os de ting, vi normalt gør, hvilket til gengæld er, hvad klimaforskerne nu fortæller os.

Ingen jeremiader

Som klimatologen ved Ohio State University Lonnie G. Thompson, der er en verdensberømt ekspert inden for gletsjerafsmeltning, forklarede i 2010: “Klimatologer har det ligesom andre forskere med at være tilbageholdende. Vi kaster os ikke ud i teatralske jeremiader om verdens undergang. De fleste af os foretrækker at passe os selv i vores laboratorier eller at indsamle data inden for vores forskningsområde i stedet for at lade os interviewe af pressen eller holde taler for kongreskomiteer. Hvordan kan det så være, at klimatologer kommer med udtalelser om faren ved global opvarmning? Svaret er, at vi stort set alle sammen er overbeviste om, at den globale opvarmning udgør en tydelig og presserende fare for vores civilisation.”

Det kan det vist ikke siges tydeligere. Alligevel fortsætter vi ret bevidst med at gøre, som vi plejer, i stedet for at reagere på advarselsklokkerne og gøre alt, hvad der står i vores magt for at ændre retning. Blot, som passagererne på flight 3935, hjulpet på vej af en stærkere, endnu mere forurenende maskine.

Bremseklodser

Hvad er der galt med os? Hvad holder os tilbage? Man har allerede været ude med mange forklaringer som svar på spørgsmålet, lige fra det ekstremt svære i at få alle verdens lande til at enes om noget som helst over fraværet af rigtige teknologiske løsninger til noget dybtliggende i den menneskelige natur, der forhindrer os i at handle kollektivt over for til­syneladende fjerne trusler eller – på det seneste – en påstand om, at vi allige­vel allerede har sat det hele over styr, og at der derfor ikke er andet at gøre end nyde sceneriet på vej ned.

Globale aftaler

Nogle af disse forklaringer er gyldige nok, men ingen af dem er i sidste ende tilstrækkelige. Tag nu for eksempel påstanden om, at det er for svært for så mange lande at blive enige om, hvad man skal gøre. Det er da svært, men FN har mange gange i tidens løb hjulpet mange landes regeringer med at løse vanskelige udfordringer på tværs af landegrænserne, fra ozonhuller til spredning af atomvåben.

Det har ikke været perfekte aftaler, men de repræsenterede i det mindste virkelige fremskridt. Hertil kommer, at de selvsamme regeringer i løbet af den tid, hvor de uden held har forsøgt at nå frem til en skrap og bindende aftalestruktur med krav om begrænsning af udledningen – angiveligt fordi det var for komplekst at samarbejde – har formået at skabe verdenshandelsorganisationen WTO, et meget indviklet og forfinet globalt system, der regulerer strømmen af varer og tjenesteydelser i hele verden, og som har klare regler og hårde repressalier, hvis disse ikke respekteres.

Teknologi, red os

Den antagelse, at det er manglende teknologiske løsninger, der har holdt os tilbage, holder heller ikke vand. Energi fra vedvarende kilder som vind og bølger har vi kendt til længe før brugen af fossile brændstoffer, og de bliver mere og mere effektive, ligesom energien fra dem bliver lettere og lettere at lagre for hvert år, der går. I løbet af de sidste to årtier har vi været vidne til en hel eksplosion af opfindsomme nulspildsløsninger og byplaner, der vil reducere udledningen til nul.

Det er heller ikke sådan, at vi blot har de tekniske redskaber til at frigøre os fra fossilt brændsel, vi har faktisk også massevis af små lommer, hvor denne måde at leve uden CO2-udledning på har været afprøvet med enorm succes. Alligevel ser det ud til, at omsætningen af disse til fuld skala, som ville give os en kollektiv chance for at undgå katastrofen, slipper os af hænde.

