John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix
Tysklands socialdemokratiske parti, SPD, er ikke i tvivl om, hvem deres stærkeste kort er ved det kommende Bundestagswahl: kanslerkandidat Olaf Scholz. I en valgkamp, der foreløbigt har været præget af de øvrige kandidaters fodfejl, har Scholz pludselig rejst sig som en søvndyssende – men stilsikker – fugl føniks. Ét hurtigt blik på partiets nye valgkampsmateriale er nok til at forstå strategien: Med sloganet “Scholz packt das an“ (Scholz griber det an) og partiprofilens ansigt plastret på så godt som alle plakater, skal Olaf Scholz gøres synonym med partiet – og forhåbentlig redde SPD ud af den vælgerkrise, der ellers har været på bedding.
Man skal ellers ikke mange måneder tilbage i valgkampen, førend Olaf Scholz i bedste fald blev set som en kuriositet i slaget om kanslerposten. Med meningsmålinger, der placerede SPD langt under både CDU og De Grønne, kunne Scholz’ kandidatur dårligt tolkes som andet end en sidste krampetrækning fra et falleret regeringsparti. Det syntes næsten givet på forhånd, at SPD ville lide samme skæbne, som mange socialdemokratiske partier rundt om i Europa: en langsom, pinagtig død. Politik er imidlertid en forunderlig størrelse. I efterspillet fra sommerens voldsomme oversvømmelser har Olaf Scholz alligevel vundet vælgernes gunst. Pludselig kan tyskerne godt se lyset i socialdemokraten.
På papiret er der da også flere ting, der taler for SPD’s spidskandidat. Allervigtigst hans CV. Som finansminister i Merkel-regeringen, har Scholz allerede bevist sit værd i det politiske maskinrum. Ligesom han har en tidligere borgmesterpost i Hamborg, Tysklands andenstørste by, at bryste sig af. Scholz er kendt som manden med pengene – og det taler til hans klare fordel. Ikke nok med, at han har stået for økonomiske hjælpepakker under coronakrisen, så har han bl.a. også været en vigtig aktør i kampen for en global selskabsskat. Og hvis folk siger, at Scholz er for kedelig, har han endda et kækt svar klar: “Jeg stiller op til jobbet som kansler, ikke som cirkusdirektør.“ Sammenlignet med De Grønnes kanslerkandidat, Annalena Baerbock, og CDU’s ditto, Armin Laschet, kan Scholz pege på en politisk erfaring, som de andre kun kan drømme om. Socialdemokraten ved, hvordan en aftale skal skæres, ligesom han hjemmevant kan forvalte den tyske økonomi. Eller som SPD altså formulerer det: Scholz packt das an.
Idet valgkampen går ind i den sidste, afgørende fase, må særligt Armin Laschet tage sig til hovedet. Ikke nok med, at CDU-formanden dummede sig med grine-gate, så har han tilsyneladende glemt at tage højde for Scholz. De konservative kræfter har koncentreret sig om udfordringen fra De Grønne, mens SPD-kandidaten uforstyrret har kunnet fremføre kernesager som højere mindstelønninger og flere boliger i storbyerne. Langsomt, men sikkert, har Scholz dermed arbejdet sig frem mod et nyt nøgletal: 20 pct. Hvis SPD kan sikre sig 20 pct. af stemmerne, og i samme ombæring blive større end De Grønne, ligner et sandsynligt bud på en regering den såkaldte trafiklyskoalition bestående af De Grønne (grøn), liberale FDP (gul) samt SPD (rød) – med Scholz som den naturlige mand i spidsen.
I lyset af den nye trussel fra venstre, ser CDU nu ud til at tage de tunge skyts i brug: Når det konservative parti i næste uge indleder sin sidste fase af valgkampen, ventes Angela Merkel at flankere Armin Laschet i forsøget på at give dennes kampagne et tiltrængt boost. Imens skal De Grønne forsøge at genvinde fodfæstet og udnytte den prominente rolle, som klimaet fortsat kommer til at spille ved valget. Og så skal alle partier nok også indstille sig på, at flygtningedebatten igen vil være på alles læber som følge af situationen i Afghanistan. Både Scholz og Laschet har i hvert fald allerede varslet, at Angela Merkels åbne arme under flygtningekrisen i 2015 er en saga blot. Laschet siger ligeud, at 2015 ikke vil gentage sig, mens Scholz taler om at hjælpe i nærområderne snarere end at tage flere flygtninge ind i Tyskland. Med lidt over en måned til valget bliver grebet nu for alvor strammet. /David Dragsted