Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Var det noget med et stykke 40 år gammelt bryllupskage? Nej? Hvad så hvis det var fra prins Charles og prinsesse Dianas bryllupskage, og det kostede 16.000 kr.? Svaret var et rungende ja fra briten og royalisten Gerry Layton, der købte et stykke af en af de 23 officielle bryllupskager fra parrets lidet lykkelige dag. Men så fik han også pynten, der består af det kongelige våbenskjold, med i prisen, samt den kagedåse, den har været opbevaret i.
Den kageglade ejer har allerede testamenteret kagen til velgørenhed efter hans død. Han er dog “nødt til at finde på en måde at stoppe mig selv fra at spise den“, udtaler han til BBC. Som Oscar Wilde sagde: “Jeg kan modstå alt, undtagen fristelser“, og der vil vi nu gerne tilføje 40 år gammel bryllupskage.
Vi ved ikke, hvilke sange der blev spillet til Charles’ og Dianas bryllup, men det har næppe været “Tju Bang Chokolademand“ eller “Poker Face“ med Lady Gaga. Okay, de var vist heller ikke skrevet dengang, og Dronning Elizabeth (dronningen af poker face og “det er mig, der bestemmer her“) var allerede til stede. Man skal imidlertid ikke kimse af en god sangtitel, og det gør de heller ikke i Kina, hvor sådanne numre ikke længere vil kunne synges til et bryllup med karaoke.
Kina forbyder nemlig fra 1. oktober karaokesange med “ulovligt indhold“, der enten truer den nationale samling, Kinas suverænitet, krænker statsreligiøse politikker eller opfordrer til ulovlige aktiviteter som gambling og stoffer. Det kinesiske ministerium for kultur og turisme opfordrer i stedet til at synge “sunde og opløftende“ sange, hvad end det så er. Måske “Happy“ med Pharrell eller “Flying“ med Nice Little Penguins?
Nej, der er kun én, der bestemmer her, det er Xi Jinping, og han har allerede forbudt Lady Gagas sange i Kina, efter hun mødtes med Dalai Lama. Kina har også tidligere forbudt sange med titler som “I Love Taiwanese Girls“, “Fart“, “Beijing Hooligans“ og “Don’t Want to Go to School“. Vores bud er, at “Wind of Change“, “Go West“ og “Run the World (Girls)“ heller ikke får særligt gode chancer på de kinesiske karaokebarer.
Lad dem spise kulturkage
Forandringens vinde blæser i øvrigt over kultur og kirke herhjemme, da der fra i dag ikke længere er afstands- og arealrestriktioner. Halleluja, men det er svært at sige tak og amen, for det var virkelig på tide. Det har været absurd at se, hvordan 30.000 på stadion kunne råbe “fisse, kusse, Schmeichel er en mur“ og kaste med fadøl, mens kirkegængere ikke kunne synge en salme og drikke altervin sammen. Det kunne de derimod gøre på et værtshus. Præster måtte afvise folk til bl.a. begravelser og bisættelser, ligesom også biografer og teatre har stået sidst i køen.
Hvor var kulturministeren? Det er ikke fordi, vi ønsker en kulturpolitik som i Kina, men et par visioner og lidt handlekraft ville da være rart at spore hos Joy Mogensen. Hun har hele tiden givet ansvaret til sundhedsmyndighederne og resten af regeringen, beslutningen har ikke været hendes at tage, mente hun. Endnu engang viser hun en mangel på ansvar, og at kulturens prioritering i regeringen er på det laveste niveau.
Gid Joy Mogensen var mere “Tju bang statsminister, det er mig, der bestemmer her“, for det er tydeligvis den energi DBU’s og Horestas lobbyister har haft, da de kom forrest i køen. Nej, vi er ikke fortalere for, at man skal ignorere sundhedsmyndighedernes anbefalinger (selvom regeringen har gjort det før). Vi så bare gerne, at kulturen blev opprioriteret i genåbningen og ikke var sidstevælger. Problemet er også, at det ikke bare er kulturministeren, men hele regeringstoppen, der lader til at være ligeglade. Kulturministeriet har simpelthen ingen status eller gennemslagskraft.
Før hun blev kulturminister, talte Joy Mogensen i et interview med Netavisen Pio om sit forhold til kultur: “I kulturen har vi alle værdi, fordi vi er.“ Sætningen slutter der, der er ikke mere. Hvis man tilføjer ’der’ giver det lidt mere mening: “I kulturen har vi alle værdi, fordi vi er der.“ For vi vil ikke bare være ‘der’ online, vi vil også have kultur, hvor vi kan være fysisk til stede.
Nu er det endelig muligt uden restriktioner og hurra for det. Men regeringen får altså ikke et stort tak, når de endelig peger på kultur og kirke og tager dem med på holdet. Kulturen er ikke flødeskum, der er luksus i forhold til bold og fadøl (bevares, det er også dejligt). Attituden har været: “Lad dem spise kage“, men vi vil ikke have kage, heller ikke selvom den er 40 år gammel og var til stede, da prins Charles og prinsesse Diana blev gift. Vi vil have en kulturminister med visioner og gennemslagskraft i sit eget parti! /Lise Benthin Præstgaard