I samlet flok

Er det bare vores menneskelige natur, der holder os tilbage? Den undskyldning holder heller ikke. Vi mennesker har mange gange vist, at vi er villige til kollektivt at bringe ofre, når vi står over for trusler, som vi har set det med rationering, hjemmedyrkede ‘victory gardens’-køkkenhaver og krigsobligationer under 1. og 2. Verdenskrig og tilbage i tiden med massiv boykot af sukker som protest mod slaveriet i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Disse trusler var hverken mere pludselige eller konkrete end truslerne fra den krise, der allerede med stor sandsynlighed har været årsag til omfattende katastrofer i nogle af verdens største byer.

For at spare på benzinen kunne man i Storbritannien under 2. Verdenskrig stort set afstå fra at køre i bil, hvis man ikke havde nogen officiel grund til det, ligesom den offentlige transport fra 1938 til 1944 steg med 87 procent i USA og 95 procent i Canada. I 1943 dyrkede tyve millioner husholdninger i USA – trefemtedele af befolkningen – deres egen køkkenhaver, hvis afgrøder udgjorde 42 procent af forbruget af friske grøntsager samme år. Interessant nok er det alt sammen noget, der på dramatisk vis ville reducere udledningen af CO2.

Vi ofrer os

Truslen om krig forekom mere påtrængende og konkret, men det samme gælder også den trussel, som de klimaforandringer, der allerede har været en væsentlig bidragyder til enorme ødelæggelser i nogle af verdens store byer, udgør. Alligevel er vi ikke længere så opofrende, som vi var under krigen, eller hvad? Nu om dage er folk selvcentrerede og alt for afhængige af umiddelbar behovstilfredsstillelse til at kunne leve uden muligheden for hele tiden at få tilfredsstillet det mindste indfald. Men sandheden er jo, at vi hele tiden fortsætter med at bringe kollektive ofre til ære for et abstrakt fælles bedste.

Vi ofrer vores pensioner, vores hårdt tilkæmpede fagforeningsrettigheder, vores kunst og vores fritidsaktiviteter. Vi sender vores børn hen for at lære noget i stadig mere overfyldte klasseværelser hos stadigt mere pressede lærere. Vi accepterer, at vi er nødt til at betale meget, meget mere for de destruktive energikilder, som driver vores transportsystemer og vores liv. Vi accepterer, at prisen på busser og metroer hele tiden stiger, mens servicen bliver ringere eller helt går i opløsning.

Vi accepterer, at universitetsuddannelser på offentlige universiteter efterlader den unge med en gæld, som det tager et halvt liv at betale tilbage, selv om noget sådant var uhørt en generation tilbage. I Canada, hvor jeg bor, er vi netop i gang med at acceptere, at vi ikke længere kan få bragt vores post til døren.

Livsstilsomlægning

De sidste tredive år har været kendetegnet ved, at den offentlige sfære er blevet mindre og mindre. Det har alt sammen været begrundet i smalhals og krise, ord som også bruges for nærværende som undskyldning for de stadige krav på kollektive ofre. Tidligere har man med samme formål brugt andre ord, som ikke har med dagligdagen at gøre: budgetter, der skulle gå i nul, øget effektivitet og skabelse af økonomisk vækst.

Hvis mennesker er i stand til at bringe så mange ofre, hvad kollektiv gevinst angår, for at bevare et system, der systematisk gør det dyrere og vanskeligere for os at leve vores liv, forekommer det mig indlysende, at vi også er i stand til at lave nogle vigtige omlægninger af vores livsstil for at stabilisere det økosystem, som vi i sidste ende alle er afhængige af.

Og da især fordi mange af de forandringer, det er nødvendigt at foretage for at skære voldsomt ned på udledningerne, også i meget høj grad ville give hovedparten af menneskene på Jorden et bedre liv – lige fra at gøre det muligt for børn i Beijing at lege udenfor uden maske for munden til at skabe millioner af gode jobs i branchen for ren energiteknologi. Så vidt jeg kan se, kniber det hverken på kort eller mellemlangt sigt med tilskyndelser til at gøre det rigtige for vores klima.