Scanpix
Svindeldommen mod Morten Messerschmidt har forventeligt udviklet sig til et kulørt drama, som i mindst lige så stor udstrækning udfolder sig uden for retssalene. Efter Dansk Folkepartis næstformand i sidste uge i byretten i Lyngby fik en historisk hård fængselsdom for dokumentfalsk og svig med EU-støtte, er han nu gået til modangreb – på dommeren.
Balladen begyndte allerede kort efter domsafsigelsen, hvor retsformand Søren Holm Seerup klikkede ‘like’ under et opslag, som hans barndomsven fra Bornholm, tidligere Venstre-minister Søren Pind, havde skrevet om netop Messerschmidt dommen. Pind tordner om, at “ære spiller ikke længere en rolle i politik“ og er rystet over, hvis “Messerschmidt fortsætter som DF-næstformand, skønt en idømt fængselsstraf“.
Lad os kalde dette ‘like’ for bevis nr. 1. Dommer Søren Holm Seerup har givet en politisk holdning til kende i forhold til en dom, som vil få afgørende betydning for magtspillet på Christiansborg, og som han altså har selv har afgivet, og spørgsmålet er oplagt: Har Søren Holm Seerup været habil? Har han vurderet beviserne uhildet, eller har han været forudindtaget imod tiltalte?
I første omgang valgte Søren Holm Seerup at slette sit ‘like’, og formanden for Dommerforeningen, landsdommer Mikael Sjöberg, nøjedes med at udtale, at “det må bero på en misforståelse“. Uheldigt, men hændeligt.
Dommere har jo også ytringsfrihed, og Facebook-profilen var tilmed privat, så Søren Holm Seerup havde ret beset ikke tilkendegivet andet, end hvad et flertal i Folketinget formentlig også vil komme frem til, hvis dommen stadfæstes i landsretten, nemlig at Morten Messerschmidt ikke vil blive kendt værdig til at sidde som folkelig repræsentant i det danske parlament.
Men 40-årige Morten Messerschmidt, som ved Europaparlamentsvalget i 2014 slog danmarksrekord med 465.758 personlige stemmer, har ikke tænkt sig at lægge sig ned. Han giver ikke op uden kamp, og i går aftes satte han et større personangreb ind mod Søren Holm Seerup. Han offentliggjorde en stribe skærmbilleder fra Facebook, hvor dommeren tidligere har optrådt politisk og polemisk mod Dansk Folkeparti, og ja, Morten Messerschmidt personligt.
For eksemplets skyld kan én holdningstilkendegivelse trækkes frem, lad os kalde det for bevis nr. 2. Søren Holm Seerups søn, Jakob Seerup, lagde 24. august 2016 et foto op på Facebook med et nødlandet tysk jagerfly Messerschmitt – og skrev: “Værsgo – i dagens anledning – en crashet Messerschmitt fra mig til jer.“
Hertil spørger dommerfar så, hvordan det hænger sammen? Sønnen svarer straks med et link til nyhedshistorien om, at Messerschmidt har måttet trække sig fra posten som formand for Dansk Folkepartis gruppe i Europaparlamentet på grund af skandalesagen om svindel med EU-støtte i Feld og Meld. Og Søren Holm Seerup svarer: “Tøhø“.
I sig selv er udbruddet “tøhø“ ikke ligefrem den mest voldsomme kommentar, man kan forestille sig – fra far til søn. Ikke desto mindre forsøger Morten Messerschmidt nu at tromme en opstandelse op om, at Søren Holm Seerup har været inhabil som dommer i retssagen mod ham selv, ganske enkelt fordi han fremstår som stærkt forudindtaget mod Dansk Folkeparti og tilmed på forhånd har givet sin holdning til kende over for det konkrete tiltaleforhold.
Messerschmidts advokat, Peter Trudsø, har nu indklaget Søren Holm Seerup for Den Særlige Klageret, og dommeren har selv valgt helt at slette sin Facebook-profil. Og umiddelbart ser det ud til, at modoffensiven virker. Professor i forfatningsret ved Syddansk Universitet Frederik Waage vurderer således, at de mange holdningstilkendegivelser skaber tvivl:
“Det rejser spørgsmål, om dommeren er inhabil efter retsplejelovens regler. Morten Messerschmidt har anket sagen, og hvis landsretten mener, at dommeren er inhabil, så må de hjemvise sagen,“ siger Frederik Waage til DR, men understreger samtidig, at dommere har ytringsfrihed, og at der næppe vil kunne opstilles generelle retningslinjer for dommeres medvirken i den offentlige debat.
For Messerschmidt er manøvren dog lykkedes: Angreb er det bedste forsvar. Dansk Folkepartis næstformand har effektivt fået flyttet opmærksomheden væk fra den juridiske substans og over til et mere følelsesladet sideshow, hvor menigmand hurtigt kan være med. Og dét har alle dage været Messerschmidts enestående evne, nemlig at fremstille sig selv som et offer for systemets politisk korrekte korruption.
Juridisk har Messerschmidt og hans forsvarer næppe meget at skyde med. I første omgang skal Den Særlige Klageret slet ikke tage stilling til selve dommen, men kan kun i yderste konsekvens udtale kritik af dommeren. I anden omgang risikerer Messerschmidt mest sandsynligt at få sin fængselsdom skærpet i landsretten, som i de senere år har dømt hårdere end byretterne i lignende sager om økonomisk magtmisbrug.
Nøgternt betragtet vil Messerschmidt opsigtsvækkende udfald mod Søren Holm Seerup ikke få nogen reel og juridisk konsekvens. Under retsmøderne i Lyngby i de forgangne uger er det tydeligt blevet dokumenteret, at det europæiske parti Meld dels kun var en tom skal, en pro forma-konstruktion, som uretmæssigt havde givet Morten Messerschmidt mulighed for at modtage millioner i støtte, og at den påståede EU-konference i forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015 slet ikke havde fundet sted.
Når det juridiske forsvar ikke slår til, må man gribe til politisk angreb, og der er ingen tvivl om, at Messerschmidt vil få delvist held med sin ellers lettere desperate strategi. For alle dem, der har – eller i hvert fald har haft – sympati for ham som politiker og flamboyant folkeforfører, vil det kunne virke besnærende, at han er blevet udsat for et komplot.
Retssystemet vil ikke lade sig rokke af polemik, men den store og flydende gruppe af mulige DF-vælgere vil være mere end påvirkelig: Nøjagtig ligesom tidligere V-udlændingeminister Inger Støjberg, der sidder på anklagebænken i den snart aktuelle rigsretssag, har vist sig ekvilibristisk i kunsten at opflamme følelser i folkedybet om alt andet end sagens substans, er cand.jur. Morten Messerschmidt også bedre som politiker end som jurist.
Støjberg og Messerschmidt skiller sig begge ud ved hellere at ville dømmes ved en folkedomstol end ved de formelle retsinstanser, ganske enkelt fordi de har lettere ved at overbevise vælgerne om deres uskyld, end de har ved at modbevise anklagemyndighedernes uafvendelige tiltaleskrifter. Jo værre det går rent juridisk for Støjberg i rigsretssagen og Messerschmidt i ankesagen i landsretten, desto mere vil de hver især forsøge at sætte ild i gardinerne. /Lars Trier Mogensen