Angelos Tzortzinis/AFP/Ritzau Scanpix
Den satiriske tegneserie First Dog on the Moon siger det måske bedst: “Det burde ikke komme som nogen overraskelse, at klimaforandringerne er værre end vi troede.“ Rapporten fra FN’s klimapanel (IPCC) er som det vækkeur, man selv har sat om aftenen, men som alligevel tager en på sengen, når det begynder at bimle og bamle om morgenen. Også selvom man har snoozet det fem gange i forvejen.
Mandagens klimarapport er ikke bare dyster læsning. Det er læsning, vi mennesker skulle have set komme på flere kilometers afstand. Opsangen fra IPCC er den sjette af sin slags siden 1990. Alligevel er klimapanelets konklusioner værre end nogensinde. Vi har ikke sovet over os, vi har forvandlet os til komatøse bjørne i verdens længste vinterhi. Og intet kan bortforklare den sildige opvågnen – eller, det skulle da lige være, at vi snart ikke vil vide, hvad “vinter“ er.
For ja, kloden står til at blive varmere. Meget varmere. Gletsjerne vil smelte. Havets vandstande vil stige. Øer vil blive ubeboelige. Stop os, når du genkender remsen.
Ifølge IPCC vil den globale overfladetemperatur komme til at stige frem mod 2050 uanset hvad. Og hvis vi vil holde opvarmningen under to grader celsius (grænsen, det ville være katastrofalt at overskride), skal udledningerne af drivhusgas reduceres (betalingsmur) radikalt de kommende årtier. Arktis kan allerede blive isfri om sommeren inden 2050. Ord som “irreversibel“ bliver brugt om klimasituationen. Nej, det er ikke en god ting.
Summa summarum: Den nye rapport understreger, at der skal handles nu – og at handlingsrummet allerede er blevet indskrænket. “Den globale opvarmning forventes at overstige 1,5 grader i de tidlige 2030’ere i alle scenarier på nær det mest pessimistiske, hvor den vil stige endnu mere,“ hedder det i Informations opsummering. Vi er blevet fanget mellem Scylla og Charybdis i verdens værste “vælg dit eget eventyr“-bog – og ligesom Odysseus bliver vi nødt til at sejle direkte mod truslen og bede til, at (vejr)guderne vil være os nådige.
Ej, undskyld, nu kommer det hele også til at blive så patosfyldt. For at være ærlige, ved vi faktisk ikke, hvordan vi skal formidle det her. At læse og skrive om IPCC’s konklusioner kan dårligt blive til andet end en trist dommedags-stiløvelse. Apatien og defaitismen kan hurtigt få overtaget, det samme kan indignationen. Øjnene glider hen over rapporten, men vil ikke rigtigt acceptere indholdet. Og som om det ikke var nok, rummer den også et slet skjult imperativ. For som Greta Thunberg påpeger, fortæller rapporten jo faktisk bare, hvor slemt det hele står til (og den er endda lidt konservativ i sine forudsigelser). Men “det er op til os at være modige og tage beslutninger baseret på de videnskabelige beviser i disse rapporter“.
Det er desværre lettere sagt end gjort.
Da Føljetons redaktion i går skulle spise frokost, kunne stemningen bedst beskrives som galgenhumoristisk. Det skortede ikke på utopiske forslag om, hvordan klimakrisen bedst kunne tackles. Hvad med at lave en slags quizshow med verdens milliardærer, hvor dem, som viste sig at være mest virkelighedsfjerne, skulle donere hele deres formue til klimakampen? Eller er der mon plads til en kæmpe boble-konstruktion på Atlanterhavet, hvor vi alle kan flytte hen, når resten af verdens er blevet oversvømmet? Hvad ingen af os fik sagt – men som tydeligt lå mellem linjerne – var, at situationen for længst er blevet absurd. At tackle klimakrisen kommer til at kræve en næsten ufattelig samfundsomvæltning, men alle synes fanget i katastrofens forlygter.
I det mindste kan man trøste sig ved, at i morgen nu er i dag, og at klimaminister Dan Jørgensen (S) åbenbart står klar med den gode løsning lige om lidt. “Så hvis der nogensinde har været en hockeystav – jeg mener jo, at vi er blevet misfortolket på det groveste med den – men hvis den nogensinde har været der, så er den i hvert fald både knækket og smidt på bålet nu. Fordi vi kommer til at handle på den korte bane også,“ lyder (betalingsmur) meldingen fra ministeren nu. Bedre sent end aldrig. Det giver alligevel heller ikke mening at spille ishockey, når isen sådan begynder at smelte. /David Dragsted