Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Du kan gøre meget med droner. Eksempelvis opdage, at hajer er tættere på, end man tror. Det er ikke en metafor. Forskere er rent faktisk begyndt at bruge drone-optagelser over havet for bedre at kunne forstå hajers adfærd. The Verge har talt med marinebiolog Chris Lowe fra California State University, som sammen med sine kollegaer er i gang med at nærstudere 700 timers videomateriale. Og foreløbigt lyder konklusionen, at folk ofte svømmer rundt med hajer omkring dem – helt uden at opdage det.
Man skulle ellers tro, at Danmark og deres allierede har haft droner nok i Afghanistan. Og at man derfor ville have et nogenlunde billede af, hvordan hajbestanden her ser ud (denne gang taler vi metaforisk). Alligevel lød den overraskende melding fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S), da han for nylig blev interviewet i 21 Søndag på DR, at terrorgruppen al-Qaeda ikke længere er i Afghanistan. “Der er ikke en trussel fra dem mod os mere, som vi så manifesteret den 11. september 2001,“ fortalte Kofod. Sagt med andre ord: Selvom Taliban nu atter har overtaget Afghanistan, kan krigen alligevel kaldes en succes.
Problemet er bare, at udenrigsministerens udlægning ikke holder (betalingsmur) vand. Som man torsdag kunne læse (betalingsmur) i Jyllands-Posten, er flere førende terroreksperter lodret uenige i, at truslen fra al-Qaeda er blevet fjernet. Samme budskab kan man læse hos DR, der har talt med terrorforsker Tore Hamming: “Der kan ikke herske nogen tvivl om, at al-Qaeda er til stede i Afghanistan. Der kan heller ikke herske tvivl om, at al-Qaeda står stærkere nu, hvor Taliban kontrollerer Afghanistan. Der er ikke tvivl om, at det, som Kofod siger, er faktuelt forkert,“ udtaler eksperten. Og som om det ikke var nok, bliver Kofod også direkte modsagt af Forsvarets Efterretningstjeneste, der i sin seneste trusselsvurdering skriver, at “Taliban har beskyttet al-Qaeda og været den primære årsag til, at gruppen fortsat er til stede i Afghanistan“.
Jeppe Kofods virkelighedsfornægtelse synes desværre at være symptomatisk for regeringens generelle håndtering af Afghanistan. Efter en kaotisk evakueringsindsats, der kom i gang alt for sent, rasler flere andre partier nu med sablerne. Det skal undersøges, hvorfor Danmark tøvede med evakueringerne af lokalt ansatte afghanere, når alle advarselslamper burde have blinket. Forløbet bliver endog endnu mere bizart, når man i det uafhængige forsvarsmedie Olfi kan læse (betalingsmur), at Specialoperationskommandoen faktisk bad om lov til at udarbejde evakueringsplaner, men blev fortalt af Udenrigsministeriet, at det var der ikke behov for.
Og som om det ikke var nok, kan man her til morgen læse (betalingsmur) i Information, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) blot 10 dage inden, at Taliban indtog Kabul, “var medunderskriver på en opfordring til EU-Kommissionen om at lægge pres på de afghanske myndigheder“, så man ville kunne fortsætte tvangsudsendelserne af afviste asylansøgere til Afghanistan. Begrundelsen lød, at “et stop for tilbagesendelser sender et forkert signal og sandsynligvis vil motivere afghanske borgere til at forlade deres hjem og søge mod EU“. Hvor kynisk kan man blive i sin benhårde udlændingepolitik?
Svaret er lige så forudsigeligt, som det er gruopvækkende og gåsehudsfremkaldende. Til det sidste har regeringen åbenbart kæmpet for at kunne tvangsudsende mennesker til et krigshærget land, der var på nippet til at blive overtaget af Taliban. Selvom det er gået hurtigt, er det ikke sådan, at regeringen ikke allerede var blevet advaret om et kommende kollaps i diverse efterretningsrapporter. Som Information skriver, var det jo også åbenlyst for to uger siden, at Taliban stormede frem.
I sin håndtering af den afghanske tragedie har regeringen simpelthen forvandlet sig til en ubehjælpelig karikatur på Mizaru, Kikazaru og Iwazaru – de tre japanske aber, der hhv. holder sig for øjnene, ørerne og munden under maksimen “se intet ondt, hør intet ondt og sig intet ondt“. Man har nægtet at forholde sig til situationens alvor, overset hajfinnerne og stædigt stået fast på forkrøblede undskyldninger. Handlingslammelsen har været modus operandi, som har man troet, at det onde dermed ville kunne holdes fra døren. Logikken er blevet fulgt til punkt og prikke. Men sommetider består den sande ondskab i slet ikke at handle. /David Dragsted